2015
Nyheder

22. december

Julekalender: Læs dagens bibelhistorie og følg linket nederst på siden. Så kan du kan vinde kasse med tre reformationsøl. Værdi: kr. 150,-

En aften sad Jesus og spiste sammen med nogle mennesker, som ingen andre brød sig om.

Nogle præster så det og sagde: “Se lige hvordan Jesus spiser sammen med sådan nogle mennesker, der ikke har lært, hvordan man skal opføre sig”. Så vendte Jesus sig imod præsterne og fortalte en historie om noget, der var blevet væk, men blev fundet igen.

Den historie, Jesus fortalte, handlede om en hyrde, som havde 100 får. Men en dag blev et af dem væk. Han forlod derfor de 99 får for at finde det igen. Måske var det faret vild og blevet væk i bjergene. Og efter at have ledt i mange timer, fandt han endelig fåret. Hyrden tog det op på sine skuldre og bar det hjem. Da han kom hjem, kaldte han sine venner og naboer sammen og sagde til dem: “Glæd jer med mig. Jeg havde mistet et får, men har fundet det igen”.

“På samme måde glæder Gud sig mere over en synder, der kommer tilbage til ham end over 99 mennesker, der tror, at de ikke har brug for Gud”.

Og Jesus fortsatte med at fortælle, hvordan han var den gode hyrde for sin fåreflok.

Han fortalte, hvordan den gode hyrde ikke er ligeglad med sine får, men gerne sætter sit liv på spil for dem. For ham er hvert eneste får værdifuldt. Hvis et får bliver væk, vil han lede efter det, indtil han finder det. “Jeg elsker mine får, og de elsker mig.

Ligesom min Far elsker mig, og jeg elsker ham” sagde han.