2015
Nyheder

17. december

Julekalender: Læs dagens bibelhistorie og følg linket nederst på siden. Så kan du kan vinde Manga Mosebøger. Japansk mangategneserie fra Det Gamle Testamente. Værdi: 140,-

En af Jesu venner, en mand ved navn Lazarus var blevet alvorligt syg. Han boede i landsbyen Betania sammen med sine søstre, Maria og Martha. Søstrene sendte nu besked til Jesus og bad ham om at komme.

Jesus holdt meget af både Martha, Maria og Lazarus, men selv om han hørte, at Lazarus var syg, blev han alligevel, hvor han var. Først da der var gået nogle dage, sagde han til sine disciple: “Lad os tage tilbage til Betania”.

Da Jesus kom til byen Betania, løb Martha Jesus i møde. Hun fortalte, at Lazarus havde været død i fire dage. “Hvis du bare havde været her”, sagde hun, “så var han ikke død. Jeg ved jo, at Gud vil gøre alt, hvad du beder ham om”. “Din bror vil blive levende igen”, sagde Jesus.

Nu kom også Maria og begravelsesgæsterne hen til Jesus. Da han så deres sorg, gav han sig også til at græde. “Vis mig, hvor I har begravet ham” sagde Jesus. Og de fulgtes ad hen til graven. Da de stod foran graven, bad Jesus dem om at flytte stenen væk fra indgangen. “Jamen han har ligget i graven i fire dage og lugter allerede”, sagde Martha. Men Jesus svarede blot: “Hvis du tror, vil du se Guds magt”.

Så fjernede de stenen, mens Jesus bad til Gud.

Og Jesus råbte med høj stemme:” Lazarus kom op af graven”.

Lazarus kom op, med krop, hænder og fødder viklet ind i ligklæder og med et tørklæde for ansigtet.

Da han blev viklet ud, var han fuldstændig sund og rask og takkede Gud.

Mange af de mennesker, der var kommet for at trøste Martha og Maria, kom nu til at tro på Jesus.

Men de jødiske ledere begyndte at planlægge, hvordan de kunne få Jesus slået ihjel.

Deltag i julekalenderen her