2014
Nyheder

Juleglæde i fællesskab

For fjerde år i træk inviterede Margrethekirken i Aalborg på julevandring. Frivillige i alle aldre sørgede for en hyggelig torsdag aften med krybbespil og fællesspisning

Tekst og foto: Helene Overgaard Krüger

Kejser Augustus og hans soldater har øvet første scene om og om igen. I skarp trav marcherer de ned ad midtergangen med befalingen om, at alle skal tælles i mandtal. Nu, hvor publikum er på plads, går marchen ikke helt, som da de øvede den: En stor del af tilskuerne kravler nemlig rundt på det bløde tæppe i midtergangen, og kejseren og hans mænd må forsigtigt marchere uden om de små hoveder, der nysgerrigt kigger op på dem.

Kejseren, hans fire håndgangne mænd og de andre teenagere, der medvirker i juleforestillingen, går for de flestes vedkommende til konfirmationsforberedelse i Margrethekirken.

“Er vi frivillige? Jo, det er vi vel egentligt,” bliver de enige om. Men det er nu ikke noget, de har tænkt over. De er med i forestillingen, fordi de synes, det er sjovt. Et par af teenageskuespillerne er med på trods af, at de har en helt anden tro: En er mormon og en anden er hindu.

Plads til små og store

Da publikum er blevet talt i mandtal og har løst de opgaver, der er en del af julevandringen, vender de tilbage til kirkekrummet, hvor hyrderne sidder rundt om deres bål. Hyrderne går ud for at lede efter Jesusbarnet, som de finder efter et par omveje og lidt hjælp fra børnene. Også de tre vise mænd dukker op, ledt på vej af den stjerne, som på forunderlig vis svæver gennem kirkerummet og op til alteret, hvor Jesus venter sammen med sine forældre og et æsel på hjul. Et udvalg af små, nysgerrige mennesker kravler og stavrer rundt om de halmballer, den hellige familie sidder på, og æslet bliver aet på mulen.

Mad og leg

Til den efterfølgende fællesspisning er skuespillerne smuttet igen, men knapt 100 børn og deres voksne tager for sig af risengrøden, som fire frivillige har sørget for. En af dem er Lisbeth Jørgensen. Hun er frivillig i kirken på grund af hyggen og sammenholdet:

“Vi er jo altid de samme, så vi får lige ordnet verdenssituationen hver gang,” smiler hun.

Mens risengrøden bliver ryddet af, har fire andre frivillige arrangeret udendørs aktiviteter for de børn, der er i skolealderen. Da de kommer ind igen, er der kaffe, te, julesmåkager, frugt og fri leg, inden de voksne finder jakker og flyverdragter frem og under større og mindre protester drager hjemad med trætte og mætte børn.