2014
Nyheder

Hjælp forfulgte kristne i Mellemøsten

I en henvendelse til EU opfordrer Konferencen af Europæiske Kirker til, at trosfrihed og forfølgelse af kristne og andre religiøse minoriteter i Mellemøsten bliver behandlet med hast og stor alvor af EU.

Christian Roar Pedersen. Foto: Niels Clemmensen

Pressemeddelelse fra Folkekirkens Mellemkirkelige Råd

Udtalelsen er blevet til på dansk initiativ og vedtaget efter en fælles nordisk indstilling til Konferencen af Europæiske Kirkers, KEK’s, bestyrelse, der netop har afholdt møde i Leuven, Belgien.

Baggrunden er den katastrofe, der udspiller sig i Syrien og Irak, og som vi her i Europa mærker konsekvenserne af i form af et stort flygtningepres.

Næstformand i Folkekirkens mellemkirkelige Råd og suppleant i KEK’s bestyrelse sognepræst Christian Roar Pedersen glæder sig: “Det er på høje tid, at EU vågner op. Vi står overfor den største flygtningestrøm siden anden verdenskrig. En stor del af flygtningene fordrives på grund af deres tro. Ikke mindst de kristne er pressede. I Nordirak fx er de stort set væk,” siger han.

I udtalelsen fra KEK opfordres EU’s medlemsstater til omgående at øge den humanitære støtte til beskyttelse af minoriteterne i Irak og Syrien og ikke mindst arbejde for flygtninges mulighed for hurtigst muligt at blive genforenet med deres familiemedlemmer. Der opfordres til straks at yde den nødvendige økonomiske støtte gennem FN-organer, der skal beskytte flygtningene i den forestående vinter.

Christian Roar Pedersen finder det naturligt, at netop kirkerne rejser de kristnes fortvivlede vilkår i Mellem-østen over for politikerne: “Når en del af Kristi legeme – kirken – lider, så lider vi alle. Det sagde allerede Paulus. Jeg håber, at både EU og de danske politikere vil gøre klart, at trosfrihed er en menneskeret, der gælder alle. En rettighed vi skal kæmpe for og forsvare,” udtaler han.

KEK opfordrer medlemskirkerne til forbøn for de mange, som er udsat for ekstreme forhold, og udvise solidaritet med kirker i hele Mellemøsten. Solidariteten må ikke mindst vise sig i vores villighed til at tage imod og byde asylsøgende flygtninge velkommen.

Konferencen af Europæiske Kirker

Konferencen af Europæiske Kirker består af 114 ortodokse, protestantiske, anglikanske og gammelkatolske medlemskirker fra hele Europa. Folkekirkens medlemskab varetages af Folkekirkens mellemkirkelige Råd.