2014
Nyheder

Frivillighed i forklædning

Tredje søndag i advent gav Hadsund kirkes gospelkor, ”Spirits of Joy”, julekoncert i Stenild Kirke. Publikum fik både juleklassikere og sangglæde med hjem.

Tekst: Helene Overgaard Krüger. Foto: Peter Vesterkær

Flaget er hejst ved Stenild Kirke denne søndag eftermiddag, da “Spirits of Joy” med korleder Steve Cameron i spidsen indtager kirken. De omkring 130 tilhørere fylder kirkerummet op til sidste plads – ja, der er endda taget skamler i brug, for at alle kan få en siddeplads i den lille landsbykirke. De 22 medlemmer af “Spirits of Joy” fylder også godt op i kirkens kor, hvor de må stå rundt om døbefonden og en enkelt på trappen til prædikestolen, for at de alle kan være der.

Publikum gør det endnu sjovere

Korets klassiske gospeldragter – de fodlange kjortler – er blå og lilla og leder tanken hen på et bølgende hav, når de svinger i takt til musikken.

Selv om medlemmerne af koret betaler kontingent for at være med, betragter de sig selv som frivillige. Kontingentet er nemlig en del af korlederens løn, og medlemmerne synes, det er rimeligt, at de er med til at betale deres dygtige leder. Det, de får igen, er jo også meget mere værd: Sangglæden og samværet og ikke mindst responsen fra publikum, fortæller Karna Rind Frandsen, der også er formand for koret. Bente Bressendorf tilføjer: “Koncerterne er jo vores eksamen.”

Og Elin Aasted fortsætter: “Og når publikum rejser sig op, som her i Stenild, så kan vi leve på det hele julen over!”

Gospelklassikere på nye noder

De fleste af korets numre er klassikere, som mange i publikum kender, men så alligevel ikke: Steve Cameron kan godt lide at lave nye arrangementer til de kendte sange. Og hvis nogen laver fejl undervejs, så er det helt fint med korlederen.

“Det gør ikke noget, hvis du synger forkert. Så skal du bare komme igen så hurtigt, du kan. Angsten for at lave fejl skal i hvert fald ikke holde nogen tilbage,” forklarer han og griner:

“Bare lav fejlene så store, at publikum kan høre, det er fejl.”

Personligt vil han hellere arbejde med amatører end med professionelle.

“De har en anden approach (tilgang, redaktionen),” fortæller han og bruger for en gangs skyld et engelsk ord i sin talestrøm på et ellers flydende dansk.

“De går ikke så meget op i teknik, men mere i fortolkningen og i, at det lyder godt. Det er så dejligt. Jeg er altid glad, når jeg kører hjem. Jeg synes faktisk, at jeg har verdens bedste job.”