2012
Nyheder

Den sorte skorpion

Rejsebrev fra feltpræst Henrik Busk Rasmussen, Afganistan: en såret soldat, at være under angreb og om gudstjenester under andre omstændigheder.

Sognepræst Henrik Busk Rasmussen, Nørre Uttrup

Når Afghanistans sorte skorpion, som kun lever dette ene sted i verden, skal tømme sig for sit overskud af gift, hugger den kloen i en sten. Så stærk er giften, at stenen smuldrer og bliver til støv. Den pulveriserede sten siges at helbrede kræft. Ja, støvet her siges at være en sjælden og kostbar gave, der falbydes i basarernes trange gader. Også den sorte skorpion selv kan man købe. Jeg får den tilbudt. I en af de små butikker og basarer, som også er i Camp Bastion. Som død – vel at mærke. Ja, som død er skorpionen et eftertragtet samlerobjekt. Som levende er den et diskret og frygteligt mordvåben.

Afghanistans sorte skorpion fører sin egen krig mod både de døde og de levende ligesom en skrøbelig regering i Kabul forsøger at finde fodfæste efter mange år med splittelse og ufred. Årtiers krige, der har fået huse til at smuldre og mennesker til at styrte om.

Jeg sidder i den store Camp Bastion, som er den største militære installation i Helmandprovinsen, og den regnes for en af verdens største militærlejre. En gigantisk logistisk lejr. Her ankommer materiel og soldater. Det er her, hvor tingene bliver fragtet ind for siden at blive kørt på lastbiler eller fløjet med helikopter til andre camps eller helt ud til de små patruljebaser.

Camp Bastion regnes for at være et sikkert sted. Hvor er fronten så? Ja, den er rykket tættere på. Afghanistans største hovedvej, som går fra Herat i vest via Helmand (og 2 km nord for Camp Bastion) og frem til Kabul i øst, er blevet en “farlig” vej i sammenligning med tiden, hvor jeg var her sidst! Men der er sket et skifte; de såkaldte vejsidebomber rammer først og fremmest de afghanske sikkerhedsstyrker og civile. Vi taler meget om danskerheld!

Da jeg for fire år siden var udsendt og levede og boede i den så omtalte Fob Armadillo, oplevede jeg ofte, at vi blev gæstet af skorpioner. I Camp Bastion er larmen og vibrationerne for enerverende, så skorpionerne holder sig borte. Jeg spekulerer på, om Afghanistans sorte skorpion kunne være et billede på krigens (u)væsen.

For på den ene side er den sorte skorpions gift lægende, og på den anden side er giften dødelig. Det seneste årtis engagement i Afghanistan har sat sine spor også i det danske samfund. Krigen har sin pris; knapt halvtreds danske mænd og en enkelt kvinde er kommet hjem i kister; andre har fået ar på krop og sjæl.

Krigen har sin pris. Den optager mange mennesker, og nok efterlader den ikke det danske samfund i en mangelsituation, i en mobiliseringstilstand med tropper på hvert gadehjørne og med hundredvis af faldne. Undertiden synes krigsindsatsen fjern.

Alligevel går der næppe en uge uden mediernes beretninger fra engagementet i Afghanistan. Og det kan vel ikke udelukkes, at krigen har bragt selv det danske samfund ud af en tilstand af mathed, som uvægerligt følger efter lange perioder med fred. En tilstand af mæthed, søvnighed og ligegyldighed er blevet afløst af mod, engagement og empati med medmenneskers skæbne.

For et par år siden opfordrede danske biskopper præsterne til at bede for soldaterne i kirkebønnen! Krigen har en pris. Ingen tvivl om det. Men krigen kan også være med til at stemme os til taknemmelighed og ydmyghed.

Intet menneskeligt bør være os fremmed, lyder et gammelt ordsprog. I fredstider gælder det, at meget menneskeligt faktisk er os fremmed. Men hvis vi har mod til at indse, at også sjælens mørke hører ind under det menneskelige, så har vi da lært noget. Så kan taknemmelighed og ydmyghed trænge søvnighed og ligegyldighed ud.

Krigens sprog

Sproget skaber virkelighed, og virkeligheden skaber sprog. Enhver, der stifter bekendtskab med Forsvaret, vil erfare “en hær” af nye ord og forkortelser. Det virker som et kodesprog, der ikke alene er en jargon, men er et egentligt sprog.

Sådan har også krigen sit eget sprog. Men i Camp Bastion er der langt til Armadillos morbide og karske udtryk og gloser: “Welcome to the frontline” og “suicide corner”. Her er det derimod forsigtig, der kendetegner sproget; det er en måde at omgås en grum virkelighed med professionel distance. Krigens sprog er et middel til at kontrollere kaos på.

Nogle eksempler er: “at passivisere en fjenden til at ændre karakter” betyder at skyde ham til han er dræbt eller såret; “føling med fjenden” er kamp. “At blive taget ud” betyder at en af vore egne bliver dræbt i kamp. At smage på udtrykket “at blive taget ud”, ud af kampen, ud af krigen, ud af kroppen, ud af livet. Det er som hvis det blev sagt, at han er dræbt, død, slået ihjel, ville et eller andet briste.
Sproget hører op i mødet med livets grænsesituationer, eller mennesker bliver tavse!

Et barn er født os. En søn er givet os.

Sproget hører næsten op en dag i september. I stedet høres forundring og forbløffelse og glæde, da nyheden kommer, at en ung britisk soldat få dage efter det spektakulære angreb på Camp Bastion føder en dreng!

Kvinden, der kommer fra Fijiøerne, anede ikke, at hun var i lykkelige omstændigheder. Hun henvendte sig til Bastions felthospital på grund af stærke mavesmerter. Felthospitalet og dets personale, der ellers er vant til at håndtere voldsomme traumer, undersøgte kvinden, og fandt ud af, at hun var ved at føde. Den lille dreng blev født fem uger for tidligt. Og et noget anderledes lægehold måtte hidkaldes fra Oxford for at sørge for, at hjemturen kunne foregå på bedste betingelser.

En af Det tyvende århundredes store filosoffer (Martin Heidegger) sagde, at livet først får mening med udsigt til døden. Sært nok tænkte han fødslen væk. Han mente, at vi som mennesker er kastet ind i verden, uden oprindelse, uden indhold og bestemmelse. Alene døden er med til at give livet fylde og mening.

Men det er en undsigelse af livet som gave! I modsætning til historiske epoker, der altid først navngives ved deres afslutning, så døbes mennesker ved livets begyndelse og får navn! Allerede ved fødslen er vi givet mening og sat i relation, og jeg tror, at miraklet på felthospitalet – noget så almindeligt som en fødsel – er med til at fortælle, at krig er mere end død og lemlæstelse. Noget af en anden verden gæstede for en stund denne mastodont af en lejr! Selv noget så fjernt som erotik og sanselighed fik denne tirsdag i september krop og skikkelse i form af en lille nyfødt!

Nuets kraft

Det siges, at moderne mennesker vil give hvad som helst for at lære at være til stede i nuet. Men fristelsen til at blive statsborger på Facebook, et nærmest hermetisk lukket sprogligt univers, kan blive overvældende og tillokkende. Havets sirener er omdannet til en blåligt blinkende skærm, der lokker, og vi fyldes af mæthed, søvnighed og ligegyldighed.

De første dage og uger på en mission, i “felten”, er en opdragelse til at være til stede i nuet. Fortiden tynger ikke, og savnet af “hjemme” dukker først op, når trætheden melder sig. Uger senere.

Sanserne skærpes: jeg selv er blot et stumt kar af modtagelighed. Der er en dyb, personligt oplevet befrielse i at være medie for noget større, en favnende følelse af at være et med verden og bevæge sig letfodet på en line udspændt over afgrunden. Livet bruger dig, og du er en del af livet. I følelsen af usårlighed er også en tillidsfuldhed. Andre har kaldet denne tilstand eller følelse for “krigens eufori”.

Men når krigen viser sine kløer og smider den rare maske, så bliver det gådefuldt; det er som at se spøgelser ved højlys dag. Jeg er kun tre dage inde i missionen. Det er Ramadan, og det betyder travlhed for Viking coy, der skal aflaste de afghanske sikkerhedsstyrker. Viking er i “føling” i Zumbelay, et område nordøst for Gereskh by.
En dansker bliver ramt af skud.

Jeg sover middagssøvn denne varme onsdag i august, da jeg bliver ringet op og orienteret om “særlig hændelse”. Når der er “særlig hændelse”, bevæger et udvalg af personer sig til TOC’en, som er Tactical Operation Center: Stabschefen, Seniorsergent fra S1 og hans sekretær, duty-officer, MPO (chefen for MP), SMO (overlæge), feltpræst, Chef NSE og Commander (som er CHEFEN).

Sanserne er skærpede. Stemningen er anspændt. Her siges kun “nyttige ord”, de spørgende, opklarende og reflekterende ord, og bydende talemåder bryder tavsheden og sætter handlinger i værk.

Vi står og ser “det hele” på en skærm. Vi kan alene se, hvad der kommunikeres om. Meldinger over radioer. For de øvrige soldater lukkes al kommunikation til DK.

Sanserne er skærpede. Ængstelsen er stor. Soldaten er ramt af skud i armen, men af kommunikationen fremgår det, at projektilet er trængt igennem armen og ind i hoften og med sandsynlige skader indvortes til følge.

Alarmering sker kl. 13,32. Wheels up kl. 13,43; der betyder, at en to helikoptere letter fra Camp Bastion. Wheels down kl. 14,01; den ene helikopter lader, hvor danske sanitetsfolk har bragt den sårende hen. Wheels up kl. 14,03 helikopteren letter og vender mod Camp Bastion, og lander kl. 14,12 og den sårede ankommer på felthospitalet kl. 14,15.

MPO har sendt sin stationsleder til Helikopterens landingsplads. Han får følgeskab af JMO (yngre læge). MP og JMO skal identificere den sårede; de skal, hvis det er muligt, og hvis situationen tillader det, få den sårede soldat til at ringe til sine nærmeste pårørende.

Men ved ankomsten mister soldaten bevidstheden. “Hundetegn” og et foto og andre kendemærker må gøre det ud for, at vi har at gøre med en ung ingeniørsoldat.

Commander og feltpræsten orienterer løbende de øvrige i lejren, hvad der er sket, og hvad der kan siges. Da vi er sikre, offentliggøres også soldatens navn. Løbende får TOC’en meldinger fra JMO, der følger den første del af operationen. Commander og feltpræsten orienterer løbende om de andre i lejren, hvordan det går. Den sårede erklæres senere for “stabil”; han klarer den!

Men det står snart klart, at Chef NSE skal sørge for hjemtransport til Rigshospitalet allerede dagen efter. Imens har seniorsergent fra S1 travlt med at kommunikere med HOK; han omtaler de meldinger, der kommer fra felthospitalet. Og han får respons fra HOK, der fortæller, at det er svært at komme i kontakt med soldatens pårørende. Sent træffer man soldatens mor. Soldatens søster er i tog fra Aalborg til København; man beslutter sig til at ringe til hende, og henter hende på Københavns Hovedbanegård, giver støtte og orienterer og fortæller, hvad der er sket i missionsområdet, og at soldaten ventes i DK via England om 1½ døgn.

Kl. cirka 23 dansk tid melder HOK ud til danske medier, at en dansk soldat er blevet hårdt såret af skud; hans kammerater ydede førstehjælp på stedet; han blev “medevac’et” til felthospitalet i BSN; han er meldt “stabil”, og hans pårørende er blevet underrettet.

Hændelsen bekymrer alle; efterretninger går på, at det er en snigskytte, en såkaldt foreign fighter, der skyder på lang af stand med det driftsikre våben AK47. Men det kan have været til soldatens fordel; at han overlevede og i dag sidder trygt i DK. Det gamle våben, AK47’eren.

Ved midnats tid står Commander og jeg for at modtage delingsføreren til den sårede. Han er tydeligt rystet over begivenheden, og fortæller intenst om “følingen”, de var i. Hvor stærk ham på den anden side var, og hvor gode skytter de var.

Den følgende dag møder jeg atter delingsføreren; han siger: “Tak for snakken”. Jeg har dårligt fået nævnt et ord, men det er vel nærværet og opmærksomheden, der betyder noget.

Vær modig og vær stærk

Vi skal over og besøge vores sårede mand. SMO, vores kvindelige overlæge, fører an; hun kører sågar bilen, og spørger Commander og mig, hvordan vi har det med situationen.

Vi ankommer til felthospitalet; det er genkendeligt. Forandringerne er få. Den rene duft og det kliniske, og dog en masse ansatte, der arbejder langt mere end 37 timer om ugen; de er med til at skabe en god og venlig atmosfære.

Man har vækket vores patient. Han ser stadig døsig ud. Først er det Commander, der taler med ham. Vores soldat kan ikke svare; han har en slange med ilt i halsen, men han prøver at nikke. Så er det min tur; og jeg får nævnt, at jeg ved, at han begyndte sin militære løbebane i Aalborg. Han nikker og prøver at se opmærksomt på mig. Jeg får som sidste sætning sagt følgende: “Fat mod – kæmp, hold fast i livet”.

Vi tager afsked med ham. Han skal sove nu, og om et par timer bliver han fløjet via England til Riget i København. Nye operationer venter ham, og en lang genoptræning.

Fat mod, kæmp

Ordene er som et ekko af ordene: “Vær modig og vær stærk” fra Det gamle Testamente. Josva, som er krigeren om nogen. Derfor er det ikke så underligt, at de ord også har fundet vej til West Point militærakademi. Josva, militærstrategen om nogen. Og dog klæber der sig noget tungt og bedrøveligt midt i berømmelsen. Josva var Israels leder i krig, men da krigen var forbi, havde ingen brug for ham mere. Han døde ensom. Da Josva skulle begraves, mødte ingen frem. Hvorfor ikke? Fordi andre havde for travlt. En havde travlt i sin have, en anden i sin vingård, en tredje med sit kul. Underligt, men sandt. Det lyder som en velkendt lignelse!

Det er en ældgammel regel, at man ikke efterlader sine sårede og døde på valpladsen. Samme regel bør gælde for dem, der kommer såret hjem med mærker på krop og sjæl. Figuren Josva gør mig et øjeblik mismodig.

I de følgende uger må Commander og jeg tage turen til felthospitalet i flere omgange. Forskellen er her, at vi kan snakke med de unge fyre. Og de er helt sikre: De vil tilbage igen! Ud til kammeraterne!

Ørkenvandring

På moderne dansk er en ørkenvandring næppe noget, man ser frem til. For man kommer ikke ud af stedet. I Bibelen er synet på ørkenen mere nuanceret. Ørkenen signalerer øde og tomhed. Man er borte fra alt det, der ellers frister. Derfor kan et ophold i ørkenen betyde ny begyndelse.

Det er ord som disse, der lyder, da vi ankommer en 15-16 soldater til gospelgudstjeneste i Leatherneck, som er den amerikanske del. Da vi ankommer til kirken, som er et telt, og som hedder “Hope in the desert”, står en af de amerikanske præsters livvagter og tager imod os.

Han kigger på mig; vi har truffet hinanden nogle dage forinden, og så spørger han mig, idet han ser på vort danske opbud: “Are we going to have a party?”

Livvagten står lille og bred og med mørkt tilbagestrøget hår; han ligner “Tom Cruise” og også i væremåde. Han går senere ind i kirken for at “se til sin præst”, og forlader så kirken, og jeg ser ham først efter gudstjenesten.

Gospelgudstjenesten er båret af det, vi kalder for lægfolk. Koret er en samling soldater og civile contractworkers. Og det meste af gudstjenesten bæres af lægfolk. Her er en venlig imødekommenhed. Stor hjælpsomhed.

Da gudstjenesten skal til at begynde, begynder orkester og kor at sætte i, og der kommer PULS i kirketeltet. Det er utroligt, som de spiller op som var det “et party”, vi er ankommet til.

Halleluja, praise the Lord!

Nu begynder ordene. Det er en menig sort amerikansk soldat, der skal lede os igennem gudstjenesten, men hans ord virker stærke og bønnerne dybfølte.

Det er en protestantisk gudstjeneste, men den er åben for alle. Det er en multietnisk menighed, men det er frem for alt afro-amerikanere, der er kommet til kirketeltet.

Det er først og fremmest de civile contractworkers, der svarer på hilsenerne: Halleluja. Soldaterne virker mere tunge i det, ja jordbundne. Men da musikken bliver mere intens og sangen ligeså, så kommer der PULS i de beigefarvede US-Marine uniformer.

Efter sang nummer tre eller fire er det tid for en lang bøn. Vores menige soldat beder for, og den kan sammenlignes med vores “soldatens bøn”. Jeg bemærker, at han nævner os “danske” i bønnen. Og bønnen er taget lige ud af soldatens virkelighed.

Han beder intens, idet han formulerer: “Gud, hjælp os, så vejsidebomber ikke springer om ørerne på os. Gud, og hvis der ligger en vejsidebombe, så hvisk i chaufførens øre STOP”.

Efter denne dybfølte bøn, der har sine intense afsnit, rejser vi os på hans opfordring. Som han siger: “Vi står i den her ørken, og længes hjem. Men skal vi ikke love hinanden, at vi kommer hjem som bedre mennesker end da vi tog ud”. Og der klappes i salen. En smuk vision midt i krigens ørken.

Man kan naturligvis indvende, at teologien i gudstjenesten ikke imødegår det såkaldte Sacrificium intellectus, intellektets ofring. Her reflekteres ikke over, hvor Gud er, når mennesker spørger, hvad meningen er, når vejsidebomberne alligevel springer om ørerne på soldater. Det er en let kristendom – nogle vil sige naiv.

Der er fredshilsen. Alle hilser på alle, og jeg bemærker en af vore fra jægerkorpset bliver helt grebet af alle de hænder, han skal trykke.

En soldat giver en solosang. Og så er der prædiken. En hvid yngre kvindelig præst. Gudstjenesten taber PULS; for nu får vi en lang “læreprædiken”, der omhandler, at vi “frelses af tro”. Prædikenen er gudstjenestens sidste indslag.

Således opløftede forlader vi kirketeltet. En gudstjeneste med mange og også kontrastfyldte elementer. Vi står under solen, og udenfor står “Tom Cruise” og smiler til os.

We are under attack

En uge senere bliver Camp Bastion angrebet. Det sker i dagene, hvor en omtalt film om profeten Muhammed har holdt sit indtog på UTUBE. Angrebet har dog længe været planlagt. Nogle inde i lejren er kommet med efterretninger, og man har bestemt fundet lejrens svage steder i det nordøstlige hjørne tæt på Highway 1.

Alle danske bliver kaldet sammen og står ved flagpole. Camp Bastion er ophørt med at være lejr; vi er i undtagelsestilstand. Vi skal kunne forsvare vores lille frimærke: Viking og Midgaard. Sådan er det for andre tusinder af soldater og civile arbejdere. Imens er det amerikanske og engelske specialstyrker, der prøver at sikre Flightline, at tilbageerobre den. Utallige engelske helikoptere er i luften, og det sker i flere omgange, at de sender byger af dødbringende bly mod joden i det nordøstlige hjørne.

En dansker er meldt savnet. Jeg snakker 1½ døgn senere med ham. Han var på arbejde i transporthallen ved lufthavnen. Han har sovet godt i shelter og levet af feltrationer. Og han synes, at de blev godt orienteret under den lange ildkamp, der kommer til at vare cirka fem timer.

Lørdagen er også i undtagelsestilstand. Ingen biler kører; intet arbejde foretages. Vi må kun bevæge os i vort eget område. Insidertruslen er for stor. Og altid iført hjelm og sikkerhedsudrustning.

Lørdag aften er der en duft af mad; Cookhouse åbner atter. Glæden er stor. Alarmen lyder, nu smider 38 tusinde mennesker sig på jorden. Tre missiler sendes ind over lejren, hvor det ene eksploderer cirka 500 meter fra felthospitalet.

Søndag kan der gøres status. To ISAF soldater blev dræbt, og fem andre såret. Et ukendt antal “talibanere” dræbt. De materielle ødelæggelser har været omfattende, og det beløber sig op på ni cifrede tal.

Vi holder høstgudstjeneste. Mette og Lene fra Kuffen har bagt boller og sørget for en særdeles svær høstquiz. Inden den sammenkomst er der gudstjeneste. En blandet forsamling: repræsentanter fra dansk politi, MP, Stabsgangen, mekanikere, transporten og et par af vore supreme’s. Det er mærkeligt at synge “Nu falmer skoven” i en ørken og efter to dage, hvor vi har været i undtagelsestilstand.

Camp Bastion – det sikreste sted. Og dog! Men høstgudstjenesten får vore sind til at pendulerer over i en normaltilstand. Dog får flere tårer i øjnene, da vi beder “soldatens bøn”.

Inden for en uge har vi oplevet gospelgudstjeneste, angreb og “dansk” gudstjeneste. Sådan kan livet være i en ørken. Ugen bliver travl. Mange samtaler.