2010
Nyheder

Ordinationsprædiken

Prædiken til ordination i domkirken torsdag den 9. december 2010

Jane Jelsbak, der ordineres til stillingen som sognepræst i Astrup-Rostrup pastorat.

Jesus sagde til dem: Således står der skrevet: Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag. I skal begynde i Jerusalem, og I skal være vidner om alt dette. Og se, jeg sender det, min fader har lovet jer, men bliv i byen, indtil I bliver iført kraft fra det høje.
Han tog dem med ud af byen, hen i nærheden af Bethania, og løftede sine hænder og velsignede dem. Idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev båret op til himlen. De tilbad ham, og fyldt med glæde vendte de tilbage til Jerusalem, og de var hele tiden i templet og lovpriste Gud. Lk. 24,46-53

Således slutter evangelisten Lukas sit evangelium. Teksten er prædiketekst til Kristi Himmelfartsdag efter anden tekstrække.

Ordene er altid gode at lytte til. Ikke mindst ved en ordinationsgudstjeneste som i dag. For de er med til at fastholde os på vores embedes opdrag. Vi skal, belejligt eller ubelejligt, som det hedder, prædike “omvendelse til syndernes forladelse”. Som prædikanter skal vi igen og igen prædike, at Gud er kommet os i møde i sin søn Jesus Kristus. Vi skal ikke gøre noget. Han har gjort det for os. Det har Kristus i sit liv, sin død og opstandelse. Gennem hans historie er han kommet os i møde og i det møde, skal vi ikke andet end møde ham med alt det der er vort med alt det der er hans.

På denne måde er vi altid en Kristi Himmelfartsmenighed. Som kristne er vi fri for at gå rundt og lede efter en ny Gud hver hver anden generation.

Vi er i den lykkelige situation, at vores tro ikke er på hvad eller hvem som helst. Vi tror på den levende Guds søn. Ham der efter sit liv her på jorden satte sig ved Guds højre hånd, for at leve og råde til han kommer igen. Og gudskelov lovede han, at vi aldrig vil være i tvivl om, hvor og hvornår han kommer.

Tænk en frihed at leve i og have, at alt er lagt til rette for os.

Kære Jane. Det er det du som præst skal prædike tidligt og sent. Det er det dine menigheder trænger til at høre. For vi lever i en tid, hvor vi stopfordres med mantraet at enhver er sin egen lykkes smed, at enhver skal realisere sig selv, at det handler om mig og mig og mig alene. Intet er mere forkert. For liv bliver kun til hvor det deles. Det er som med kærligheden, den bliver først hel, når den gives bort i uegennyttighed og selvopofrelse. Det er som det hedder i Frans af Assis bøn:

Herre, hjælp at jeg ikke så meget søger at
blive trøstet, som at trøste,
ikke at blive forstået, men at forstå,
ikke at blive elsket, men at elske.
For det er ved at give, at man modtager,
det er ved at tilgive, at man bliver tilgivet,
det er ved at dø, at man bliver oprejst til evigt liv.

I disse år er der stort pres på præsteembedet. En præst skulle helst kunne det hele. Det er der ingen der kan. Det er der ingen der skal. Men det man kan, og det vi hver især er bedst til, det er at være sig selv. Vær dig selv i samvirke med din menighed. Stol trygt på, at det mandat du har fået som prædikant, det er mennesker sendt ud i verden med siden Kristi Himmelafartsdag.

“Fyldt af glæde vendte de tilbage til Jerusalem”. Ja, fyldt af glæde.

Det var også glæde, en glæde for hele folket, der var fortegnet over englenes sang den første julenat. Den glæde skal du prædike. En glæde over at være kendt af Gud. En glæde over at høre til hos ham. En glæde over at være et Guds barn i liv og i død og opstandelse.

Og så til sidst:

Jeg holder meget af symfonimusik. Musikernes kompetencer. Dirigentens ditto. Dirigenten der kender sine musikere. Svinger taktstokken, så alle følger hans bevægelser, kropssprog og musisk indlevelse. Når man ser et symfoniorkesters prøver, bliver jeg altid bjergtaget af hans suveræne evne til at lytte sig ind til de enkelte musikeres tone og indlevelse. Hvert skævt tone bliver hørt, og prøven stopper, hvis der er mislyde.

Holder jeg af symfonisk musik holder jeg ikke mindre af traditionel jazz og folkemusik. I disse discipliner hersker der en vis form for anarki. Anarki forstået på den bedste måde, nemlig at her er der plads til improvisation på en anden måde end i symfoniorkestret, når bare man gennem improvisationerne altid finder tilbage til melodien.

Sådan er det at være præst. Det går ikke an kun at svinge dirigentstokken, det kan nu være nødvendigt en gang imellem, men det handler også om, at lade de enkelte stemmer improvisere og byde ind med personlige og ja, skæve, blå toner, som i den sidste ende får musikken og indsatsen til at gå op i en højere enhed.

Kære Jane. I dit virke som præst skal du ikke svinge dirigentstokken, jo, hvor der er behov, men langt hen ad vejen handler det om at lytte sig ind til de enkelte stemmer i menigheden og sammen med dem føje din stemme til, så det alt i alt bliver til en symfonisk værk, der gør det godt at være præst, men også menighed under dit virke.