2010
Nyheder

Julehjemmeside

Jul.folkekirken.dk er folkekirkens hjemmeside med baggrundsartikler og inspiration om advent og jul.

En række interview og artikler handler om Jesus og om anderledes juleoplevelser og traditioner. 
Jul.folkekirken.dk er en del af folkekirken.dk, som er folkekirkens officielle hjemmeside

“Jul i hjertet” og “jul for alle” er nogle af overskrifterne på ny hjemmeside fra folkekirken, som både vil inspirere og oplyse om julen.

– Julen er danskernes største højtid og folkekirken vil gerne bidrage til festen, siger redaktør for folkekirken.dk, Ellen Aagaard Petersen, som også står bag jul.folkekirken.dk.

– Det gør vi ude i kirkerne med julekoncerter og julegudstjenester. Men folkekirken skal også være på internettet op til jul, for det er her, vi søger inspiration og oplysning.

På jul,folkekirken.dk kan man høre julesalmer, og Thure Lindhardt læser juleevangeliet i en web-film. En række eksperter og kendte giver deres bud på, hvem julens hovedperson, Jesus, var.

Giv din næste en glædelig jul

Kirkens juleside har også vejvisere til åbne juleaftener og julehjælp til mennesker, som har ‘ondt i julen.’ Samtidig bliver mennesker med overskud opfordret til at give deres næste en glædelig jul og mennesker, som fejrer en anderledes jul, fortæller deres historier.

– Det ligger dybt i os, at alle skal have det godt i julen, mener Ellen Aagaard Petersen og uddyber:

– Julen er ikke den samme, hvis det kun er mig, der har det godt, mens naboen eller tanten har det forfærdeligt. Det ligger sådan set i lige forlængelse af juleevangeliet med englen, som forkynder, at det glædelige budskab skal være for hele folket.

Jul.folkekirken.dk bliver gennem hele december opdateret med juleartikler, julesjov for børnene og der vil fortsat være mulighed for at julequizze og vinde bonusjulegaver.