Katrine mistede sin datter: 

 Folk glemmer hurtigt

Af Sofie Klingberg

Katrine Larsen mistede sin ene tvilling, som døde i maven. Det er svært for omgivelserne at forholde sig til hendes sorg, forklarer hun.

En sensommerdag sidste år er 34-årige Katrine Larsen i gang med at sortere i sine børns overtøj i entreen. Skufferne bugner med termotøj, vanter og striktrøjer. Pludselig fæstner Katrines blik sig på to tynde bomuldshuer i samme mærke og størrelse. De er hvide og ikke noget særligt. Købt i Bilka, husker Katrine tilbage. Men som hun står der og rører forsigtigt ved stoffet, er de i den grad noget særligt. De er en smertefuld påmindelse om, at der skulle have været to. Katrine og hendes mand ventede tvillinger, men kun den ene, Ida, overlevede.

At være mor til et dødt barn, er en stor sorg for Katrine. Og hun oplever, at det hele vejen igennem har været svært for hendes omgivelser at tackle.

- Der er folk, der undrer sig over, at jeg bruger så meget tid på at være ked af det og mindes Mia, for som de siger, så kendte jeg hende jo ikke, og hun var død inden fødslen.

I de situationer føler Katrine sig meget misforstået og indigneret.

- For hun var der jo, og hun skulle have været her. Jeg kan jo bare kigge på Ida og tænke: Der skulle have været to. Jeg er taknemmelig over, at vi fik Ida, men det fjerner ikke sorgen over, at Mia døde.

Drømmen om en familie på seks 

I starten af marts 2019 står Katrine med en positiv graviditetstest i hånden. Maven vokser hurtigt denne gang. Men det er jo også tredje gang, tænker Katrine. Alligevel kan hun ikke slippe følelsen af, at noget er anderledes i denne graviditet, og hun bestiller sammen med sin mand en tid til en tidlig scanning. De følger med på en skærm, da scanningen begynder. Pludselig ser parret to mørke pletter på billedet, og Katrine tænker: Wow, hvad var det? Øjeblikket efter får de bekræftet deres indskydelse: Det er tvillinger i maven.

- Det er et kæmpe chok, at barn nummer tre lige pludselig bliver til tre og fire. Det tog et par uger at vænne sig til tanken.

Men så snart nyheden er fordøjet, begynder Katrine og hendes mand at drømme om livet, som de forestiller sig, at det ser ud, som forældre til fire børn. Hvilken tvillingebarnevogn skal vi købe? Hvilken bil er stor nok til en familie på seks? Forberedelserne er i fuld gang. På et tidspunkt køber Katrine de to hvide bomuldshuer i Bilka.

...det er som at miste hende på ny, da hun bliver født. For nu er hun ikke engang inden i mig mere. Nu er hun væk. Nu er hun på en måde taget fra os.

Katrine Larsen , mor

Et dødt og et levende barn 

I uge 27 rammer chokket. En scanning afslører, at Mias hjerte ikke længere slår. Katrine og hendes mand er i dyb sorg. Og så kommer de mange spørgsmål.

- Hvad sker der så? Går fødslen så i gang? Normalt vil kroppen udstøde den døde baby, men det gør min krop ikke. Hun får bare lov til at ligge derinde. Det er som om, at min krop glemmer, at hun er der. Men det gør jeg ikke. Hun ligger i min højre side, under mine ribben. Der ligger hun lige så stille.

Katrine føder sine tvillingepiger til terminen. Hun græder mange tårer, da hun får Ida i sine arme, i ren lettelse over, at hun - modsat sin søster - lever.

- Jeg er så overvældet af følelser på det tidspunkt. Vi har fået et levende barn, men vi har også mistet et lige nu, fordi det er som at miste hende på ny, da hun bliver født. For nu er hun ikke engang inden i mig mere. Nu er hun væk. Nu er hun på en måde taget fra os., forklarer Katrine.

Folk glemmer hurtigt 

At tale om sin døde datter med andre er svært, synes Katrine:

- Jeg føler, at jeg ødelægger den gode stemning, hvis jeg bringer min sorg på banen. Eller hvis jeg siger, at jeg faktisk har det rigtig skidt, fordi jeg er i dyb sorg.

Hun oplever, at hendes omgivelser lige fra starten har fokuseret mest på den levende tvilling, nemlig Ida. Og følelsen af at andre næsten har glemt, at Ida har en død tvillingesøster, bliver bekræftet, når Katrine henkastet bliver spurgt, om parret skal have et fjerde barn.

- Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal svare til det spørgsmål. Vi har allerede fire børn. Mia er mit barn, også selvom hun er død.

Katrine ved, at kommentarer som den, ikke kommer fra et dårligt sted. Hun tror simpelthen bare, at andre glemmer det, som hun aldrig selv kommer til at glemme.

- Det, at Mia døde allerede inde i maven, betyder, at hun for mange er meget fremmedgjort. Det er kun min mand og jeg, og så jordemoderen, der har mødt hende.

Og ligesom man ikke kan se på Ida, at hun er en tvilling, kan man heller ikke se på Katrine, at hun er i sorg.

- Jeg bliver ked af det, når det er som om, at vi bare skal glemme hende. Jeg ved, at jeg elsker hende så meget, at det på en måde er nok, men alligevel kunne jeg ønske, at flere ville spørge ind til min sorg, uden at jeg bad dem om det.

Når folk endelig spørger, bliver det tit den der med: 'Hvordan har du det nu? Har du så fået det bedre?'

Katrine Larsen, mor

Vil hellere spørges om noget konkret 

Selvom Katrine gerne vil tale mere om Mia er der også tidspunkter, hvor hun ikke orker at sætte ord på sin sorg, eller hvor livet som mor for Mias tre søskende kalder på hendes totale nærvær.

Alligevel vil hun langt hellere spørges en gang for meget, end en gang for lidt, og hun bliver altid glad for interessen. Men nogle spørgsmål er simpelthen for store, forklarer hun. 

- Når folk endelig spørger, bliver det tit den der med: 'Hvordan har du det nu? Har du så fået det bedre?'

Katrine drømmer i stedet om, at folk vil spørge hende om noget konkret: Om hun har været på kirkegården for nylig? Om hun har et foto af gravstedet? Om de må se det? For hun ved slet ikke, hvad hun skal svare, når folk spørger hende, om hun har fået det bedre.

- Er det blevet bedre? Anderledes? Det ved jeg ikke. Jeg har stadig mange dage, hvor det er svært at overskue det hele, og hvor jeg tænker meget på det. Andre dage går der bare hverdag i den.

'Kunne hun ikke lide dig, mor?'

Parret, der bor i Støvring lidt uden for Aalborg, har fire børn. Laura på seks år, Søren på tre år, Ida på et år, og så Mia.

Mias søskende spørger meget ind til Mia, hvilket glæder Katrine. Og modsat de voksne er de langt fra berøringsangste.

- En dag var jeg alene hjemme med Søren, og vi talte om, at mor havde to babyer inde i maven, men at Mia tog op til himlen. Så spørger Søren pludselig: 'Kunne hun ikke lide dig, mor? Siden hun tog op i himlen.'

Det var svært ikke at grine i den situation, forklarer Katrine, som dog skyndte sig at understrege, at Mia altså godt kunne lide sin mor.

En sofa-engel 

Den sensommerdag, hvor de to bomuldshuer blev en påmindelse om Mia, skrev Katrine et opslag på sin Instagram-profil om sine følelser. Hun postede også et foto af de to huer.

Hun har nemlig erfaret, at hvis hun på sociale medier skriver noget konkret om sin sorg, så kan det bane vejen for de gode samtaler, fordi hun på den måde forærer sine omgivelser en anledning til at spørge ind.

For Katrine bliver sorgen aldrig et afsluttet kapitel – det handler derimod om at leve bedst muligt med den. Også familiens hjem afslører, at parret ikke ønsker at feje datterens død ind under gulvtæppet. Mia har sin egen mindekasse, hvor der blandt andet er en bamse, som lå sammen med hende i den lille kiste. I sofaen bor der en engel, som Katrine har hæklet, og så er der fotovæggen. På den hænger der portrætter af smilende børneansigter, og ved siden af dem et grynet scanningsfoto, der tydeligt viser to små babyer. På et andet foto ses lille nyfødte Ida i smørhullet mellem sine to større søskende, som smiler bredt. På hjørnet af rammen hænger en hæklet stjerne. Den symboliserer Mia, forklarer Katrine:

- Vores fortælling herhjemme er, at Mia er en stjerne, som rider rundt på sin enhjørning. Det gør, at det slet ikke er farligt at tale om det herhjemme. Vi ved, hvor hun er, og hun kigger ned på os. Hun vil altid være en del af vores familie.

Katrine har deltaget i sorggruppen 'Sorg og Liv', der er et gratis tilbud under Aalborgprovstiers Menighedspleje. Hør her initiativtager, Sigrid Ringström, fortælle om gruppen: