Stiftsbibliotek
Stiftsbibliotekets historie

Historien om Aalborg Stiftsbibliotek

Artikel oprindeligt trykt i Aalborg Stiftsbog 1994


Af tidl. stiftsbibliotekar Lilian Freltoft

"Der var engang" ... Sådan begynder alle eventyr. Karakteristisk for eventyret er: Det foregår ikke i den virkelige verden. Starten ser lovende ud, så kommer vanskelighederne. Der sker dårlige og livstruende ting, men det ender lykkeligt.

Historien om Aalborg Stiftsbibliotek ligner til forveksling et rigtigt eventyr, bortset fra den væsentlige forskel, at det hele er foregået i virkeligheden.

Altså: Der var engang en biskop i Aalborg, der hed Frants Thestrup. Han kom i 1709 til Aalborg fra København, hvor han havde ydet en kæmpeindsats for almuebørns og unge menneskers undervisning og oplysning om kristendom. Det var altså et område, der interesserede den nye biskop meget, og han ville gerne føre sit arbejde videre her, hvor han nu var kommet hen. Til det formål var bøger en nødvendighed, men de var dyre og absolut ikke hvermands eje, så en nærliggende tanke var at oprette et bibliotek, hvorfra man kunne låne bøger ud.

Bag ved alteret i Budolfi Kirke stod der en bogsamling. Biskop Thestrup var nemlig ikke den første biskop, der interesserede sig for bøgers udbredelse. I 1575 var Biskop Jørgen Borringholm begyndt at "anrette et Liberi i St. Bodils Kirke". Starten var nogle bøger fra et dødsbo plus bøger fra Aalborg Helligåndskloster, som Kongen beordrede afleveret til Budolfi Kirke. Man kunne læse i dem på stedet, altså ikke låne dem. Det var nok ikke blevet nogen stor succes. I de sidste mange år havde ingen taget sig af de ca. 100 bøger, som stod i det fugtige kammer bag alteret "som føde for møl og mus".

Men nu tog biskop Thestrup sig af sagen. I 1718 har han fået bøgerne set efter, repareret og opstillet i Aalborg Helligåndskloster (Hospitalet), hvor også Latinskolen havde til huse. Biblioteket fik navnet "Bibliotheca publica Aalburgensis in usum studiosæ juventutis" (Aalborgs offentlige bibliotek til brug for ungdommens studier). Samlingen forøgedes efterhånden ved gaver, dels fra Thestrup selv (81 bd.), dels fra præster og andre, der ejede bogsamlinger. Du biskop Thestrup døde i 1735, var der 363 bd.

Der går så Ca. 80 år, hvor historien gentager sig. Biblioteket bliver glemt. Ingen tager sig af det. Det forfalder, mus og roter bygger rede på reolerne, gnaver lystigt i bøgerne. En dreng hos klosterforstanderen stjæler spænder og bind, skærer billeder og kobberstik ud. Jeg går ud fra, det var for at sælge dem og ikke for sjov. Han blev som straf idømt en dragt prygl, eksekveret af vægteren i kælderen under rådstuen, men det blev de ødelagte bøger jo ikke hele af.

I 1811 fik Katedralskolen (Latinskolen) ny rektor, hvis navn var Emmanuel Tauber, og i 1816 kom der en ny stiftamtmand til Aalborg, som hed Frederik Moltke. Til trods for en aldersforskel mellem de to mænd på 22 år sluttede de et varmt venskab, som ikke mindst grundede sig på deres fælles interesse for oplysninger, kundskaber og videnskab plus ideen om, at alle skulle have mulighed for at dygtiggøre sig og få kendskab til, hvad der rørte sig i samfundet både i og udenfor Danmark. Desuden var de af natur utrolige ildsjæle begge to og meget "gavnelystne".

Igen er det bibliotekstanken, der melder sig. Visionen om et stort offentligt bibliotek for Aalborg Stift og Amt står klart for dem begge to, så det er bare med at komme i gang. En bestyrelse bliver nedsat. Den består af stiftamtmand Moltke, rektor Tauber, biskop Rasmus Jansen og borgmester David Hornsyld. Fundamentet eksisterer i forvejen. Det er de gamle "rottebøger". De bliver fundet frem, gennemgået nøje med henblik på restaurering og indbinding. Der viser sig at være 199, som kan danne grundstammen i det nye bibliotek.

Der er dog et altoverskyggende problem, nemlig økonomien. Hvor skal pengene komme fra?

Man forfatter en "indbydelse", hvori man opfordrer kraftigt til at medvirke ved oprettelsen af et offentligt bibliotek i Aalborg. Det kan ske ved boggaver eller ved kontante bidrag, eengangsbeløb eller allerbedst ved at tegne sig for en årlig sum. Moltke havde fra sit tidligere liv kontakt med en mængde mennesker. Mange af dem var tidens mest betydende personligheder med både bogsamlinger og penge. Så i begyndelsen af januar 181$ sendes sværme af disse indbydelser ud over det ganske land, ofte ledsaget af et indtrængende personligt brev fra et af bestyrelsesmedlemmerne.

Vi ved ganske meget om, hvordan det gik med opbygningen af biblioteket. da der eksisterer en brevveksling mellem Moltke og Tauber, som er udgivet i bogform af Kjeld Galster. Det er helt uimodståeligt at læse deres små billetter til hinanden, ofte flere om dagen. Biblioteket er virkelig deres livs hjertesag. Vi følger den temperamentsfulde og lune Moltke, når han skiftevis fortvivler og sommetider raser, hvis folk, han satte sin lid til, alligevel ikke gav noget, eller i hvert fald alt for lidt, og når han lykkelig over al måde jubler over en stor fangst, det være sig bøger eller penge. Når han er i København, arbejder han utrætteligt med at løbe slægtninge, venner og bekendte på dørene. Jeg er sikker på, at man i mange hjem har sukket dybt og inderligt, når Moltke meldte sin ankomst i disse år. Det var svært at slippe for at bidrage til Aalborg Stifts og Amts Bibliotek, selv om nordjydernes kulturelle oplysning egentlig ikke lå en meget på sinde.

Moltke er ikke særlig imponeret over Biskop Jansens indsats. Han skriver et sted, at man må håbe, at biskoppen vågner af sin lethargiske søvn. (Jeg har slået ordet op. Det betyder: dybt bevidstløs, følelsesløs, dorsk). Det var altså ikke nogen kompliment til biskoppens indsats for at skaffe velyndere til biblioteket. Borgmester Hornsyld hører man faktisk aldrig om i brevvekslingen, så hans indsats har åbenbart slet ikke været værd at skrive om.

Rektor Tauber derimod er mere rolig og afbalanceret, knap så temperamentsfuld og slagfærdig som Moltke, i hvert fald i brevene. Men meget glad og begejstret er han, når det går godt, og gode bøger og sjældne værker ankommer til biblioteket. 1Ian har frygtelig svært ved ikke at bruge for meget tid på at læse i dem, hvis det nu lige netop er noget, der interesserer ham voldsomt. Han er nemlig en meget ophængt mand. Det er et yderst krævende job at være rektor for Katedralskolen med alle dens eksaminer, lærere og ikke mindst elever, som rektor Tauber havde et indgående personligt kendskab til. Han fik i sin embedsperiode genskabt tilliden til og respekten for Aalborg Katedralskole som uddannelsesinstitution. Det er således en indsats af format, at han havde overskud til at være den, der modtog, ordnede, katalogiserede og opstillede den store mængde af bøger, som det lykkedes de to mænd at erhverve til det nye Stifts og Amts Bibliotek.

Det blev nemlig et stort, flot og imponerende bibliotek. Opråbene og ihærdigheden virkede til trods for de meget dårlige økonomiske tider, der herskede i landet på det tidspunkt. Mange bøger fik man foræret, enkeltvis, samlinger, store danske og udenlandske værker og en hel del rede penge. Men det, de to allerhelst ville have, var tilsagn om årlige beløb, så de havde noget fast at købe ind for. De kunne så også selv bestemme, hvilke bøger og værker, der skulle anskaffes og ikke være afhængige af, hvad andre mente at kunne undvære. Tilskud fra stat og kommune var der jo dengang endnu ikke tale om. Men der var ikke så forfærdelig mange, der frivilligt gik ind på at yde et fast årligt beløb. For at råde bod på det, ansøgte bestyrelsen i januar 1819 cancelliet om, at præster og civile embedsmænd i stift og amt måtte pålægges en årlig afgift til Stiftsbiblioteket i Aalborg.

Ventetiden på svaret blev lang og streng. I begyndelsen af august skriver Moltke til Tauber: "Nu da posten intet bringer os om vort rescript, må vi give os Gud i vold men dog ikke hænge os".

Den 4. august 1819 skete det. Kongen skrev du under på, at enhver tiltrædende gejstlig i Aalborg stift og amt skulle erlægge et årligt bidrag til Stiftsbiblioteket. Hvad angik størrelsen skulle direktionen indsende forslag, også for de civile embedsmænds eventuelle bidrag. Men disse blev aldrig lovmæssigt involveret. Det kom kun til at gælde for præsterne, som, til den nye lønningslov var indført omkr. 1920, hvert år betalte et vist beløb i forhold til deres embeds størrelse til Stiftsbiblioteket. Det var i 1890 kr.398 i alt for hele stiftet og i 1969 kr. 497,50. Fra 1920 til 1970 blev i følge mine undersøgelser beløbet indbetalt fra lønningsfonden (fællesfonden) igennem provsterne til Stiftsbiblioteket. 1971-79 overførtes i stedet 500 kr. direkte fra fællesfonden til Stiftsbiblioteket, hvis selvstændige regnskab førtes af Bispekontoret. Efter 1980 har Stiftsbiblioteket været en del af stiftsfonden med bevillingsmyndighed hos Landemodet. Man kan altså med god grund hævde, at bøgerne, der igennem de mange år blev indkøbt til biblioteket, vitterligt er blevet betalt af stiftets præster.

Allerede den 2. november 1818 var man så langt, at man kunne åbne biblioteket for udlån. Stor fryd hos vore to kampfæller. Der var åbent 2 gange 2 timer om ugen, hvor der blev lånt Ca. 100 bøger ud hver gang. Det var med andre ord en succes.

Årene gik. Moltke og Tauber fortsatte så længe, de kunne, blev gamle, forsvandt. Da Tauber trak sig tilbage i 1845 var bogbestanden på 20.000 bd. Andre tog over. Biblioteket gik op og ned. Omkring 1880'erne skulle Klostret restaureres og kunne ikke huse biblioteket mere, så man besluttede, at det skulle forenes med Katedralskolens bibliotek i den nye Katedralskolebygning i Saxogade, nu Prins Jørgens gade.

I sommerferien 1889 flyttedes Stiftsbiblioteket fra Helligåndsklostret, som havde huset det i 171 år, til den nye Katedralskoles lokaler, og dermed var Stiftsbibliotekets selvstændige æra foreløbig slut.

Der blev af den nye bibliotekar F.L.J Fabritius udarbejdet et stort, fornemt katalog over den fælles bogsamling, hvoraf det fremgår, hvilket bibliotek hver enkelt bog tilhørte. Ved en optælling i 1891 var der godt 32.000 bd. i det samlede bibliotek. Ifølge fundatsen for biblioteket skulle alle have adgang, men præster og lærere med fortrinsret til at låne.

Denne sammenlægning blev i virkeligheden Stiftsbibliotekets undergang. Noget større udlån til almindelige mennesker blev der aldrig. Der var for lidt åbningstid. Mange kviede sig ved at gå ind i den fine Katedralskole og finde op på loftet, hvor det store bibliotek var, og ikke mindst, i januar 1896 startede det første lille folkebibliotek med 2500 bd. i øvrigt i Klostret. Historien gentager sig. En dårlig bibliotekar (ikke Fabritius), manglende interesse, faldende udlån, bibliotekets forfald. Tilsyneladende køber stiftet (biskoppen) og skolen ret hurtigt ind hver for sig. Stiftets indkøb står en rum tid i Bispegården før de flyttes til skolen, men så sent som i 1930'erne bliver indkøbte bøger stadig indlemmet i fællesbiblioteket på skolen. Allerede i 1921, da folkebiblioteket får status af centralbibliotek, overføres en del bøger hertil. Hvor meget præsterne i disse år har benyttet Stiftsbiblioteket, ved jeg ikke. De kunne ved henvendelse til bispekontoret få bøger tilsendt portofrit, men skulle selv betale returportoen. I det hele taget ved vi desværre meget lidt om tankerne og beslutningsprocesserne bag ved de ting, der foregik med det fælles bibliotek op igennem 30'erne og 40'erne. Biblioteket svandt voldsomt ind. Værdifulde ting overførtes til bl.a. Det kongelige Bibliotek, solgtes til antikvariater og en del flyttedes til Det nordjyske Landsbibliotek. Om disse dispositioner skyldtes penge, pladsmangel eller manglende interesse for gamle bøger, vides ikke. Tilsyneladende har ingen fra kirkeligt hold protesteret, så heller ikke der har man anlagt en historisk synsvinkel. Den biblioteksmæssige forbindelse mellem Bispestolen og Katedralskolen opløstes efterhånden fuldstændigt, men præcist hvornår man ophørte med at overføre indkøbte bøger til skolen, ved jeg ikke. Måske var det i 1940, for fra da af og i årene fremover udsendtes årligt en fortegnelse til alle præster fra bispekontoret over bøger købt til Stiftsbiblioteket, men som må formodes opstillet i Bispegården, hvor henvendelse ang. lån skulle ske. Der er i alle årene indkøbt bøger i vekslende mængde fra biskop til biskop, så der i 1989 stod ca. 2500 bd. i Bispegården i Adelgade.

Da planerne om at opføre en ny bispegård i Aalborg begyndte at tage form i slutningen af l980'erne, opstod tanken om at retablere Stiftsbiblioteket i disse nye bygninger. Men, hvis det skulle have nogen mening, måtte vi have så mange som muligt af stiftets gamle bøger tilbage. På biskop Henrik Christiansens foranledning gjorde domprovst Johannes Freltoft henvendelse til Det nordjyske Landsbibliotek v. stadsbibliotekar Kirsten Boel ang. muligheden for at overtage de bøger fra det gamle stiftsbibliotek, som var i bibliotekets varetægt. Man var fra Det nordjyske Landsbiblioteks side meget imødekommende og tilsluttede sig med det samme tanken om at føre bøgerne tilbage i stiftets og gejstlighedens regi.

Dels for at vise veneration over for den gamle samling, dels for at gøre den lettere tilgængelig.

De 5-6000 bd. stod nemlig opstillet i kælderen i Vejgaard bibliotek, bortset fra bøger med lokalt indhold og bøger skønnet egnede til centralbiblioteksbrug, som i årenes løb var blevet virkelig integreret i centralbiblioteket. Bøgerne i Vejgaard, som hverken indholds- eller aldersmæssigt hører ind under folkebiblioteks-interesseområde, kunne naturligvis benyttes af bibliotekets lånere, men ville dog blive lettere tilgængelige ved at indgå i det historiske/teologiske fagbibliotek, som det retablerede Stiftsbibliotek i Bispegården bliver.

Det kunne altså rent teknisk lade sig gøre at gennemgå bøgerne og vælge ud, hvad vi måtte ønske. En del havde jo hørt til skolebiblioteket, og havde nok ikke umiddelbart interesse.

Denne spændende opgave blev jeg opfordret til at gå i gang med efter at have flyttet bøgerne fra den gl. bispegård i Adelgade og stillet dem op i de nye smukke lokaler på Thulebakken.

Det var som at opleve et eventyr at komme ned i kælderen på Vejgaard Bibliotek, for der stod de så, bøgerne anonyme, gamle, støvede, tillukkede.

En efter en tager jeg dem ned fra hylderne, og en verden åbner sig.

Her er f.eks. en lang række primitive indbundne hefter. Det viser sig at være 200-årige aviser. "De til Forsendelse med Posten alene priviligerede Kiøbenhavnske Tidender" hedder de. Af disse Tidender udgives ugentlig 2de Stykker ved Brødrene Berling. D.v.s. her kan vi se præcis, hvad den almindelige dansker, hvis han kunne læse, fik at vide om de begivenheder, der fandt sted ude omkring i verden, og hvor længe det varede, før nyhederne nåede hertil.

Jeg dykker ned i dem, der står 1789, 1792-93 på ryggen af. Det var de år, den franske revolution fandt sted, og den hørte jeg en hel del om i historietimerne, så det er spændende. Hvad fik man at vide, mens det foregik? Hvor lang tid gik der? Kendte man til det frygtelige blodbad, som det udartede til?

Man blev i virkeligheden godt orienteret om, hvad der foregik, så vidt jeg kan se. Der gik ca. 3 uger fra en begivenhed fandt sted i udlandet, til man kunne læse om den i avisen.

"Ao. 1793. No. 10 Mandagen, den 4de Februarii.

Paris, den 21 Januarii. Den skrækkelige og bedrøvelige Scene, som må opfylde hele Europa med Mishag, Afskye og Forfærdelse, er desværre nu virkelig fuldført. Ludvig, som Forsynet havde sat på en af de første Throner, er i Dag Morges Kl. 10 død Martyrdøden på Skafottet og bleven et Offer for det grumme Partie, som hverken ved Menneskelighedens Stemme, eller ved nogen Grundsætning af Moral og Politik, ikke en Gang ved Kongen af Spaniens store Tilbud, at sende sin egen Søn med 4 ubevæbnede Batalloner som Gidsler til Frankrig, kunne bringes fra deres blodtørstige Plan".

Ludvig den XVI havde altså været død i 14 dage da man kunne læse om det i Danmark. Men uventet for læserne var det ikke. De var blevet holdt løbende underrettet under hele revolutionen og processen mod kongen. I næsten hvert nummer er der reportage fra Paris. Ikke i almindelighed detaljerede, følelsesladede beskrivelser. Mange af dem har et lidt officielt præg. Jeg ved ikke, hvem der skrev dem. Kun en gang imellem skinner rædslen over de frygtelige ting, der sker, tydeligt igennem. F.eks. da der er en reportage fra London af et øjenvidne (en flygtning fra Paris), som har set 10-12 årige børn hugge hovedet af jævnaldrende, der så ud til at være rigere end de selv, mens deres mødre så henrykte til og sagde, at de sandelig ville blive godt patrioter for Frankrig.

Tilsyneladende dengang som nu: had, krig og gru, når man læser avis.

Plus en enkelt solstrålehistorie om et 2 1/2 årigt barn på Sjælland, der har været væk i 3 dage, og som bliver fundet i en mose med kun hovedet ovenfor, næsten ædt op af fluer, men som dog er kommet lykkeligt og "tilsyneladende uden mén over det"!

På mange af avisforsiderne står der et håndskrevet navn, Inspecteur Klestrup. Det viser sig at være Søren Klestrup (1737-1801), som var godsinspektør på Giesegaard sydøst for Ringsted, og hvis sognepræst var rektor Taubers bror. Formodentlig derfor blev halvdelen af Søren Klestrups bogsamling testamenteret til Aalborg Stiftsbibliotek.

Her står en anden bog, lille, tynd, uanselig. Indbindingen typisk fra forrige århundrede, meget billig, hvidt papir med mørklilla pletter og sort lærredsryg. Men hov! Bogen er jo meget ældre. 1564 står der i den. Det må være en af de gamle "rottebøger" fra før biskop Thestrups bid, som er blevet indbundet og reddet af ildsjælene Tauber og Moltke. Cosmographia hedder den, og der er en stor tegning af en globus på titelbladet. Indeni er der masser af tegninger. Både af verden som man mente, den så ud på det tidspunkt; Peru er lige blevet opdaget, så Sydamerika ligner meget sig selv, mens Nordamerika ser helt forkert ud. Men også af matematiske og astronomiske skemaer og figurer. Der er nogle utrolig fine bevægelige skabeloner med sol, måne og himmellegemer. Hvad man kan finde ud af ved at bevæge dem, ved jeg ikke, da hele bogen er skrevet på latin, så det er et større arbejde at sætte sig ind i og nok ret umuligt uden kendskab til astronomi.

Men spændende ser den ud, den 430-årige, medtaget, slidt og forkommen, men særdeles omhyggeligt og fingerfærdigt lavet fra begyndelsen af og trods alt repareret med nænsomhed og bevaret. Måske kan den oprindelig have tilhørt Christen Hansen Riber, der var biskop i Aalborg 1610-42. Han interesserede sig nemlig utrolig meget for astronomi og matematik. Som ung var han 4 år hos Tyge Brahe på Hveen, og kan sagtens have anskaffet sig den berømte bog Cosmographia af Petrus Apianus og taget den med til Aalborg, hvor han fortsatte sine astronomiske studier. Det er desværre gætterier, da det ikke er lykkedes mig at tyde de få håndskrevne ord og navne, der står i bogen.

Det er dog ikke alvor og videnskab alt sammen. Her er en lille bitte bog, indbundet på samme måde i samme slags papir. Den er fra 1782 og hedder: Lars von Larsen eller Den jydske Ulysses. Et komiskt heltedigt af Sigvard Lyche.

Det er et digt efter antikt forbillede, som handler om en lille dreng fra Elling ved Frederikshavn, der går i krig mod fluerne, som vil spise hans slikkepind, og derefter mod solen, som har smeltet resten. Han strander med sine krigere på Læsø og går så gruelig meget igennem, før han kommer til fastlandet igen, præcis som Holbergs Peder Paars. Om der ligger en aktuel begivenhed bag satiren, har jeg ikke kunnet finde ud af. Det er absolut ikke stor litteratur, til trods for forfatterens store forhåbninger i forordet, men fornøjelig er den og udstyret med fine illustrerende tegninger.

Dette er kun et par enkelte eksempler på de mange oplevelser det gav at gennemgå de 5-6000 bd.

Med hensyn til hvilke kriterier, der skulle lægges til grund for udvælgelsen, besluttedes det i samarbejde med Det nordjyske Landsbibliotek at anlægge et meget bredt fagligt syn, således at al teologisk, filosofisk og historisk litteratur skulle med. Desuden i meget vid udstrækning de bøger, der havde tilhørt det gamle Stiftsbibliotek, hvilket fremgår af stemplerne, selv om de måske ikke i dag strengt fagligt ville høre hjemme i et teologisk bibliotek, f.eks. nogle enkelte bøger om geografi, naturvidenskab og en del dansk/nordisk litteratur og litteraturhistorie. Det blev til ca. halvdelen af samlingen, som nu er flyttet ud og integreret i det bibliotek, der var flyttet ud fra den gamle bispegård. Under hele det praktiske forløb har Landsbiblioteket udvist den største hjælpsomhed både ved bibliotekar Mona Nielsen og ved personalet på Vejgaard Bibliotek.

Aalborg Stiftsbibliotek eksisterer altså i dag, og bøgerne står i de smukke repræsentationslokaler: "Landemodesalen" og "Stiftsbiblioteket" i Bispegården på Thulebakken. Biblioteket fremstår dels som et spændende museumsbibliotek med mange gamle, interessante bøger, som studerende og særligt interesserede kan læse og forske i, dels som et moderne teologisk fagbibliotek, der fortrinsvis tager sigte på, at præsterne og andre kirkelige medarbejdere i stiftet kan orientere sig i den nye teologiske, religionspædagogiske og filosofiske litteratur, der udkommer i Danmark. Det vil naturligvis være til gavn og udbytte for deres respektive menigheder og derfor ønskeligt, at udbuddet af bøger bliver så godt og alsidigt som muligt.

Biskop Søren Lodberg Hvas har derfor anmodet Landemodet om at fastsætte et årligt rammebeløb til indkøb af bøger.

Dette er foreløbig den lykkelige slutning på eventyret om Aalborg Stiftsbibliotek, og er det et rigtigt eventyr, varer den lykkelige tilstand forhåbentlig ved til "dagenes ende".

Litteraturliste:

  • Boethe, W. og D.H. Wulff: Katalog over Aalborg Stifts og Amts offentlige bogsamling. 1865.
  • Fabritius, L.F.J.: Katalog over Aalborg Stifts og Amts og Kathedralskolens forenede Bibliotheker. 1892.
  • Foverskov, Herdis: De danske Stiftsbiblioteker. 1990.
  • GnIster, Kjeld: Stiftamtmand Frederik Moltke og rektor Emmanuel Tauber i Aalborg. 1958.
  • Nielsen, Lauritz: Danske Stifts og Skolebiblioteker. 1925.
  • Stenholm, J.P.: Bidrag til Aalborg Bispedømmes Historie. 1904.
  • Tang Kristensen, Johs.: De gamle biblioteker I og II. Aalborg Stiftstidende, 5. og 6. januar, 1982.
  • Regnskabsprotokol for Stiftsbiblioteket. 18901979.
  • Aalborg Stifts Landemodes Forhandlinger. 18531935.
  • Aalborgs Historie. Bd. 15. Aalborg Kommune. 19871992.