5. søndag efter trinitatis

2017-07-16
Det er næsten som et maleri. Ja, som flere. Stranden, en skyfri blå himmel, fuglene og bådede, som ligger trukket op på land. Ja, der er jo lavet flere malerier. Men jeg tænker ikke på noget bestemt. Måske bare det at lukke øjnene, og se sceneriet for sig. En smule koncentration, og der er næsten som selv at være der, lyden af bølgerne, stemmerne og de legende børn.

Sært, men den detalje, jeg hele tiden ser, står der slet ikke noget om hos Lukas. For Jesus rækker sin hånd frem mod Peter, og rejser ham op. Netop denne gestus udtrykker alt om dette møde mellem den grove og brovtne Peter og Jesus. Peter var træt og ikke oplagt til at tage ud igen. Men dette møde, Jesus må have gjort det – altså rakt sin hånd frem.

Og det er jo ikke bare en gestus. Det er mere end en gestus – meget mere end en høflighed. For det er jo Gud selv, der står foran Peter. Sådan har Peter – og hans venner/brødre – også forstået det, ellers ville han ikke være faldet på knæ for Jesus.

Netop dette, at Jesus rejser Peter med ordene ”frygt ikke, Peter”, siger noget om, hvem Jesus er. Ja, han er Gud, for han behersker naturen. Og det forstår Peter med det samme. Derfor falder han på knæ, lammet af frygt, men også med et realistisk syn på, hvem han selv er. Og hvilken afstand det skaber mellem ham og den hellige selv. Men der er det så, at denne gestus – at rejse Peter – også siger noget andet om, hvem Jesus er. Han er den, som ser medmennesket i øjnene, selv menneske. Gud har et ansigt. Når Jesus rejser Peter, står de i øjenhøjde. De kan se hinanden i øjnene.

Det er heri, at det møde dengang, som Lukas maler det for os, også har en betydning for os i dag. For det siger noget om, at Jesus er den, som møder mennesker, hvor de er, og at han er den, som taler med mennesker, som de er.

Jo, Peter vidste udmærket, hvem Jesus var. Derfor faldt han på knæ. Og det gør man kun, når der virkeligt er noget at bede om. Det er en ydmygelse og en underkastelse. For Peter vidste også godt, hvem han selv var – en syndig mand – der var brug for rigtigt mange bønner at bede. Så meget stærkere er det, at Jesus rejser Peter og siger: jeg vil se dig, Peter, i øjenhøjde. Jeg vil se dig i øjnene.

Det er en gammel meditationspraksis i kirken at se de bibelske beretninger som scener eller billeder, som den mediterende så at sige træder ind i. Og det er oplagt at se sig selv som Peter. Vi kan ikke lave en sådan meditation nu, men det kræver heller ikke megen forestillingsevne til at kunne sige, at det vil være ganske overvældende. Kan du forestille dig et møde med Jesus, og gå upåvirket derfra? Det tror jeg ikke. Der er noget med de øjne, så milde og fulde af kærlighed. Nej, det var et møde, der ændrede Peters liv for altid.

For nu at bruge et gammel kirkeord, så genopretter Jesus Peter. Ved at rejse Peter op, slår Jesus en streg over den synd, som gør, at de ikke kan tale ansigt til ansigt. Vore synder er ikke ligegyldige – sådan må det ikke forstås – for de betyder, at forholdet til Gud er ude af balance. Det er en bevidst handling, når Jesus rejser Peter og vil se ham i øjenhøjde.

Man kan være kæk og sige: Jesus du kan bare komme an – jeg skal ikke på knæ, jeg skal ikke ydmyge mig: synder – hvad er det for nogen? Ak, ja, står et menneske først overfor Jesus, så hører kækheden – for nu at sige det på den måde – nok op.

Kender I den svenske sangerinde Lisa Ekdahl? Hun har en sang, og, ja, den har nogle år på bagen. Men jeg tænker, om det er hendes kæreste, hun synger om, eller om det er Jesus? Det er ikke helt til at finde ud af i sangen. Men denne inderlige styrke? Det betyder heller ikke noget, for måske synger hun om dem begge.

Og hans ansigt er som solen
Hans øjne den dybeste brønd
Og hans mund
Taler så smukt

Han kom
Han så,
Han så mig,
han så ind i min sjæl
han så, hvad jeg ville og det alt for vel,
for hans ansigt var som solen
…..han gør mig tavs!!!!!!

Du bliver stum. Du falder ned for ham, ja, du græder måske. Men han tager din frygt, han rejser dig, og siger: Kom, gå med mig, der er noget, vi skal!

For Jesus ønskede fællesskab med Peter. Og vi kender godt nok historien om Peter. Det var ikke hvilket som helst fællesskab. Også selvom Peter kvajede sig. Men netop derfor giver det også mening, at Jesus har brug for os. Vi er hans hænder og fødder nu, almindelig mennesker – på trods af vore svagheder, brok og haven ondt af os selv.

Så denne søndag rummer tanken om, hvad det vil sige at være kirke. At gå med ham, som Peter og skaren af tilhængere gjorde, og efter hans død bragte de deres historie med ham, til mennesker. Deres historier rummede et møde, som havde gjort noget ved dem. Mødet med ham, gør noget ved mennesker…
Thomas Bro Wormslev Jakobsen
Overensk.ansat Sognepræst, Vive-Hadsund Sogn
392 / 504 / 436 // 147 v 1-6 / 147,7-9
Peters fiskefangst
Luk. 5,1-11
Es. 6,1-8 1. Pet. 3,8-9[15a]
Prædikener fra 5. søndag efter trinitatis Prædikener af Thomas Bro Wormslev Jakobsen