9. søndag efter trinitatis

2017-08-13
Denne lignelse eller historie om den uærlige godsforvalter er præget af humor, lune og alvor. Jesus fortæller en lignelse, som må have fået de første tilhørere til at studse, spidse øren, forarges og udfordres, for hvad vil han dog med den? Måske var det indlysende for dem, idet historien blev fortalt ind i den kultur og tradition, der var deres. Og når vi nu hører den, så spekulerer vi på, hvad Jesus dog vil sige os, for han kan da vel ikke mene, at vi skal efterligne en uærlig godsforvalter, der ikke passer sit job på en ærlig og hæderlig måde?

Vi har flere lignelser, hvor Jesus bruger en skurk som forbillede. I en af dem fortæller Jesus, at et ondt menneske for eksempel ikke kan finde på at give sit barn en skorpion, når det beder om et æg. Eller en slange, når det beder om en fisk. Selvfølgelig får barnet gode gaver - og, siger Jesus, når et ondt menneske kan give gode gaver til sine børn, hvor mange endnu bedre gaver vil Gud så ikke give til sine børn (jf. Lk.11,11ff).

Eller vi kan nævne en anden lignelse, der handler om en ugudelig dommer. Han bliver til sidst træt af, at en fattig enke hele tiden render ham på dørene for at få hans hjælp i en retssag. Det er kun, fordi hun ikke lader ham i fred, at han hjælper hende. Jesus bruger dette eksempel til at sige, at Gud er den, der bønhører dem, der i udholdenhed beder til ham og anråber om hjælp (jf. Lk. 18,1ff).

På baggrund af den slags lignelser - med en skurk som hovedperson - slutter Jesus fra det mindre til det større. Når selv et uretfærdigt menneske kan handle på en god og positiv måde, hvor meget mere så ikke Gud og hans børn!
Mon ikke de fleste af os har gjort den erfaring, at vi godt kan lære noget af mennesker, vi er uenige med, eller hvis synspunkter, vi er modstandere af?

Jeg kommer bl.a. til at tænke på muslimerne i det område, hvor jeg boede engang. Nogle af dem lagde ikke skjul på, at de var muslimer. For dem var det ikke blot en privat sag, men for så vidt også en offentlig. Kvinder signalerede, at de var muslimer, via deres klædedragt, og mænd gik måske med fuldskæg og trillede bedekransens perler mellem fingrene. Dem kan vi godt lære noget af uden at efterligne dem. Vi kan bl.a. lære, at vi ikke skal være flove over vor kristne tro. Muslimerne er ikke flove over deres tro, som dog ikke fører til Himmeriget. Hvor meget mere skulle vi så ikke være glade og stolte over vores Herre og Frelser, der har åbnet vejen for os til Guds Rige!

I dagens evangelietekst fortæller Jesus så lignelsen eller historien om en rig godsejer, der havde ansat en forvalter til at bestyre sit gods. Godsejeren lejede sin jord ud, og betalingen skulle ske i form af olivenolie eller hvede. Hans forvalter havde misbrugt sit ansvar og stod derfor til afskedigelse. Først skulle han dog lige aflevere regnskabsbøgerne.

Forvalteren overvejede forskellige muligheder og fik en lys ide. Godsejerens skyldnere fik besked om at nedskrive deres gæld, og disse kunne jo ikke tro andet, end at forvalteren handlede på sin herres vegne. På denne måde skaffede han sig nogle venner, der sikkert kunne hjælpe ham, hvis han efter afskedigelsen fik økonomiske problemer. På den måde handlede han klogt og beregnende; han var snarrådig og sikrede sig sin egen fremtid.

Pointen bliver nu, at når et verdsligt og uærligt menneske i en presset situation kan handle klogt og snarrådigt med økonomiske midler (ved altså at han skaffer sig venner), hvor meget mere bør så ikke lysets børn, dvs. Jesu disciple, forvalte økonomiske midler gavmildt til bedste for andre - ja, selve livet bør forvaltes med klogskab! Som epistelteksten taler om det, så lever lysets børn i troen på lysets Gud, i fællesskab med lysets Gud og gør derfor ikke mørkets gerninger.

At handle klogt midt i livet - og med livet - det er det, lysets børn er kaldet til. Lysets børn, det er dem - os - på hvem Guds klare lys skinner - og hvem lyset gennemskinner. Når Guds klare lys skinner igennem os, så bliver vi afsløret; så ses alt mørkt og smudsigt og syndigt; så ses også pengebegærlighed, pengekærlighed, gerrighed og hvad der ellers klæber af urenhed til det forgængelige jordiske gods.

Med episteltekstens ord må vi som lysets børn bekende den synd, som ordet, lyset, Ånden har afsløret: “Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os fra al uretfærdighed.” Det er et løfte, som lysets børn må holde sig til - og det er netop det menneske, som erkender og bekender sin synd, der har fællesskab med den Gud, der er lys, og som intet mørke tåler.

Som lysets børn, Guds børn er vi kaldet til at handle klogt - at handle med visdom, omtanke, og til at bruge den forstand og de evner og formåen, som Gud har udstyret os med. Gud har jo skabt os med både hjerte og hjerne for at vi skal tjene ham og næsten dermed. Har vi hjerte for både Gud og næsten, vil næstens ve og vel ligge os på sinde: hvordan kan vi være en ret næste, et medmenneske over for det menneske, der er os nærmest? Eller som står os nærmest? Et svar er vel at se på vor egen formåen i forhold til næstens behov og bede Gud om visdom til at handle klogt og efter hans vilje.

Nok handlede godsforvalteren i lignelsen klogt, men han var samtidig beregnende. Han handlede beregnende til egen fordel - og derfor var hans beregning i bund og grund synd. Han bad ikke skyldnerne om at nedskrive deres gæld, fordi det ville være vanskeligt for dem at betale den store gæld - den gæld, der gjorde dem bundløs fattige. Deres situation var ham i og for sig ligegyldig. Det var ham selv, det drejede sig om. Det var egoisten, der koncentrerede sig om, hvordan han kunne drage fordel af næsten – og af næstens nød. Vel blev forpagterne af jorden, de gældsbetyngede skyldnere, hjulpet, men forvalteren selv var uden hjerte for dem.

At gøre beregning for egen vindings skyld - også selv om det kommer næsten til hjælp - er ikke et udslag af at leve i lyset, men i mørket. Sagt med epistelens ord: “hvis vi siger, at vi har fællesskab med Gud, men vandrer i mørket, lyver vi og gør ikke sandheden.” At have fællesskab med Gud, at leve i lyset, er uden beregning. At gøre godt mod næsten er uden beregning.

Når en uærlig godsforvalter kan handle klogt, hvor meget mere så ikke lysets børn! Lysets børn har fået selve livet at forvalte - og til livet hører de goder, som Gud har givet os. De er netop ”gode”, fordi de er givet til at gøre godt med. De midler, Gud har givet os, har han betroet os, for at vi skal formidle dem til bedste for os selv og vore medmennesker.

Et af de punkter, hvor vi er mest sårbare, er jo netop, når vi taler om penge: de penge, der i sig selv hverken skaber retfærdighed eller ærlighed, men gerrighed, fordi penge er magt. Mammon, ikke blot penge, men alt det, der har materiel værdi, bliver i vore hænder enten til skade eller gavn; til misbrug eller ret brug; til ødelæggelse eller velsignelse.

Apostlen Paulus siger det endda så stærkt, at “kærlighed til penge er roden til alt ondt; drevet af den er nogle blevet ført bort fra troen og har voldt sig selv mange smerter “ (1.Tim.6.10). At have kærlighed til penge betyder, at mammon styrer vore tanker og handlinger og bliver herre over os i en sådan grad, at de kontrollerer os. Dermed her kærligheden til Gud og livet med ham ikke førsteprioritet i vore liv. En fare, som ingen af os kan sige os fri for.

Gud har betroet os vore økonomiske midler for at vi skal forvalte dem under ansvar til glæde og gavn for os selv og vore medmennesker. Der er velsignelse ved at give af vore økonomiske midler til andre; der er velsignelse ved at handle klogt (og uden beregninger) med de midler, Gud har givet os råderet over. Ved at handle klogt efter Guds vilje velsigner han os og lader vor dag lykkes - også når den synes mislykket i vore egne øjne.

Dette med velsignelsen tror jeg, vi ofte glemmer. Men velsignelsen rummer Guds godhed mod os. Velsignelsen er, at Gud viser os sit velbehag; at han lader al godt komme os til gode; at han lader os få del i den guddommelige kærligheds fylde i Jesus Kristus. At være under Guds velsignelse er at være i den usynlige Guds nærvær midt i ens hverdag; det er at lade Guds fred fylde én; det er at være fyldt af en glæde og lykke, der er et genskin af den himmelske herlighed.

“Gud elsker en glad giver” (2.Kor.9,7) siger Paulus et sted. Han kunne også have sagt: “Gud velsigner en glad giver.” Hvad vi har, enten det er lidt eller meget, er givet os af vor himmelske Far, der har omsorg for os. Vi har fået det for intet, og må give det videre for intet. Velsignelsen kommer da over os - fra Gud - og i ny og næ får vi lov at opleve velsignelse fra et menneske, som vi var til velsignelse for.

Må Gud velsigne os til i visdom og troskab at forvalte de midler, han har givet os, til sin ære og til glæde for næsten. AMEN.

Lovprisning
Ære være Faderen, som har elsket os med en inderlig kærlighed.
Ære være Sønnen, som har udgydt sit dyrebare blod for os.
Ære være Helligånden, som gør dette levende for vore hjerter. Amen.
Lillian Risum
Sognepræst (kirkebogsfører), Hassing Sogn, Hørdum Sogn, Skyum Sogn, Villerslev Sogn, Visby Sogn
422 – 599 - 383 – 692 - 522
Lignelsen om den uærlige godsforvalter
Luk. 16,1-9
Ordsp. 3,27-35 1. Joh. 1,5-2,2
Prædikener fra 9. søndag efter trinitatis Prædikener af Lillian Risum