Niels Helledie på Vendsyssel Kunstmuseum
Mar 23rd, 2009 | By Informationstjenesten | Category: PressemeddelelserFredag den 27. marts 2009 kl.15.00 åbner Vendsyssel Kunstmuseum udstilling med kunstneren Niels Helledie (f.1927). Åbningstaler er provst Lars-Erich Stephansen, Hjørring.
Endelig! Må man sige – for kunstneren har faktisk aldrig udstillet separat på Vendsyssel Kunstmuseum. Men det rådes der nu bod på her i 2009, hvor Helledie samtidig kan fejre 40-års jubilæum for sin debut på Kunstnernes Påskeudstilling i 1969.
For at markere 40-års jubilæet er der lånt værker fra hele Danmark – alle lige fra andre museer til Bispeembedet i Aalborg over institutioner og private har udlånt værker. Den store spredning vidner om, at Niels Helledies kunst er anerkendt og værdsat langt udenfor Nordjylland, hvor han er opvokset og altid har boet og arbejdet.
Religion
Helledie voksede op i en religiøs landbofamilie i Vendsyssel. Opvæksten i bondesamfundet og den nære kontakt med natur, liv og død har præget Helledies kunst.
Den religiøse opvækst har Helledie båret med sig gennem sin kunstneriske karriere. Især har han beskæftiget sig med dødens symbol – hvilket ses i hans hyppige skildring af Jesu korsfæstelse. Gennem disse værker stiller han døden op mod livet – og altså det onde op mod det gode. Det gør han for at vise os at i alt det onde findes der også noget godt og visa versa.
Humor
Når kunst tager udgangspunkt i de store eksistentielle spørgsmål som liv og død kan det ofte blive meget alvorstungt og dystert. Men netop Helledie formår at bruge glæden og humoren som vigtige elementer i sine værker. Han bruger humoren til at løsne fortællingen til at gøre den på en gang tidløs og moderne. Helledie fortæller store historier med et glimt i øjet.
Og erotik
Helledies humoristiske åre kan virkelig ses i hans kommentar til kønsdebatten. Her har han med værkerne `Horekasser´ sat sit ironiske præg på debatten. I ’Horekasser’ ser man, gennem små kukhuller, dels et kvindeansigt, og dels et kvindeskød. Skødet er overdimensioneret i forhold til ansigtet, det vil sige personligheden, og kvinden fremstilles dermed som sex-objekt.
Teknikken
Helledie bearbejder de religiøse motiver i et personligt form- og symbolsprog, hvor han benytter collageteknikken med materialer som stentøj, drivtømmer, glas og metal. Helledies udtryk er en kombination af flere forskellige stilarter, bl.a. primitive og middelalderlige, mens vikingekunst har inspireret på det dekorative plan. I sine verslige og hedenske motiver, som materialemæssigt og stilistisk er beslægtede med de religiøse arbejder, har Helledie skabt en række tids- og samfundsdebatterende værker.
Portræt på dvd
Informationstjenesten i Aalborg Stift har udgivet en dvd med en portrætudsendelse af Niels Helledie.
Læs mere her…
Se også www.vkm.dk/
Foto
Billederne må benyttes frit. Klik for høj opløsning. Foto: Niels Clemmensen
- Krucifix af glas, Børglum kirke. Foto: Niels Clemmensen
- Krucifix, mandshøjt. Privat eje. Foto: Niels Clemmensen
- Pietá. Foto: Niels Clemmensen


