Aalborg StiftLiv + TroPrædikenerKirkeåret 2016-17 › Skærtorsdag 2017
Feedback

Skærtorsdag 2017

Skærtorsdag

Da journalisten Charlotte Rørth udgav bogen: “Jeg mødte Jesus”, viste det sig meget overraskende at blive en bestseller. Og Charlotte Rørth er i dag en efterspurgt foredragsholder rundt i sognegårdene
Da bogen udkom, fik titlen alle advarselslamperne til at blinke, i hvert fald hvis man som jeg er vokset op i og finder mig hjemme i en grundtvigsk og kulturåben tradition.
Titlen er netop valgt for at pirke til fordommene.

I bogen gør Charlotte Rørth meget ud af at beskrive sin egen baggrun: veluddannet, akademisk kritisk, arbejdsom. Troen og kirken blev betragtet og beskrevet udefra, dog uden ønske om at gøre oprør mod det kirkelige og religiøse.

Men hun “mødte Jesus” og fik skrevet bogen, som fik undertitlen “Bekendelser fra en modvilligt troende”.

Og dermed skriver hun sig ind i en tradition af andre modvilligt troende, som vi i kirken læser mange tekster om og af:

Her skærtorsdag møder vi først brødrene Moses og Aron, og især Moses har haft mange forbehold og undskyldt sig flere gange i forhold til de opgaver, han blev sat på af Gud. Hvem er jeg? Hvorfor er jeg udvalgt? Jeg kan slet ikke tale ordentligt og overbevisende nok, jeg er ikke sikker på, at folket vil lytte! Sådan blev han ved med at holde igen

Men nu står Moses sammen med Aron overfor den sidste og afgørende opgave i Ægypten. Her i 2. Mosebog kap. 12 får vi forklaringen på indstiftelsen af den jødiske påske.

Ægypterne rammes af den sidste og ødelæggende plage: døden.
Men den skal ikke ramme israelitterne, hvis de følger Herrens anvisninger.

Moses og Aron får folkets skæbne i deres hænder, da de skal fortælle om, hvordan der skal stryges blod på dørstolper og overliggere, og hvordan et særligt måltid skal forberedes og spises i al hast.
Folket skal gøre sig klar til den lange vandring gennem ørkenen til det forjættede land, de skal være rejseklare. Og inden afrejse skal der slagtes og steges og spises lam, og der skal laves brød, usyret brød.
Det er påske for Herren.

Fra at have været hittebarn, der skulle finde sin plads ved Faraos hof, bliver Moses nu den leder af folket, Gud gør ham til. Med alle de problemer, det fører med sig.

Grundlæggeren af mange kristne menigheder og brevskriveren Paulus er endnu et eksempel på den modvilligt troende.
Han var jøde og i stærk opposition til de kristne, som han forfulgte med alle midler. Der blev infiltreret og spioneret og udleveret til forhør, og Paulus selv overværede stening af kristne, som blev dømt til døden.

Men en dag på vej til Damaskus skete forvandlingen, Paulus “mødte Jesus”, og han måtte tage hele sit liv op til revision. Det var ikke, fordi han ville forandre sit liv, det var ikke, fordi han søgte noget andet, men dette møde ændrede alt.

Paulus skriver selv i sine breve om, hvordan Herren helt uventet viste sig for ham. Som indledning til 1. Korinterbrev kapitel 10 skriver han: “Er jeg ikke fri? Er jeg ikke apostel? Har jeg ikke set vor Herre?” Og vi citerer i dag, og hver gang vi holder nadver, netop Paulus, som taler om fællesskabet med Kristus i brødet og vinen. Her viser Herren sig for os alle.

Charlotte Rørth var på arbejdsrejse til Spanien, da hun besøgte kirken i den mindre by Ubeda. Her sidder hun i kapellet på en hård træbænk, og pludselig står Jesus foran hende og taler til hende. Hun oplever det som en velkomst, en kærlighedserklæring, en tillidserklæring. Oplevelsen, dette møde, kommer til at forandre hendes liv, og hun bruger de næste år på at prøve at finde ud af, hvad der skete.

Hun vil gerne have en forklaring, og hun opsøger både forskere indenfor psykiatri og epilepsi, hun taler med præster og åndelige vejledere. Hun læser bøger om teologi, om middelalderens munke og nonner, hun griber Bibelen.

Det er ikke let at komme overens med, at ens grundlæggende indstilling til livet har forandret sig, for hvordan vil ens nærmeste og ens arbejdskolleger
møde en? Betyder det brud og forkastelse?

“En ting er, at jeg mødte Jesus. Men at han kendte mig, er voldsomt. Ham, der er søn af den Gud, der er så fjern for mit liv og familie, at min mor lige nu over kaffen kun kan bruge ham som et udråbsord. – Gud, er du blevet religiøs? – Ja, det er jeg vel, svarer jeg og ser ned i gulvet. Ikke flov, men genert. Selv for et ordrigt menneske som mig er det svært at få det sagt. At tro er et tyst område, et tabu, i mit og mange danskeres liv. – Ingen må få noget at vide om mødet, mor.” s.34-35

Det ender med en bog, som rummer “Bekendelser fra en modvilligt troende.”

Det kunne også være endt med tavshed, afvisning, afstandtagen, frygt, skuffelse – det kunne være endt med forræderi.

Når vi læser om det påskemåltid, Jesus spiser sammen med sine disciple, så er den time nær, hvor bekendelse bliver forvandlet til forræderi. Judas får forræderens rolle, men alle omkring bordet vil fornægte Jesus: De har aldrig mødt ham, de kender ham ikke.

Lige nu sidder de til bords sammen, og Jesus kender hver enkelt af dem: Og trods forudsigelsen af forræderi, så giver Jesus dem brødet og vinen, og han give dem del i velsignelsen, i den nye pagt, og han indbyder dem alle til at mødes igen.
“Og da de havde sunget lovsangen, gik de ud til Oliebjerget.”

Jødernes påske, fortællingen om folkets befrielse fra slaveriet i Ægypten og om rejsen mod det forjættede land, følges af en ny fortælling om en ny rejse.

Det starter alt sammen den dag i Jerusalem, mens de sidder sammen ved bordet.
Da de rejser sig for at gå ud til Oliebjerget, er den nye rejse allerede begyndt, og den vil føre dem fra Getsemane Have over Golgata til gravhaven, hvor mødet med den tomme grav bliver fulgt af bekendelsen: “Jeg har set Herren”, korsfæstelse og død efterfølges af mødet med den opstandne.

Offentliggjort 13.04.2017

« Forrige prædiken Næste prædiken »