Aalborg StiftLiv + TroPrædikenerKirkeåret 2016-17 › Sexagesima 2017
Feedback

Sexagesima 2017

Klokken slår,
tiden går,
troen på ordet sin prøve står;
er det faldet i hjertemuld,
overstår det vel vinterkuld,
bærer sin evigheds-frugt.

Ja, det kan vi da håbe – at troen står sin prøve og overstår vinterkuld.
Men efter at have hørt Markus fortælle om Jesus, der med stjernestatus må ty til en båd, for at få rum og plads til at forkynde, kan man godt live en smule urolig.

For Jesus fortæller en lignelse, af den slags man ikke føler sig tryg i.
I konfirmandbiblen har står der med håndskrift, på højkant: “en historie fra hverdagen, der ligner noget ved Gud og hans rige”, men det bliver man ikke rigtig klogere af.

For når Jesus fortæller lignelser, handler de som regel om Guds rige, der er bare nogen lignelser, der er mere oplagte end andre, og dén her er ikke en af de oplagte.

Den handler om en landmand, der gavmildt tilsår sin jord.
Ødselt og rundhåndet spreder han såsæden overalt hvor han kommer frem, på vejen, på klipperne, hvor jorden er tynd og svag og hvor den er fed og frodig.
Det meste går faktisk til spilde, for det kan ikke gro på vejen, på klipperne og i den tynde jord.

Noget får slet ikke fat, noget når ikke at sætte dybe rødder og noget svides af solen.
Det er kun en lille del af såsæden der lander i den gode frodig muld, men den giver så til gengæld også i overflod – 30, 60 og 100 fold.

Så langt, så godt, -havde det bare været et kursus i intensivt landbrug, havde det været nemmere, men nu ér det Jesus der fortæller om Guds rige og formodentlig menneskers evne til at se og tage Guds rige til sig.

Den der har øre at høre med skal høre, siger han.
Det lyder næsten truende.
Lignelsen fortælles fra båden til den store skare, der havde flokket sig om Jesus, men hvad de får ud af den, melder historien ikke noget om….
Måske går de bare forvirrede hjem fra søen og er ikke rigtig blevet kloge på den mærkelige omvandrende tømrersvend fra Nazaret.

Men da Jesus er blevet alene med sine nærmeste medarbejdere og rejsefæller, betror han dem, at dé har fået den særlige status, at dé skal kende hemmeligheden om Guds rige hvorimod alle de andre ikke skulle have den mindste chance til dem var der hverken indsigt eller tilgivelse. Det er hårde ord, synes jeg.

Disciplene har nok set både tvivlende og usikre ud, for den store hemmelighed, Jesus så gavmildt betroede dem, var nok ikke så ligetil at få øje på de har måske følt det som noget i retning af “Kejserens nye klæder”.

De har sikkert følt, at de blev sat på en prøve de ikke kunne gennemskue og bestå.
De har måske tænkt, at de slet ikke var værdige til at få Guds hemmeligheder betroet, når de ikke en gang kunne forstå hvad de gik ud på.
-Man kan forestille sig, at der har været stille i discipelgruppen og at blikkene har søgt nedad, for hvem kunne leve op til de forventninger Jesus tilsyneladende lagde for dagen? Hvem ville have mod til at betegne sig selv som den jord, der i troshenseende kunne kaldes fed, frugtbar muld.

Det hjælper heller ikke synderligt, at Jesus, næsten hånende, udlægger lignelsen og “pinder” den fra hinanden.
Det hjælper ikke, at han forklarer, at det handler om “ordet” -og at nogen mennesker aldrig når at fange budskabet om Guds rige, fordi de er i Satans vold.
Nogen giver op, bare de får en smule modgang andre, fordi de ikke kan modstå denne verdens blændværk og rigdom.
Ja, og så ér der jo dem, der hører ordet, tager imod det og bærer frugt – 30, 60 og 100 fold.

Det var nok ikke den lykkeligste dag i disciplenes liv, det var nok ikke den aften de faldt trygge og afklarede i søvn.
-Men det var nok heller ikke meningen.

På samme måde, er det måske heller ikke i dag, vi skal gå trygge og afklarede fra kirke.
Måske er meningen at vores tro skal sættes på prøve.
For det hører med til kristenlivet at anfægtes og tvivle – både på Gud og sig selv.
Det hører med til kristenlivet at føle sig håbløs og modløs og fortabt og så langt ude i tovene, at der ikke er andet, end at håbe på Guds aldeles uretfærdige og ufortjente nåde.

Kunne man måske forestille sig – i år, hvor vi fejrer Kirkens reformation, der begyndte med munken Martin Luthers krampagtige anfægtelser i Augustinerkloster i Erfurth i Tyskland – at teksten her også var en af dem der bragte Luthers sind i oprør og satte ham på prøve?
For kunne han, selvom han anstrengte sig til det yderste – med endeløse bibellæsninger dag og nat, med sult og kulde og opfindsomme selvpinerier, kunne han så være sikker på at han var den muld vor Herre ville satse på?

Nej, Luther kunne ikke være sikker på noget som helst.
I årevis følte han sig prøvet til det yderste og kæmpede med frygten for at han ikke levede op til de forventninger han troede Gud havde til ham.
Og det samme gælder for os – vi prøves måske også og kan ikke være sikre på noget som helst.
Hvad ved vi om vej-jord og klippegrund, og hvad er “god jord” i en moderne verden.

Ja, sådan prøves vi det må vi kæmpe med og anfægtes af, og vi får aldrig det rene, klare, betryggende svar.

Til gengæld er det så heller ikke det eneste, der er at sige om vores liv i en moderne verden.
For der er jo også det at sige, at vi engang blev døbt i Jesu navn til en ubrydelig samhørighed med ham genfødt til levende håb.

Så: “Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi far, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde”

Kunne man mon forestille sig at “det levende håb” er den “gode jord” Gud ord kan vokse i, også i tvivlsomme eksistenser som os sådan konkluderede Luther i hvert fald.

I den forløbne uge, var der en lille fortælling i avisen om chefredaktøren på internetavisen Zetland.
Lea Korsgaard hedder hun, og hun fortalte om den morgen, hvor det stod klart at Donald Trump havde vundet præsidentvalget i USA.
Som journalist havde hun siddet oppe hele natten og var selvfølgelig træt til marven, og som da resultatet stod klart, brød hun helt sammen og kunne ikke finde på andet end at ringe til sin far – en klog pensioneret professor fra Århus.
Han er normalt en sindig og rolig mand – fordi han er fra Mors, fortæller Lea Korsgaard.
Men den morgen talte han hurtigt og vedholdende til hende, fordi han hørte hendes fortvivlelse og delte den.

Men han svar på fortvivlelsen var en lille kort sætning, som hun lige siden har gemt i sit hjerte – nemlig ordene: “Det er en kristen pligt at håbe”.

De ord kan også tilføjes lignelsen om sædemanden! Det er en kristen pligt at håbe.
Og vi må tro, at disciplene også hørte dem i en eller anden form ellers var de ikke gået ud i alverden, for at gøre alle folkeslag til hans disciple ved dåb og ved læring.

Luther havde nok heller aldrig fundet modet til tese-opslag og pave-protest, hvis ikke han havde haft håbet om at Guds barmhjertighed og overbærenhed er stærkere end menneskers tankespind.

Så lad os håbe at vores tro står sin prøve – i dag og alle dage.
Det bliver under ingen omstændigheder, som følge af vores egne ringe fortræffeligheder, men måske fordi Gud vil bære over og bære med.

Det er en kristen pligt at håbe, så lad os håbe at:
Blomstre op da skal Guds rige
midt iblandt os dag for dag,
bære Åndens frugt tillige,
Fader vor til velbehag.

Thi den gode jord hernede:
tro og håb og kærlighed
rense vil Gud selv og frede
til en himmelsk frugtbarhed.

Amen

Offentliggjort 16.02.2017

« Forrige prædiken Næste prædiken »