Aalborg StiftLiv + TroPrædikenerKirkeåret 2016-17 › 2. påskedag 2017
Feedback

2. påskedag 2017

Vi kender det godt. Vi sidder med en kryds og tværs, og vi er næsten færdige; – men det sidste ord, det vil bare ikke lige falde på plads. Vi gransker endnu engang, søger måske hjælp i en ordbog, slår op i husets leksikon eller “googler”; – og så endelig: der var den! Det manglede ord får straks alle de andre ord til at falde på plads.

Eller vi husker det fra skolen. Matematiktimens ligninger. Alle de timer der kunne gå, inden alle parenteser var opløst, og fortegnene ophævet. Men lige med ét – pludselig så var den der. Og hvor de mange bogstaver og tal før var en række intetsigende formler, blev de pludselig til meningsfulde tegn. Nå ja, sagde vi og smilte lidt: det var jo sådan, det hang sammen.

Om sådan nogle situationer, som vi alle sammen kender, siger vi tit at her gik der et lys op for os. Fordi vi der kom til klarhed over en sag eller et anliggende, vi ikke før har indset. Eller i al fald ikke forstået rækkevidden af. Det kan være et digt eller et vers fra en sang, vi har læst og sungen så tit uden at tænke videre over, hvad det betød. Men lige med ét står meningen lysende klar. Det kan også være, vi længe har gået og tænkt over, hvad vi dog skulle gøre i en eller anden situation- Måske har vi skullet vælge mellem flere muligheder og har gået og overvejet for og imod med uden at kunne tage stilling. Og så – pludselig var gennembruddet der. Vi vidste, hvad ville gøre eller vælge. For med et var der – med et moderne udtryk: – hul igennem.

Hul igennem – der var pludselig en sprække, en åbning eller måske en mulighed, så der hvor vi før ingenting forstod eller var i tvivl, der gav der sig en form for klarhed, måske ligefrem en løsning. Vi kom til klarhed, fik et overblik eller en indsigt, vi ikke havde før.

Det er dejligt, når forhold på den måde falder i hak. – Men vi kender jo da også til, at de ikke gør det. Nogle gange finder vi aldrig det sidste ord i kryds og tværs’en, nogle ligninger er uløselige, og i vort personlige liv kender enhver til forhold og omstændigheder, hvor tingene ikke går op; hvor der ikke er hul igennem. Her er det måske ligefrem sådan, at forholdene faktisk umulige at rede ud eller at holde sammen på. Livets ligning går ikke altid op. Måske rammer sygdom og ulykke rammer os, måske er der kommet splid og ufred imellem os, selv om hensigterne var gode. Eller værst: måske svigtede vi og lod dem, der havde brug for os i stikken. Så er det svært at øjne åbninger og nye muligheder. Så kan det være barsk at skulle leve med, at vi er den, vi er.

Det var nok sådan disciplene havde det det i tiden efter, at Jesus, deres Herre og Mester, var død på korset. De havde håbet, at Jesus var den, der skulle forløse Israel. De havde vandret sammen med ham, hørt ham gå omkring og fortælle mennesker om Guds rige, set ham kurere uhelbredeligt syge, fulgt ham i hans omgang med mennesker, – også dem andre ikke kunne regnede for andet end de skidt, de trådte på. De havde oplevet, hvordan han gav mennesker, han mødte nyt livsmod og glæde. Hvad kunne de andet end at tænke og tro, at nu brød Paradiset vel ud på jord? Nu blev sorgen vendt til glæde. Nu kunne alle tilværelsens ligninger gå op. – Og så var Jesus død. Siden den dag han på æsel var redet ind i Jerusalem, havde de godt fornemmet det: det lakkede mod enden. Og på Golgathas kors var alt håb blevet slukket.

De er der, hvor alt det, de havde håbet på og troet på, er taget fra dem. Alt det, de havde forladt hus og hjem, kone og børn for at være en del af. Hvad var meningen? Var det spildt? Var det, Jesus, havde sagt og gjort en illusion, en stor, fed løgn – eller blot en finurlig aprilsnar? Var han slet ikke nogen konge, men bare en fantast, en sværmer, der havde turdet drømme stort, men som alligevel ikke havde formatet til at sætte sine visioner igennem?

Disciplene er skuffede. Men de bærer ikke kun på skuffelse over Jesus. De bærer også på skuffelsen over dem selv. – De svigtede ham, – hver og en svigtede, de, da det gjaldt. Den skyld bærer de nu sammen med skammen, afmagten, vreden. De havde set sig selv som nogle vældige karle, den nye konges førstemænd, den nye tids frontkæmpere. De trofaste, de tapre, de største i himmeriget. Vi husker nok, at de netop flere gange havde været oppe at toppes om, hvem af dem, der var størst! Og nu – nu er det ikke til at bære at tænke tilbage på. Derfor er er på vej væk fra Jerusalem, – men de er sandelig også på vej væk, ja på flugt: væk fra dem selv.

Og til alt det kommer, at nu er de blevet direkte forfærdede. For nogle kvinder blandt dem må have haft et syn. De påstår i al fald, at Jesus lever. – Det er mere end skræmmende. For er det sandt, så er al normalitet hørt op. Ja, og så kan det jo endda være, at Jesus vil komme og hævne sig på dem. – Samtidig kan de heller ikke gøre sig færdige med tanken om, at måske har kvinderne ret. Som når vi leder efter det sidste ord, inden vores krydsord går op eller som vi kæmper for at opløse, ligningens sidste parentes, kæmper disciplene med deres forstand for at forstå, hvad der er gået for sig de sidste dage i Jerusalem. Og hvad betyder det mon alt sammen?

Og så er det, der på vejen mellem Jerusalem og Emmaus, mellem fortvivlelse og manglen på forstand, at der med ét sker noget. De to disciple møder Jesus. – Ja, det vil sige; de genkender ham faktisk ikke. Men de møder et menneske, der kan fortælle dem, hvad det er, det hele handler om: hvorfor Jesus skulle dø og opstå, hvordan det allerede var forudsagt i skrifterne. Og da de er fremme ved landsbyen Emmaus, overtaler de den fremmede til at blive og spise med. – Og så pludselig – da Jesus tager brødet, velsigner det og brækker det i stykker – da går lyset op for dem. De genkender ham. Der er der hul igennem! Det er ligesom, når ligningen går op: Jesus lever. Han er der. Kvindernes syner og tågetale må lige godt have været sande. Herren er opstået.

Og selvom han straks igen blev usynlig for dem, så var det Jesus, og det betyder meget mere end som så. – For det er jo ikke bare den Jesus, de kendte før, da de var med på den, da de følte sig gode og trofaste og stærke. – Nej det er den Jesus, de har svigtet, ham de sov og løb fra, da han virkelig havde brug for dem. Ham er det. – Han sidder der og spiser med som et tegn på, at de er tilgivet – at han VIL dem lige så meget, som han hele tiden har villet. Han regner dem stadig for sine nærmeste, sine disciple. Han spiser med dem, ligesom han så mange andre gange har spist sammen med toldere og syndere. Med mennesker som andre har stødt fra sig, men som han tog til sig, fordi de også er mennesker, Gud elsker og holder af.

Og der går et lys op for dem, et lys, der bliver ved med at brænde i deres hjerter, selv efter han har forladt dem. I det lys har de igen adgang, – i det er der atter hul igennem til ham, der er død fra dem. Han er nærværende og tilstede; trods al deres svigt. Trods fornægtelsen og forræderiet. Trods alt det, der skilte for lidt siden, er de nu genforenede og har igen lod og del i hinanden.

Vort liv ligner vel som oftest de to disciples, mens de var på vej fra Jerusalem mod Emmaus. Det er sjældent, at vi forstår meningen med det. Det er sjældent, vi får den ligning til at gå op, der udgør vores tilværelse. Som de to disciplene er vi som oftest på vej med håbløshed, afmagt eller bristede illusioner som vores udgangspunkt, og med døden som det eneste sikre, vi kan vide om fremtiden.

Men ind i mellem mødes vi på vejen af Jesus Kristus, af ham der blev korsfæstet, men som nu er opstået fra de døde. Vi møder ham eller rettere: det er nok ham, der møder os. Måske i en salmelinie eller i et digt, vi lige pludselig forstår bedre end før. Eller måske opdager vi ham i et andet menneskes ansigt, når det har brug for vores hjælp. Måske møder han os i et af de gyldne øjeblikke, hvor vi oplever vort liv rejse sig i højden. Eller en dag sidder vi læser og i Bibelen og føler med èt, at det rører vort liv, så hjerterne brænder og tungerne begynder at gløde. Måske finder han os, når vi samles om døbefonten og holder et barn over dåben, eller når vi bryder brødet ved alterbordet. Eller han er der med ét med sit nærvær og sin fred, selv om vort liv er som det manglede ord i kryds og tværs’-en, der bare ikke vil gå op.

Men vigtigst er det, at han altid genkender os som de mennesker, vi er på godt og ondt, og at han ikke desto mindre vedkender sig os, regner os som sine disciple og sender os ud i verden med budskabet om, at han er opstået fra de døde, at han lever, og at han vil møde os i det liv, der er vores.
På det skal vi fortsat ønske hinanden glædelig påske, Amen

Offentliggjort 15.04.2017

« Forrige prædiken Næste prædiken »