Med himmeriget er det som med en mand, der skulle rejse til udlandet, siger Jesus i dagens fortælling.
Skal det mon forstås sådan, at Gud har forladt scenen og overladt den til os ?
Eller som det for nogen år siden hed i en graffiti-tekst:
’Gud lever – men han vil ikke blandes ind i noget!’
Er det sådan, vi til tider – måske endda ofte – oplever det ?
At Gud er rejst til udlandet og har sluppet tøjlerne for at lade os klare os selv!
Eller måske endda, at Gud er emigreret for tid og evighed, så det ikke længere giver mening at tale om Gud som én, der er nærværende og reelt til stede i vores verden og vores virkelighed.
Det var i hvert fald den konklusion religionskritikerne for lidt over hundrede år siden mente at kunne drage – en konklusion, som siden er blevet gentaget igen og igen.
Gud er borte – vi har kun os selv !
Og sandt er det vel også, at vi i dag ikke møder Gud, således som Job mødte ham og mente at kende ham .
Som den, der flytter bjerge, før de ved af det, og i sin vrede får dem til at styrte sammen.
Som den, der ryster jorden løs fra dens fundament, så dens søjler skælver.
Som den, der hindrer solen i at stå op og sætter segl for stjernerne og som den, der røver det, han vil.
Men hvis ikke vi erfarer Gud på samme måde som Job gjorde det, er der da så kun den mulighed tilbage, at Gud har trukket sig tilbage fra verden, lukket butikken og overladt os helt og aldeles til os selv for at lade os klare tingene selv?
Dagens lignelse siger noget andet.
Manden i lignelsen nøjes ikke med at forsvinde ud af landet og så tage alt sit med.
Tværtimod!
Inden han drager af sted, betror han sin formue i hænderne på sine tjenere.
Han betror dem hver især en opgave med forvaltningen af dét, der er hans og siger til dem: ’Nu forlader jeg mig på jer.’
Han giver plads til selvforvaltning og uddelegering af ansvar.
Og det er om det ansvar, lignelsen handler.
De tre tjenere i lignelsen forvalter deres ansvar meget forskelligt.
Hvor de to første tjenere begge – da han kommer tilbage – kan fortælle deres herre om, hvordan de hver for sig har investeret dét, der blev dem betroet – oven i købet med et overordentligt godt resultat – så afleverer den tredje tjener det, han skulle forvalte, ubrugt tilbage og bliver – i modsætning til sine to medtjenere – bebrejdet det, han har gjort – eller rettere ikke gjort.
Nu kunne det måske være nærliggende at mene, at det, der får den hjemvendte herre til at rose de to første tjenere er den profit, de har skabt til ham.
Men det tror jeg ville være at gå fejl af lignelsens pointe.
For det ville betyde, at de så skulle få ros af deres herre på grund af det resultat deres anstrengelser har kastet af sig.
Det ville naturligvis være i god overensstemmelse med moderne tale om vækst og profitmaksimering.
Det ville også være helt i tråd med det moderne arbejdsmarkeds fokusering på ’resultatløn’.
Men så ville der også være tale om det, vi her i kirken plejer at kalde for gerningsretfærdighed.
Altså den forestilling, at det skulle være nødvendigt at være god nok for at være – og at det også er muligt at blive god nok ved at gøre nok og gøre det godt nok!
At det ikke er det, der er lignelsens pointe kan måske blive lidt tydeligere ved at forestille sig en fjerde tjener i lignelsen.
Det gør Søren Kierkegaard.
Kierkegaard beskriver den fjerde tjener som den, der ligesom de tre andre også får en sum betroet, sætter det hele på højkant – og mister alt.
Derfor kommer han tomhændet tilbage til sin herre.
Søren Kierkegaards kommentar til denne tjener er:
’Mon han dog ikke snarere fandt tilgivelsen end hin forsigtige’.
Den afgørende forskel mellem tjenerne er ikke, om de vinder eller taber i forvaltningen af deres herres formue.
Den afgørende forskel er ikke det resultat, der kommer ud af deres anstrengelser.
Den afgørende forskel er deres vovemod: om de vover at sætte noget – vover at sætte sig selv – ind i forvaltningen af dét, de har fået betroet.
Den afgørende forskel er, om de vover at investere sig selv og dermed vise noget af det samme vovemod – og noget af den samme tillid – , som deres herre viste dem, da han overlod sin formue til dem.
Det gør de to første tjenere.
De handler ud af den tillid og den tiltro deres herre har vist dem og sætter deres del af formuen i spil – og dermed også på spil!
De er så heldige, at de forøger formuen.
Kirkegaards fjerde tjener satte også det hele på spil, men han tabte.
Den tredje tjener, derimod, tør slet ikke risikere noget.
Han tør ikke sætte de talenter, han har fået, i spil – og dermed risikere at komme til at misbruge dem og øde dem væk.
Han tør ikke komme i gæld og komme til at skylde nogen noget – han tør ikke blive skyldig.
For, som han siger til sin herre, da han leverer sin talent tilbage: ’ Jeg kender dig som en hård mand, der høster, hvor du ikke har sået, og samler, hvor du ikke har spredt, og af frygt for dig gik jeg hen og gemte din talent i jorden.’
Han mener, at hans herre har muligheder, som ikke afhænger af ham eller de andre tjenere – at hans herre gør, som han vil.
Og hvem kan stille noget op over for sådan en herre ?
Hvad kan lille jeg gøre – andet end at frygte ham?
Ingenting, tænker den tredje tjener.
Og det gør han så – ingenting !
Som det er med den formue, de tre tjenere i lignelsen fik betroet, sådan tror jeg også det er med det liv, vi skal leve med hinanden hver eneste dag.
Nogen gange tør vi ikke gøre andet end det, den tredje tjener gjorde med sin talent: grave livet ned.
Nogen gange tør vi ikke prøve kræfter med de udfordringer, vi står overfor.
Vi lader os lamme af frygten for, hvad konsekvenserne af at kaste sig ud i livet kan blive.
Måske kan vi ikke overskue, hvor det, vi står over for, skal føre hen.
Måske er vi bange for, hvad ’de andre’: familie, venner eller studie- eller arbejdskammerater – vil sige – bange for deres reaktion, hvis vi vover noget.
Måske er vi bange for, at vi ikke slår til – at vi ikke kan gøre det, vi står overfor, godt nok til at vi selv eller andre kan sige god for vores indsats.
Eller måske er vi bange for, hvad Gud synes om det, vi gør.
Måske går vi rundt med en frygt for Gud, der lammer vores evne til at handle og leve livet.
Måske går vi rundt med et billede af Gud, der ligner den tredje tjeners billede af sin herre: En Gud, der høster, hvor han ikke sår og samler, hvor han ikke spreder.
En Gud, der kræver alt og straffer den, der ikke kan levere varen.
En Gud, der kræver, at man er god nok for at få lov at være til.
Det er ikke det billede, dagens lignelse tegner af Gud.
Og det er ikke det billede Jesu historie tegner af Gud.
Den tegner et billede af Gud, som den, der betingelsesløst giver alt sit til os, for at vi skal bruge det.
Den tegner et billede af en gud, som ikke kræver andet af os, end at vi vover at tage imod det liv og den kærlighed, vi får kvit og frit.
Det eneste, vi skal er at turde have tillid til, at vi faktisk har fået livet som en gave og til, at vi ikke først skal gøre os fortjent til at kunne bruge den.
Vi skal vove at tage imod livet som en gave
Benny Andersen siger et sted:
’Som sagt er livet en gave
men jeg har aldrig kunnet få mig til
at åbne den rigtigt – bare pillet lidt
det kunne jo være alt muligt’
En gave forudsætter, at man tager imod den som en gave – at man åbner den og bruger den som en gave.
Det kan – sådan som lignelsen viser og som vi alle har måttet erfare – så også til tider være svært nok.
Men alternativet er værre.
Hvis vi af frygt for konsekvenserne af at åbne gaven bare piller lidt ved den, så gaven forbliver uåbnet, har vi i sagens natur ingen glæde af den.
Jeg tillader mig endnu et citat af Kierkegaard: “At vove er at risikere at miste fodfæstet for et øjeblik – ikke at vove er at miste selve livet”.
At leve er en risikabel affære.
Det kan være usikkert, vi kan være bange, vi kan blive skuffede, vi kan synes livet går helt i stykker for os.
Vi kan synes at det er næsten umuligt igen at skulle risikere at stå tilbage med sårbarheden og nederlaget.
Men hvis ikke vi løber risikoen, smuldrer livet bort og bliver til ingenting mellem fingrene på os.
Kun hvis vi tør løbe risikoen, kan livet også blive til meget mere, end vi havde drømt om – åbne sig som ny mulighed.
Også dér, hvor vi slet ikke troede det.
Det er det billede, Kristus giver os at have foran os: tilværelsen som mulighed.
Livet som en gave, som en ny mulighed.
For: “det kunne jo være alt muligt …”
Det er evangeliets påstand, at livet kan åbne sig som en ny mulighed, også dér, hvor vi havde opgivet ethvert håb om, at det var muligt.
På trods af alt det, der gik galt.
På trods af alt det, jeg gjorde galt og alt det, jeg ikke fik gjort.
Så lad os vove at bruge vores talenter og sige
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Far, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver,
én, sand, tre-enig Gud, højlovet fra første begyndelse,
nu og i al evighed.
Amen
