Jesus og hans disciple er som sagt på vej til hovedstaden, til Jerusalem. Disciplene havde i den senere tid i stigende grad tænkt og drømt: nu, nu sker det. Nu tager Jesus magten – nu bliver han konge og besejrer alle fjenderne. Han havde jo talt mere og mere om, at nu var Guds rige ved at bryde igennem. Og et rige må da være noget med magt, magt til både det ene og det andet.
Men Jesus havde samtidigt i stigende grad antydet noget, der gik i den modsatte retning. Han sagde direkte til dem, at han – når de kom til Jerusalem – ville han blive overgivet til romerne og blive spottet og hånet og spyttet på, – og at han til sidst ville blive pisket og dræbt. Det var ikke kongetronen, han ville komme til at sidde på, men han ville komme til at hænge på et kors.
Disciplene hverken kunne eller ville forstå, hvad det skulle betyde. Det var da noget mærkeligt noget, nu når de var så nær ved at kunne overtage magten i hovedstaden og dermed i hele landet. De tænkte på magten, det var den, der betød mest for dem. Nu gjaldt det om at stå fast, og hurtigst muligt nå frem til Jerusalem.
Så er det, – da de kommer forbi byporten i Jeriko, og Jesus bliver råbt an af den blinde tigger, – at Jesus i et glimt, viser dem, hvad det hele drejer sig om.
Dér ved vejen sidder denne blinde tigger og råber efter dem. Disciplene er allerede løbet forbi ham og vender irriteret ryggen til ham. De vælger at overse ham. De vil hurtigst muligt videre
Men Jesus standser, for nu er det dette syge menneske, det drejer sig om, – ham, der skal hjælpes. Ham har Jesus tid til. Han går ikke forbi. Kærligheden har altid tid. Den ser altid, når der er en, der har brug for dens hjælp, og så hjælper den. Kærligheden har altid dette ene for øje, – og kun det.
Jesus hjælper ham og slutter med at sige: Din tro har frelst dig.
Hvad var det for en tro? Det var næppe en tro lige efter bogen. Man kan vist godt tvivle på, om den blinde overhovedet havde kunnet sige noget, hvis Jesus havde spurgt yderligere ind til mandens tro. Men det gjorde Jesus i øvrigt aldrig, når han mødte mennesker på vandringen rundt om i landet, når han blev råbt an.
Tænk bare på alle dem, der trængte sig på hos, eller maste sig frem til, Jesus, når han kom forbi dem: kvinden med blødningerne, synagogeforstanderen med den døde datter, den kanaanæiske kvinde, moren til pigen med den urene ånd, høvedsmanden, den lamme ved Bethesda dam, osv, – og desuden alle de mange andre lamme og blinde, som råbte efter ham, og som han tog hånd om, – alt imens disciplene og de øvrige i Jesu følge forsøgte at trænge og vise dem bort.
Men netop det, at de trængte sig på og råbte om nåde og barmhjertighed, – det så Jesus. Det kaldte han i flere tilfælde for tro. Frygt ikke, eller gå bort – din tro har frelst dig, – også uden nogen af dem havde sagt noget som helst ud over, at de havde råbt, skreget, om hjælp, – havde råbt om nåde og barmhjertighed, – om at Jesus ville forbarme sig over dem.
Det er grundlæggende menneskeligt at håbe. Det menneske, der ikke håber på noget, har intet at leve for. Ofte vil vi ikke sådan nøjagtigt kunne beskrive og definere, hvad det er vi venter og håber på. – Hvad det er vi håber og venter, står for det meste ikke helt klart defineret. Men vi venter, håber under alle omstændigheder på noget godt. Vi venter og vi håber på, at det nok skal ende godt.
Den blinde ved vejen har formodentligt i lang tid håbet, at nogen ville kunne hjælpe ham. Indimellem havde han formodentligt også næsten helt opgivet håbet. Men da han hører, at han, – der går rundt og siger, at han er Guds søn, – er ved at nærme sig, – da fejes al tvivl, og opgivende mørke tanker til side, – og han råber: forbarm dig over mig.
Den blinde mand troede og håbede. Men det blev han ikke seende af. Det blev han kun, fordi Vorherre så ham.
Man siger, at kærligheden kan gøre blind. Måske i én betydning, – men her fik kærligheden Vorherre til at se denne blinde tigger, som alle de andre overså.
Jeg læste fra 1. Kor 13, Paulus smukke digt om den fuldkomne kærlighed. Der stod, at endnu ser vi et spejl, i en gåde. Spejlene på den tid var ikke af glas men af poleret messing, hvilket betød, at spejlbilledet kunne være uklart og upræcist. Således ser vi, som i et spejl, som i en gåde. Men Vorherre og hans himmelske kærlighed ser helt klart
Der er en, der engang har sagt det således: “Et menneske kan leve uden sit syn. Men det menneske, der ikke bliver set, er ingenting”
Den blinde blev naturligvis ufatteligt glad over at få sit syn igen, men mon ikke i sidste instans det kom til at betyde mere for ham, at han blev set og hverken forbigået eller overset, – mon ikke det var den største hjælp.
I hele den skare, der hastede af sted til Jerusalem og som overså den blinde ved byporten, fordi de kun havde magten i tankerne, – dér var der én, der havde tid til ham, én, der ikke overså ham. Han mødte den dag udenfor byporten, kærligheden, – og han blev så glad som aldrig før.
Udenfor byporten på vej mod magtens nedtur i Jerusalem, der blev den blinde tigger set. Jesus vandrede derefter videre mod den store by, hvor han fortsatte det, han havde haft som mål lige fra rejsens begyndelse, nemlig aldrig at lade sig korrumpere af magten, men altid at have det enkelte menneske for øje, for at mennesker skulle blive rigtige mennesker, mennesker med mod på livet, – også selv om det ville ende med døden.
Og for at føre det igennem til den yderste konsekvens, så stærkt og så inderligt, at det blev for alle, så opgav han ikke, selv da han måtte gå gennem døden og de dødes rige.
Den kærlighed, der så den blinde tigger på vejen udenfor Jeriko, – det er den samme kærlighed, der tager imod os i dåben, og som har fulgt os lige siden. Derfra fortsætter den med at forsikre os om, at den vil se os og være med os alle dage indtil verdens ende.
