“Hvorfor er lykken så lunefuld, hvorfor er glæden så kort?” – sådan spørger sangerinden Karen Jønson i en filmmelodi i 1937. Det er en lidt sørgmodig kærlighedssang fra en film med mange forviklinger, men hvor alt ender i fryd og gammen og de, der er skabt for hinanden forenes til slut.
“Hvorfor er lykken så lunefuld, og hvorfor er glæden så kort?” – spørgsmålet i sig selv bliver et indirekte billede på, hvordan vi mennesker altid er på jagt efter lykken. At være lykkelig synes for mange at være målet med livet, og når det projekt mislykkes, føles det som om, at lykken er lunefuld og kort.
Og det er vel en fælles menneskelige erfaring af jagten på lykken, at den jagt ikke altid ender med et pletskud. Der vil hen ad vejen være en del forbiere eller anskud, som måske får os til at stille spørgsmål ved livets dybere mening, og vi gribes måske ligefrem af meningsløsheden og altså af en oplevelse af lykkens- og livets lunefuldhed.
Spørgsmålet gengiver den søgen, som altid har optaget mennesket. For lykken optager os, lykkefølelsen lægge beslag på vores tanker, jagten på lykken griber os, for vi vil rigtig gerne være lykkelige i det ene liv, som gives os.
Men det er vel i for sig som det skal være, for hvem vil dog ønske at være ulykkelig, mismodig, trist og bange af egen fra vilje? Og har vi mon ikke alle prøvet, hvordan det føles, når lykken er lunefuld og kort – altså prøvet at være ulykkelige, og dét er ikke en følelsesmæssig indre tilstand, som vi ønsker at være i ret længe ad gangen, hvis vi på nogen måde kan undgå det.
Og derfor er spørgsmålet om lykken jo heller ikke nyt og moderne fænomen, som vi sætter op for os selv i en tilværelse som er blevet mere løsrevet, fragmenteret og vi kan vel lige så godt sige det rent ud, en tilværelse som af og til kører i et ekstremt højt tempo, hvor det gælder om at være oppe på beatet, hvis man skal være med.
Spørgsmålet om lykken har til alle tider optaget både filosoffer, forfattere, lærde, læger og teologer. I virkeligheden er det nok sådan, at al tænkning og livsrefleksion drejer sig om at definere lykken eller kredse lykken ind.
Og så er vi ved dagens tekst, for spørgsmålet: “Hvorfor er lykken så lunefuld og hvorfor er glæden så kort” – kunne også være den unge rige mands spørgsmål til Jesus i dagen tekst, selvom det jo unægtelig er noget helt andet han siger.
En ung rig kommer og spørger Jesus: “Hvad skal jeg gøre for at få evigt liv? Hvad tænker han mon på med det spørgsmål? Er det mon ikke mere end evigheden og det hinsidige, han efterlyser?
“Hvorfor er lykken så lunefuld og hvorfor er glæden så kort” – kunne være den unge mands erfaring af, at han ikke er dér, hvor han gerne vil være. Livets lunefuldhed har sat sig i ham, som en utilfreds plet. Han synes egentlig ikke, at det liv, at han lever, er et livet, som er livet værd og livet værdigt. Og med spørgsmålet om, hvordan han får del i evigheden fremsætter han et ønske om, at det evige liv skal være her og nu – intet mindre.
Det ses af sammenhængen, at han med sig selv ved – inden Jesus spørger ham – at han gør alt, hvad han kan for at holde De ti bud i Moseloven – dér er der ikke mere at komme efter. At den rige unge mand opfylder de religiøse krav, det har vi ingen grund til at betvivle, og Jesus går ham jo heller ikke på klingen i den anledning eller spørger: “Kan det nu også passe?”.
Nej Jesus regner med, at han er en sanddru ung mand, som kender og overholder de jødiske religiøse pligter. Og det er bemærkelsesværdig, at da Jesus skal fortælle den unge mand, hvilke bud, der er de vigtigste, så henviser han til de bud i Moseloven, som drejer sig om menneskelivet og vores forhold til hinanden. Han nævner ikke med ét ord de 3 første bud og forholdet til Gud. Så langt er de to enige.
Selvom den unge mand altså ganske udmærket kender sin egen formåen, så har han en indre uro og tvivl, det er som om han er drevet frem af en stor indre trang til at få udvidet den indre sjælelige horisont.
Så spørgsmålet om det evige liv virker til at være mere et eksistentielt spørgsmål, hvor han efterlyser livets merværdi, livets egentlighed, den unge rige mand synes at være på jagt efter lykken. Den store lykke, der skal fylde og udvide den indre sjælelige horisont. “Lever jeg okay, for det føles altså som om, der mangler noget?” “Der mangler det evige, det der skal bortjage lykkens lunefuldhed, det evige, der skal gøre livet værd at leve igen”.
Det virker til, at vores unge ven er blevet grebet af en hellig utilfredshed, hvor det ikke længere er tilstrækkeligt at være en god ung mand, men han savner en opfyldelse af noget, som han ikke rigtig selv ved, hvad er, og derfor sætter han sin lid til Jesus.
Og Jesus tager ham dybt alvorlig til en begyndelse, men da den unge mand fremturer og spørger: “Hvad mangler jeg så?” hører Jesus tålmodighed op, og han forvandler sig til noget som ligner en drilsk vismand, der stiller umulige gåder. Han siger: “ Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg alt, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have dig en skat i himlen. Og kom så og følg mig!”
Og der skilles deres veje, den unge mand går bedrøvet bort, for han kan ikke skilles sig af med alt sit gods. Men man godt have undt ham, at hans tidligere entusiasme havde hængt lidt mere ved, eller at han var blevet ved med at fremture med flere spørgsmål for at få svar. For så havde han opdaget, at Jesus stillede ham på en drilsk prøve, som netop kun er en prøve, der skal vise, at fuldkommenhed ikke er os mennesker beskåret.
Men den unge mand vælger at stille sig tilfreds med sit gods, man ved jo hvad man har. Han vælger at klamrer sig til det han kender, han vælger at lade være med at forfølge lykken, han fravælger at finde ind til det, som han egentlig synes er en mangelvare i hans liv, det evige store øjeblik. Han vælger, at så må han leve med den indre sjælelige uro og tvivl, og den stor indre trang til at få udvidet den indre sjælelige horisont, sælger han ud af for gods og guld. Den unge mand går fra at ville et mere egentligt eksistentielt liv med mere værdi, til at holde krampagtigt fast sit materielle gods, hvor han ikke tidligere har fundet den store lykke.
Når Jesus stiller et fattigdomskrav til den unge mand, hvad mener han egentlig med det? Og klinger det ikke voldsomt fælt i vores ører, os der må siges at have nok af villa, Volvo og vovse. Og betyder Jesus ord om fuldkommenheden, at vejen til Gudsriget er lukket, hvis man nu har de 3 v’er og lidt i banken – eller omvendt, at vejen kun er åben, hvis man er en enlig mor på kontanthjælp, eller måske hjemløs.
Når Jesus siger, at det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje, end for en rig at komme ind i Gudsriget, betyder det så, at vi ligeså godt kan luske samme vej, som den unge mand? Og vil den sige, at hvis vi for alvor vil se og bekende os som kristne, skal vi skynde os ud og sælge alt, hvad vi ejer, og først genoptage gudstjenesten, når vi alle kun ejer det tøj vi står i?
Jesus disciple blev ikke mindre forfærdede end den unge mand og os. De stiller det ganske fornuftige spørgsmål: “Hvem kan så blive frelst?”. Og havde vi ikke teksten slutsætning: “For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt” – så ville der ikke være ret meget godt og glædeligt budskab i teksten – porten til Gudsriget ville være os for snæver og trang.
Men kameler kan sagtens gå igennem nåleøjer! Det lyder som en horribel påstand, for billedet med kamelen og nåleøjet er jo så komisk, og vi kan nok sagtens se både det sjove og umulige i, at en stor kamel med to pukler forsøger at vride sig igennem et lillebitte nåleøje, men billedet er jo samtidig tragisk, fordi det synes at være et umuligt projekt.
Men kameler kan gå gennem nåleøjer, det kræver blot, at vi lader os fører et godt stykke baglæns med Jesus ved hånden. Kommer vi med det lillebitte nåleøje på lang nok afstand af kamelen, ja så er der ingen problemer med at få kamelen ned i samme dimension som nåleøjet.
Omsat betyder det billede, at kamelen kommer ikke igennem nåleøjet ved vores egen kraft, men flytter vi derimod fokus fra os selv og vores egen formåen, dygtighed, og jagt efter lykkens store evige øjeblik, så bliver perspektivet og dimensionen anderledes – og vores liv anderledes.
Den unge mand må luske bort, fordi han vil alting selv, og selvom han indirekte fik at vide, at han var en dygtig ung mand, når han holdt budene, så ville han være fuldkommen ved egen kraft og dygtighed. Han mente, at jagten på at komme livets- og lykkens lunefuldhed til livs var hans ene og alene.
Men kameler går sagtens gennem nåleøjer:
- når vi tager det evige på os, dét at være til rådighed for livet, netop som det giver sig.
- når vi tør være tilsted i vores aktuelle liv, og gribe ud efter det, som er lige foran næse på os.
- når vi slipper vores eget, og ikke vil åbne livets veje alene.
- når vi opgiver at stræbe efter at være fuldkomne.
- når vi vedbliver med at have fokus på, at Gud skal give os og være overskuddet i vores liv, et overskud, som helt og fuld dækker over vores eget underskud.
- at vi har del i en himmelsk skat, når vi lader Gud være ene om at være fuldkommen.
- når vi hager os fast i, at troen, håbet og kærligheden i livet, er noget vi får skænket ganske kvit og frit, ikke i kraft af os, men fordi Gud ville det.
Og dermed er vejen for kamelen gennem nåleøjet, vist blevet ganske bred og farbar, fordi Guds nåde kom til verden ved Jesus Kristus, ham der påtog sig vores liv og vilkår, for at lette os vejen gennem nåleøjet.
“Hvorfor er lykken så lunefuld og hvorfor er glæden så kort” – ja sådan vil vi vel blive ved med sommetider at føle livets mere eller mindre tilfældige tildragelser, men dér er det nok værd at tage næste salmes ord med sig ud herfra og huske, at hvis vejen ind ad Gudsriget til tider synes som en lidt snævre port, vil den altid vise sig at være på vidt åben, når vi slår følge med hinanden, og med Jesus som fører på vejen, vedbliver at holde fast i, at fuldkommenheden skal vi lade ham, som gør den del bedst, være alene om. Amen.
