Aalborg StiftLiv + TroPrædikenerKirkeåret 2009-10 › 20. søndag efter trinitatis 2010
Feedback

20. søndag efter trinitatis 2010

Lad det være slået fast med det samme: Vingårdsejerens søn er et billede på Jesus, og vinbønderne er et billede på os, dig og mig.

Gud skabte himlen og jorden fuld af herlighed og alt var såre godt. Vi mennesker skulle leve livet og glæde os over livet med Gud og med hinanden, og vi skulle fryde os over Guds skaberværk i al dets mangfoldighed og frugtbarhed.

Men vi glemte hurtigt og har aldrig siden rigtig fattet, at det alt sammen; livet, fællesskabet, samhørigheden, skaberværket var noget vi fik til låns og ikke i eje. Vi forsøger at rage vingården til os som vor egen, og når først vi glemmer, at den magt vi har er en betroet magt, og vi begynder at se magten som et mål i sig selv, så fører det hurtigt til en uhæmmet selvudfoldelse, der ødelægger livet, samhørigheden og skaberværket.

Når man glemmer, at den magt man har er en betroet magt, til at forvalte under ansvar overfor Gud, ja så tænker vi kun på vore egne rettigheder og glemmer pligterne, der fulgte med magten. Nemlig pligten til at elske vor næste som os selv.
Den ene profet efter den anden sendte Gud til vingården for at minde os om vore pligter og vort ansvar. “Hvorfor overser I de ensomme, de svage, de syge, de udstødte, dem der lider nød?” “Hvorfor forholder I Jer med ligegyldighed?”

Ligegyldighed er vor tids vel nok mest udbredte synd, og vi må give Paulus ret, når han siger: “… det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg”. (Romerbrevet. 7,19). Vi fristes til ligegyldighed, måske fordi vi ikke rigtig regner med vor Herres eksistens. Vi regner ikke rigtig længere med, at vi skal stå til ansvar overfor nogen.

Det er jo ikke fordi, at vor Herre ikke kan rumme, at vi “gør krumspring og spræller i nettet”, når han kalder på os og lægger en opgave i vore hænder. Tværtimod, så fortæller han os, i den første af lignelserne vi hører i dag, at den ene af de to sønner, først siger “nej”, men ender med at være den der gør det, der er hans fars vilje. Det sker jo, at vi af uransagelige veje og omveje bliver bragt der hen, hvor vi skal være. Hellere “sprælle” ærligt i nettet, end sige et pænt “ja”, som er hult og tomt. Det er der mere selverkendelse i, og knap så megen virkelighedsflugt.

Den der erkender, hvem han eller hun selv er, og hvad han eller hun selv mener og føler, har også mulighed for at blive bevæget. Bevæget af Guds kærlighed, så angeren kan indfinde sig. Man kan erkende sin skyld og gøre sig håb om at blive sat fri. Det er en misforståelse at tro, at Guds kærlighed kun er for de, der aldrig går vild. De findes for øvrigt heller ikke!

Ethvert menneske pådrager sig skyld, ellers lever vi ikke, og derfor må du og jeg også gøre op med os selv, og spørge os selv: “Vil du være skyldig og fri, eller vil du bare bilde dig ind, at du er skyldfri?” – Selv om der er et ordsprog, der lyder “Skyd ikke budbringeren, fordi du ikke bryder dig om budskabet”, så er det alligevel det der sker i lignelsen om vinbønderne i vingården, for de folk vingårdsejeren sender til dem bliver pryglet, dræbt og stenet. Vingårdsejeren fik ikke det høstudbytte, som Han med rette havde forventet, og sådan er det stadig, når man ser på hvilke frugter, eller mangel på samme, vore liv bærer.

Da vingårdsejeren sender sin søn, og han endnu en gang forsøger, at få vore øjne op for de mennesker og det liv vi svigter, lyder svaret: “Korsfæst ham!”
Men hvad vil der nu ske, når vingårdsejeren kommer? spørger Jesus. Når nu vingårdens ejer kommer, hvad vil han så gøre med de vinbønder? Hvad vil han så gøre ved de bønder, der har korsfæstet hans søn?

Tilhørerne svarede: “Et ondt endeligt vil han give de onde og overlade vingården til andre vinbønder, som vil give ham høsten, når tiden er inde.” Og ja, vi kan ikke sige andet, end at det også er, hvad vi har fortjent, men evangelieteksten slutter Gud ske tak og lov ikke her, men fortsætter med at Jesus henviser til skriften (Psalme 118) og siger:

“Den sten, bygmestrene vragede, er blevet hovedhjørnesten. Det er Herrens eget værk, det er underfuldt for vore øjne?”

Det er evangeliet, det glædelige budskab til os alle, at hovedhjørnestenen, vor Herre Jesus Kristus, han er en klippe der består, og som vi kan reddes op på, når vi er kuldsejlet på livets stormfyldte hav, når vi er ved at æde os selv og hinanden op i egoisme, eller når vi er faldet i den grøft at tro, at livet blot handler om en jagen efter størst mulig behagelighed og mindst mulig smerte.

Når vi er blevet lede og kede af os selv og vore egne svigt og bedrag, og når vi er blevet trætte af at bortforklare og komme med dumme undskyldninger for, hvorfor vi gjorde, som vi gjorde, ja så står hovedhjørnestenen fast, for at vi kan reddes ved den, og der få grund under fødderne, fundament under tilværelsen, og blive sat fri til en ny begyndelse.

Kristus vil føre os tilbage til livet. Ikke for at vi skal fortsætte som før, men for at vi kan leve et liv som benådede. Leve et liv uden virkelighedsflugt og uden falsk fromhed og tomme og hule “ja´er”.

Alt for ofte stemmer vore ord og vore gerninger ikke overens. Kun i et eneste menneske har der ingen splittelse og splid været, nemlig hos Kristus selv. I ham var ord og gerning og liv ét. Han er den der sagde “ja”, gjorde “ja”, og levede dette “ja” ud i sit liv, sin død og sin opstandelse, derfor er Han hovedhjørnestenen, der ikke kan rokkes.

Jesus, som mennesker ikke ville bygge på, har Gud selv gjort til en hovedhjørnesten, da Han oprejste ham fra døden. Gud har gjort ham til den hovedhjørnesten, som er alt livs fundament og forudsætning.
Når Jesus siger om sig selv, at den, der falder over denne sten, bliver kvæstet, så taler Jesus om, at der er fare for, at vi falder over ham, forarges over ham og ikke kan tro på ham.

Vi kan forarges, “falde over” at Guds egen søn blev født som et fattigt menneske i en stald og døde den usleste død på et kors. Vi kan forarges over den sandhed, at Jesus er opstået fra de døde. Vi kan forarges over, at han siger uventede og nye ting, som vender op og ned på de værdier vi har. Det følte farisæerne, da Jesus tog imod skøgerne, de fattige og mislykkede, tolderne og synderne.

Men hvis vi falder, hvis vi forarges over Kristus, så kvæstes vi. For vi eller vore medmennesker kvæstes altid, når vi ikke gør vor menneskepligt, den pligt at vi skal elske Gud af hele vort hjerte sjæl og sind og vor næste som os selv. – Når Jesus så også siger, at “den stenen falder på, bliver knust”. Hvad mener han da med det?

Jo i begyndelsen af Biblen fortælles der, at Gud sagde til slangen:
“Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem dit afkom og hendes: Hendes afkom skal knuse dit hoved, og du skal bide hendes afkom i hælen.” (1. Mosebog 3,15).

Da Jesus opstod fra de døde påskemorgen, da knuste han slangens hoved. Jesus er den sten, som knuser slangen, djævelen, det onde, døden og mørket.

Hovedhjørnestenen består på trods af vore svigt. Står fast, for at give dig og mig en ny begyndelse. Så lad os da nu og hver en dag, søge hen til hovedhjørnestenen, og tage imod den nye begyndelse med tak og glæde, og frimodigt begive os ud i livet med vor næste, for at forvandle vort “nej” eller vort dækningsløse “ja”, til et klippefast “ja” i ord, gerning og liv.

Amen”!

Offentliggjort 17.10.2010

« Forrige prædiken Næste prædiken »