Aalborg StiftLiv + Tro2017Marts › "Vi har bogstaveligt talt taget synden i munden"
Feedback

“Vi har bogstaveligt talt taget synden i munden”

SYNSPUNKT: Synden har holdt flyttedag og har i dag sin primære bolig i sundhedssektoren. Den refererer ikke længere til et misforhold i relationen mellem Gud og menneske, men til en konkret handling, der udviser mangel på kropslig selvbeherskelse og skader vores sundhed. Men er sundhed vor tids frelse?

14. marts 2017. Af Theresa Lundquist, stud.theol. og kirkesanger i Sønderholm Kirke

Er det en synd at være usund og er sundhed vejen til frelse, spørger Theresa Lundquist i denne uges SYNSPUNKT (Foto: Christian Roar Pedersen)

Vi er ikke vilde med den, altså synden, og kirkens evindelige tale om det syndige menneske. Skulle der virkelig grundlæggende være noget galt med mig? Hvor vil De hen? Og hvad bilder De dem egentlig ind? Må jeg være fri!

“Giv mig den kristne synd tilbage”, lød så alligevel overskriften på en kronik i Kristeligt Dagblad. Ikke skrevet af en kristen talsmand, men såmænd af en ateist, der – som så mange moderne mennesker – i mange år havde taget afstand fra den kristne syndsforståelse og tanken om, at synden skulle være en uomgængelig del af det at være menneske.

Synonym for usund

Anstødsstenen for skribenten var erfaringen af, at der faktisk ikke ligger nogen befrielse i opgøret med synden, nej, muligheden for at kunne leve et syndfrit liv er tværtimod en forbandelse. For selvom mange vægrer sig ved at have synden som sin faste følgesvend, er den alligevel ikke sådan til at komme uden om. Den er blevet en fast del af vores ordforråd og optræder ikke sjældent i artikler om kost og motion.

Usunde madvarer omtales som syndige, og mange betegner sig selv som syndere ved indtagelse af de såkaldte tomme kalorier. Ja, syndsbegrebet er blevet sekulariseret i en sådan grad, at Frisko tilbage i 2003 lancerede syv flødeis opkaldt efter de syv dødssynder, og Amager Bryghus har tilsvarende markedsført syv øl som The Sinner Series. Vi har i meget bogstavelig forstand taget ordet i munden. På tilsvarende måde sker den moderne bodsudøvelse nu i fitnesscentrene, hvor sundhedsreligionens præstestand, kostvejlederen og den personlige træner, forkynder det sunde evangelium, og hvor bodyfitness-atleterne fremstår som vor tids asketer.

Synden har således holdt flyttedag og har i dag sin primære bolig i sundhedssektoren. Den refererer ikke længere til et misforhold i relationen mellem Gud og menneske, men til en konkret handling, der udviser mangel på kropslig selvbeherskelse og skader vores sundhed. Sagt med andre ord: Vi synder ikke længere over for Gud, men over for os selv!

Sundhed er den moderne frelse

Frelsen består da i at sikre sin sundhed og i sidste ende holde døden på afstand. Hvilket så omvendt betyder, at vi selv har en del af ansvaret, når vores krop rammes af lidelse. Betegnelsen “livsstilssygdomme” er et eksempel på, hvordan vi selv stilles til ansvar for bestemte sygdomstilstande: Hvis bare vi havde levet anderledes, ville vi sandsynligvis være gået fri. Og det er ikke blot i forhold til fysiske lidelser, at vi selv står med ansvaret. Hvis man lever korrekt, kan man også undgå psykiske lidelser, jf. følgende avisoverskrift fra BT: “Undgå angst og depression – 10 enkle veje til mental sundhed”.

Ja, selv etikken er blevet drejet mod det legemlige. En sund krop symboliserer moralske dyder som mådehold og arbejdsomhed, mens fedme ses som tegn på dovenskab, grådighed og manglende viljestyrke. Det er nået dertil, hvor en sund livsførelse og en velformet krop er blevet statusmarkører. Har man styr på sin krop, har man også styr på resten af tilværelsen. Sundhed og moral anses på mange punkter som to sider af samme sag.

Selv ateister længes efter syndsforståelse

Konsekvensen af denne tankegang er i sidste ende, at vi – med et karakteristisk Løgstrup-udtryk – bliver vores eget livs suveræn: Når vores liv ikke lykkes, når vi ikke formår at holde tilværelsens lidelse på afstand, er det i sidste ende vores egen skyld. Det er vores egne syndige handlinger, der har ført os ud i fortabelsen. Den moderne syndsforståelse ender således ud i en enorm belastning af det enkelte menneske. Det er en sådan erkendelse, der kan få selv en ateist til at længes efter at få den kristne syndsforståelse tilbage.

Teologiprofessoren Johannes Sløk, der sidste år ville være fyldt 100 år, definerer synden som det at lukke sig sammen om sig selv og ville være forfatter til sin egen livshistorie. Og selvom der er forskellige grader af selvhævdelse, kan ingen af os sige sig fri for at ville forme sin egen historie. Dette gælder måske i dag i højere grad end nogensinde før: Vi betragter bestandigt os selv, selvrealisering er blevet tidens mantra, og selviscenesættelsen har med de sociale mediers fremgang nået hidtil usete højder. Vi skal konstant præstere, og det er op til os selv at skabe det liv, vi ønsker os. Men som teologien – og i de senere år også repræsentanter inden for psykologien (f.eks. Svend Brinkmann) – påpeger, finder vi ikke frelsen i os selv. Jo mere vi kigger indad, jo mere løsrives vi fra helheden og fortabes i os selv.

Livet lykkes også, når det mislykkes

For Johannes Sløk ligger frelsen i, at Gud skriver os ind i sin historie ved at blive menneske. I Jesus Kristus smelter Guds og menneskets historie sammen, og kristendommen aflaster dermed mennesket fra at skulle digte sin egen historie. Historien om Jesus Kristus er Guds selvhengivende kærlighedserklæring til mennesket, der befrier mennesket fra sig selv og fra at skulle præstere det succesfulde liv og leve op til samfundets idealer, for i sidste ende er vores historie fortalt, og den ender lykkeligt. Med Sløks ord: For den kristne lykkes livet også, når det mislykkes.

Sløks syndsforståelse er alt andet lige ligeså spiselig – og langt mere nærende – end den sekulariserede. Når vi lever i en præstationsorienteret kultur, hvor vores værdi som menneske ofte måles ud fra vores handlinger, og vores moral ud fra vores sundhed, forsøger vi bestandigt at skabe den bedst mulige fortælling om os selv. Intet menneske kan sige sig fri for at ville realisere sig selv i sin egen historie, og i det perspektiv er vi alle syndere og lades aldrig i ro. Men den kristne tro viser sig her som en tillid til, at Gud skriver os ind i sin fortælling, uafhængigt af om vores egen syndige historie lykkes eller ej.

Så nyd blot din is med god samvittighed, og drik din øl i ro og mag. I Guds øjne er du hverken en større eller mindre synder af den grund, og om vi går i fitnesscenteret eller til pølsevognen, får os i den sammenhæng hverken til at veje mere eller mindre. Gud ser i nåde til enhver af os uden forskel. Jeg er synder, ikke fordi jeg har gjort det ene eller det andet, men fordi jeg er et menneske. Men Gud ske lov er det ikke mig selv, der har det sidste ord i den sag.