Aalborg StiftLiv + Tro2017Marts › Præst: Den gode samtale er livsopbyggende
Feedback

Præst: Den gode samtale er livsopbyggende

Den gode samtale kan give næring til sjæl og sind, og derfor bør alle prioritere tid til fordybelse og eftertænksomhed, mener sognepræst Ann Sofi Lægsgaard Andersen.

16. marts 2017

Ann Sofi Lægsgaard er elendig til smalltalk, men på hjemmebane i den eksistentielle samtale. Her bliver man klogere på sine medmennesker og sig selv, mener hun. (Arkivfoto: Bente Poder)

Sognepræst Ann Sofi Lægsgaard Andersen har startet samtaleløb i Jerslev-Hellum-Mylund kirker. I lang tid havde hun savnet en anden måde at møde sine sognebørn på. Især den gruppe, som ikke så ofte kommer i kirken. Dem hun træner med i sportsklubben og hilser kort på i supermarkedet.

At nå ind til kernen i livet

“Jeg ville ønske, jeg bare afslappet kunne sludre lidt med damen i brugsen eller manden i fitness eller bare dem, jeg møder på gaden. Men sandheden er, at min hjerne går helt i baglås, når jeg befinder mig i en smalltalk-situation. Jeg går fuldstændig i stå og kan slet ikke finde på, hvad det nu lige er, man skal tale om.”

Anderledes ser det ud, når hun er på arbejde. Her er det unødvendigt med smalltalk, når mennesker kommer for at tale om liv, død, sorg, tvivl eller tro.

“På et splitsekund er jeg inde ved kernen af et andet menneskes liv. Den slags samtaler er næring til sjæl og sind, og den slags samtaler elsker jeg.”

Hendes passion og erfaring med livets store spørgsmål satte skub i tankerne om at starte samtaleløb i kirkens regi. Hun sætter et emne, som deltagerne skal forholde sig til og tale sammen om. Temaet kan eksempelvis være tvivl, taknemmelighed og håb.

“Når man løber eller går ved siden af hinanden, er der skabt et andet rum, end når man sidder over for hinanden. Der bliver skabt et trygt fællesskab, hvor man ikke nødvendigvis skal kigge hinanden i øjnene, men hvor det vigtigste er at lytte. Og så er det generelt bare skønt at tale sammen, samtidig med man bevæger sig,” forklarer hun.

Og det vigtigste – samtalerne giver stof til eftertanke.

Læs også: Samtaleløb er motion for krop og sjæl

“Det er samtaler, hvor man glemmer sig selv for en stund og sin egen selvcentrerethed. Hvor man ikke skænker tiden en tanke, eller spekulerer på, hvad man skal spise til aftensmad eller hvem, der handler ind. Hvor der bliver lyttet intenst, hvor man undres og har mod til at give lidt af sig selv, og måske komme frem til en dybere forståelse. Selvforglemmende, livsopbyggende samtaler, hvor der i øjeblikke næsten er noget guddommeligt på spil.”

Kirke på en anden måde

Formålet med initiativet er at vise, at kirken har noget at sige folk. De eksistentielle emner løftes i bogstaveligste forstand ud af gudstjenesten og ind i hverdagen.

“Rundt omkring os er der masser af spændende, oplysende og debatskabende arrangementer. Men sjældnere er der rum for og tid til langsomme, eksistentielle samtaler, der skaber mulighed for eftertænksomhed og fordybelse. Den slags samtaler har vi det sidste års tid forsøgt at skabe rum for via samtaleløbene.”

Ifølge Ann Sofi Lægsgaard er det vigtigt, kirken har kontakt til folk, også på denne måde. Selv agter hun at fortsætte med at sætte samtalen – eller gruppesjælesorgen, som hun også kalder det – i fast ramme.

Hun har desuden en klar opfordring til alle os andre: “Vær med til at prioritere den gode samtale og bliv om muligt lidt klogere på dit medmenneske og måske på dig selv.”