Aalborg StiftLiv + Tro2017Marts › Fotoserie: Så stor en forskel gør Folkekirkens Nødhjælp i Malawi
Feedback

Fotoserie: Så stor en forskel gør Folkekirkens Nødhjælp i Malawi

I efteråret var præst og journalist fra Aalborg Stift i Malawi for at se, hvordan Folkekirkens Nødhjælp redder liv, bekæmper ulighed og opbygger lokalsamfund.

2. marts 2017. Af Kamilla Bøgelund Hansen

I efteråret 2016 rejste en delegation, bestående af indsamlingsledere fra Folkekirkens Nødhjælp, på studietur til Malawi for at opleve, hvordan de indsamlede midler gør en verden til forskel. Se fotoserien ovenfor og få et indblik i rejsedeltagernes oplevelser.

Folkekirkens Nødhjælp har arbejdet i Malawi siden 80’erne. Dengang var arbejdet koncentreret omkring oprettelse af sundhedscentre og etablering af vandforsyning. FKN Malawis landeprogram fokuserer i dag på:

  • HIV/Aids
  • Fødevaresikkerhed (Inklusiv katastrofearbejde)
  • Aktivt medborgerskab

Kontoret i Malawi har i dag 20 medarbejdere og arbejder med omkring 32 projekter i samarbejde med 24 partnere. Budgettet for FKN Malawi var i 2016 25 millioner kroner. Malawi er ét ud af 24 lande, hvor Folkekirkens Nødhjælp arbejder.

Vær med til at gøre en forskel

I 2016 deltog i alt 106 distrikter i sogneindsamlingen i Aalborg Stift. Stiftet tæller 305 sogne, men når Folkekirkens Nødhjælp samler ind, arbejder man med begrebet distrikter, og så er der 207. Årsagen er, at nogle sogne slår sig sammen i sogneindsamlingen. Hvert distrikt skal have en indsamlingsleder for at kunne gennemføre en indsamling.

106 indsamlingsledere og et hav af frivillige brugte 3 timer af deres søndag på at samle ind. Ved fælles hjælp kunne de sende 967.248 kroner afsted til verdens fattigste. På landsplan samlede 20.000 frivillige hele 12 millioner kroner ind.

LÆS OGSÅ: Næstekærlighed langt ud over sognegrænsen

Vær med til at slå indsamlingsresultatet fra sidste år og meld dig som indsamler
På hjemmesiden kan du se, hvor du kan deltage i sogneindsamlingen nærmest dig. I Aalborg Stift er der cirka 2200 ruter, der skal dækkes ind.

Giv 3 timer af din tid søndag den 12. marts og forær:

  • Fem familier en køkkenhave, der sikrer mad og indtægt
  • 25 mennesker midlertidigt husly efter en katastrofe
  • 30 flygtningebørn næringsrig mad i en måned

Hvad venter du på?