Aalborg StiftLiv + Tro2017Januar › Flygtninge søger plads på kirkens bænke
Feedback

Flygtninge søger plads på kirkens bænke

Præsten i Tranum bruger en fjerdel af sin tid på asylansøgere. Han skaffer bibler på farsi og tolk fra Hjørring og får snart hjælp fra et udvalg, der skal styrke arbejdet med flygtninge i hele stiftet.

4. januar 2017. Af Hanne Mølby Henriksen

John Kristensen, Tranum, blev for et år siden udnævnt som den ene af to nye asylpræster i folkekirken. (Foto: Lars Pauli, Nordjyske Stiftstidende)

Der skulle være dåb i Koldmose Kirke den anden søndag i november. Hele tre styk. Dåbskanden stod med tempereret vand i dåbskarret, tre servietter lå foldet ved siden af, og dagens bibeltekst var trykt og lå klar på farsi.

“Der er ikke tolk på til vores gudstjenester, så vi udleverer bibelteksterne på farsi, så alle kan følge med,” siger John Kristensen, der har været præst i Lerup-Tranum-Koldmose Sogn siden 1996.

Allerede dengang lå der et asylcenter på markerne uden for Tranum. Den lille landsby på ryggen af Jylland har huset mennesker på flugt i over 20 år. Ikke at præsten mærkede meget til det de første mange år. Af og til så han nogle af de fremmede i kirken. En sjælden gang ønskede et par af dem også at blive døbt, men ellers har flygtningene levet temmelig isoleret ude i deres barakker og ikke haft mange ærinder i nordjydernes kirkelige liv.

Indtil sidste år.

Antallet af asylansøgere steg voldsomt gennem 2014 og især 2015. De fleste kom fra Syrien og Afghanistan, men også iranere søgte beskyttelse i Danmark. Flere af dem blev placeret på et af de i alt 18 asylcentre, der ligger drysset ud over Nordjylland. Og netop iranerne er nu begyndt at søge ind på kirkens bænke og interesserer sig for kristendommen, fortæller præsten fra Tranum. Det gælder, så vidt han ved, over hele landet. Ja, over hele Europa.

“Da bølgen af flygtninge kom sidste år, satte det alle i gang. Også den danske folkekirke,” siger John Kristensen, der siden har stået med mellem 12 og 20 asylansøgere til hver eneste gudstjeneste. Flere iranere end nordjyder, hvis han tæller efter.

“Det her er jo et typisk landsogn,” forklarer han. “Den kristne selvforståelse ligger dybt i folk heroppe. Den er gået i arv fra slægt til slægt, og de lokale er meget bevidste om, hvad det betyder at være kristen. De er bare ikke særligt gode til at gå i kirke.”

John Kristensen har flere gange oplevet at stå i en tom kirke til en gudstjeneste heroppe mellem Limfjord og Jammerbugt. Andre gange har han stået med kun to-tre mennesker på bænkene foran sig. Men det er længe siden sidst.

“Der er ingen tvivl om, at der er sket en stigning i antallet af kirkegængere i løbet af det seneste års tid. En pæn stigning.”

20 iranere i konfirmandstuen

De nye kirkegængere i Lerup-Tranum-Koldmose Sogn taler kun en smule dansk. Alligevel nynner de med på salmerne. De hakker sig vej gennem trosbekendelsen og går ivrigt til nadver på lige fod med de nordjyske kirkegængere. Og det seneste års tid har en halv snes stykker af dem ytret ønske om at blive døbt, mens andre allerede er døbt og bare gerne vil lære endnu mere om kristendommen.

“Det er jo en lidt speciel situation,” siger John Kristensen om de 20-25 iranere, der pludselig dukker op i konfirmandstuen hjemme i præstegården, når han holder dåbsforberedelse.

Han fik ret hurtigt fat i en stak bibler på farsi fra Bethesdas boghandel i København. Han fandt en tolk i Hjørring til at oversætte deres snak om teksterne. Og ved årsskiftet blev John Kristensen selv officielt udnævnt til asylpræst, så han nu kan bruge 25 procent af sin arbejdstid på asylansøgere ved siden af sit almindelige embede.

Læs også: Folkekirken ansætter to asylpræster

Folkekirkens Asylsamarbejde vurderer, at mindst 500 asylansøgere på landsplan er gået i gang med dåbsforberedelse eller allerede er konverteret fra islam til kristendommen og blevet døbt i danske kirker i løbet af i år.

Kirkeminister Bertel Haarder (V) opfordrede i begyndelsen af 2016 landets biskopper til at vente med at døbe flygtninge, indtil deres asylsag er afgjort. De risikerer at blive straffet i deres hjemlande, hvis de vender hjem som kristne, og nogle spekulerer måske i, at dåben kan være med til at give dem asyl her i landet, lød det. Biskopperne afviste at følge ministerens opfordring.

“De blev enige om, at når folk ønsker at blive døbt, så må vi selvfølgelig komme dem i møde,” siger John Kristensen og forklarer, at selve dåben til gengæld kun sker efter grundig forberedelse. Ikke af bibelske årsager, men simpelthen for at give asylansøgerne tid til at tænke sig om.

“Min opfattelse er, at iranerne ikke søger dåben for at vinde fordele. Det er virkelig et ægte og dybtfølt ønske. De ønsker også at få et kors, som de bærer synligt, når de er blevet døbt. Og de kommer stadig til dåbsundervisning, når de er blevet døbt, fordi de er ivrige efter at læse mere,” forklarer John Kristensen.

Nyt udvalg rækker hånden ud

Faktisk kniber det for præsten i Tranum at nå det hele. Det ville for eksempel være rart, hvis folkekirken kunne være noget for flygtninge uanset deres tro, synes han.

“Flere og flere mennesker, der ikke lige tænker på at skifte tro, henvender sig nu til kirken, fordi vi måske kan hjælpe. Det er endnu en opgave, vi står med her i Tranum. Vi vil gerne gøre mere for at hjælpe flygtninge generelt, men vi døjer med at finde frivillige til den del af arbejdet,” siger John Kristensen.

I det hele taget er det lidt svært for folkekirken at holde trit med behovet blandt asylansøgere. Derfor har Aalborg Stift på biskoppens opfordring besluttet i 2017 at oprette et lokalt udvalg til Folkekirkens Asylsamarbejde, der skal styrke og koordinere arbejdet med flygtningene i Nordjylland.

“Vi mener, at kirken har en opgave her,” siger Ejnar Thomsen, der er formand for stiftsrådet i Aalborg.

“Vi vil række hånden ud til alle flygtninge i stiftet. Uanset, om de tænker på at blive døbt eller ej. Og uanset, om de har fået deres asylsag afgjort eller ej. Alle mennesker kommer kirken ved.”

Det gjorde de også den anden søndag i november i Koldmose Kirke, hvor John Kristensen gjorde klar til dåb. To familier stod side om side ved døbefonden i skibet. En dansk og en iransk. Det danske barn blev døbt først, så de andre kunne se, hvordan det gik for sig. Stemningen i kirken var god. Alt gik helt efter bogen. Lige indtil alle tre børn var blevet velsignet, og det var tid til et fælles fadervor.

“Jeg er så gammel en rotte, at jeg tager mig nogle friheder engang imellem,” siger John Kristensen, der havde fået den ide, at familierne omkring døbefonden ikke skulle folde deres hænder i bøn som sædvanlig.

I stedet rakte de ud og holdt hinanden i hænderne. Børn og voksne, præst, danskere og iranere imellem.

“Det var helt fint med begge familier,” siger John Kristensen. “Det blev meget festligt.”