Aalborg StiftLiv + Tro2017Februar › 90 sogne tilbyder støtte til familier
Feedback

90 sogne tilbyder støtte til familier

På kun et år har Center for Folkekirkens Familiestøtte skabt et netværk af 90 sogne, der tilbyder hjælp til børnefamilier, der har det svært.

16. februar 2017. Christian Roar Pedersen

I Danmark er der mange børnefamilier, der har det svært. Mange forældre oplever, at hverdagen som familie er en udfordring, hvor det kniber med overskud, glæde og gode rutiner. Dem vil Center for Folkekirkens Familiestøtte gerne hjælpe.

De konkrete indsatsområder afhænger af den enkelte families ønsker, behov og udfordringer. Udgangspunktet for hjælpen er at støtte forældrene i at give børnene omsorg og en god opvækst, hvad enten forældrene er sammen eller bor hver for sig.

På kun et år er Folkekirkens Familiestøtte vokset fra nul til 90 sogne i Aalborg Stift, der tilbyder hjælp. Det er sket ved at ansætte syv lokale koordinatorer, der sørger for at skaffe frivillige og koble dem med familier, der har brug for hjælp.

Vil du være frivillig – eller har brug for hjælp?

Hvis du ønsker at blive frivillig eller har brug for hjælp, kan du kontakte den lokale koordinator. På dette interaktive kort kan du klikke dig frem til nærmeste kirke, der er med i Folkekirkens Familiestøtte.

Klik her for at åbne kortet i et nyt vindue

Nationalt netværk

Det er målet for Center for Folkekirkens Familiestøtte at skabe et netværk i hele landet. Der er allerede kontakt til sogne i Viborg og Århus Stift.

Om Center for Folkekirkens Familiestøtte

Center for Folkekirkens Familiestøtte har kontor i Folkekirkens Hus i Aalborg og er startet på initiativ af biskop Henning Toft Bro. Midlerne kommer fra provstiudvalg, satspuljen, fonde, Aalborg Stifsråd med flere.

Menighedsråd, der er med i Center for Folkekirkens Familiestøtte, tilbyder via frivillige hjælp til de børnefamilier, hvor forældrene ønsker hjælp til at give børnene en god opvækst. Målet er, at børn får en så god opvækst, at grundlaget for et godt voksenliv forbedres.

Læs mere om Center for Folkekirkens Familiestøtte her…

Presse
Presseansvarlig

Mediekonsulent Christian Roar Pedersen, telefon 23 20 30 99
presserum · presse@aalborgstift.dk