Center for Folkekirkens Familiestøtte, Folkekirkens Familiestøtte
Aalborg StiftLiv + Tro2016September › Nu kan børnefamilier i Jammerbugt få hjælp af kirken
Feedback

Nu kan børnefamilier i Jammerbugt få hjælp af kirken

I Jammerbugt Provsti ser sognene så stort et potentiale i Center for Folkekirkens Familiestøtte, at man har ansat en fælles koordinator på fuld tid.

26. september 2016. Tekst og foto: Kamilla Bøgelund Hansen

Jens Sørensen er den første koordinator på fuld tid i Center for Folkekirkens Familiestøtte.

De fleste menighedsråd i Jammerbugt Provsti er nu med i Folkekirkens Familiestøtte, og en samarbejdsaftale i provstiet har banet vej for at kunne ansætte en koordinator på fuld tid til gavn for dem alle.

En håndsrækning til børnefamilierne

Provst i Jammerbugt, Folmer Toftdahl-Olesen, glæder sig over sognenes store engagement i Folkekirkens Familiestøtte. Diakoni bør prioriteres højt, for der er brug for hjælpen.

“Det er vigtigt, at vi i menighedsråd og i folkekirken generelt er klar over og retter større opmærksomhed mod det faktum, at mange af vores børn og unge ikke trives,” mener Folmer Toftdahl-Olesen.

Hvor kommunerne tager sig af de behandlingskrævende familier, er Folkekirkens Familiestøtte et tilbud til den brede familiegruppe, hvor forældre har brug for hjælp til at skabe godt samvær i familien.

“Folkekirkens Familiestøtte kan kan godt ses som et bidrag til en forebyggende indsats, til gavn for den enkelte familie og for samfundet,” forklarer provsten.

I Jammerbugt kommune er kirken i god kontakt med både borgmester og socialudvalg, og den nyansatte koordinator skal være med til at udbygge samarbejdet.

Har altid arbejdet med børn

Manden, der er valgt som koordinator i Jammerbugt, er Jens Sørensen, 61 år, læreruddannet og tidligere forstander ved Han Herred Efterskole.

“Jeg har set de børn og familier i virkeligheden og oplevet, at der er et behov. Derfor glæder jeg mig meget over, at der findes et tilbud som Folkekirkens Familiestøtte og at jeg, som koordinator, kan være med til at gøre en forskel for de forældre, der har brug for hjælp,” siger Jens Sørensen og tilføjer.

“I min karriere som lærer og leder har jeg haft mange samtaler med børn, unge og forældre, og jeg føler derfor, at jeg har en god baggrund og erfaring med at kunne lytte og etablere tillid, som grundlaget for støtte og hjælp.”

Skoledere bakker op

Folmer Toftdahl-Olesen er også overbevist om, at Jens Sørensen er et godt match til stillingen.

“Jeg tror på, at Jens’ baggrund bliver en fordel i mødet med den enkelte familie, og ikke mindst i kontakten med kommunens skoler og daginstitutioner.”

Trods sin korte ansættelse har Jens Sørensen afholdt møder med flere af kommunens skoleledere. De fleste bekræfter ham i, at Folkekirkens Familiestøtte kan være til stor hjælp for mange børn. Pia Hovaldt, skoleleder på Fjerritslev Skole, er særligt begejstret.

“Det er min erfaring, at mange børnefamilier godt kunne have brug for hjælp i dagligdagen. Det kan være til at få dagen godt begyndt om morgenen, få hjælp til at komme i skole til tiden og komme hjemmefra uden konflikter. Alt sammen noget, der kan løftes af frivillige og som vil have positiv indflydelse på hele familiens dag.”

Ændrede levevilkår

Hun mener, at vi indretter vores liv meget anderledes end for 50 år siden. Mange forældre har lang transporttid til arbejdet, familien bor længere væk og bedsteforældrene er længere tid på arbejdsmarkedet. Det betyder nye og mere pressede vilkår for børnefamilierne.

“Vi mærker tydeligt på børnene, når de har haft en urolig morgen. Nogle har svært ved at blive afleveret og andre har brug for ekstra voksenkontakt. Desværre har vi ikke altid de ressourcer, der skal til, for at kunne være der for dem.”

Der er netop i Jammerbugt Kommune etableret en forsøgsordning med at sætte en socialrådgiver ud på kommunens skoler i tre timer om ugen. Målet er at komme tættere på problemstillingerne og finde løsninger lokalt fremfor at inddrage kommunen, fortæller Pia Hovaldt.

“Jeg har inviteret Jens med i det forum, fordi jeg ser gode muligheder for at vi kan bruge hinanden i forebyggende indsatser. Vi er selvfølgelig meget bevidste om, at det ikke handler om at finde opgaver, som kommunen skal løse.”

God kontakt til menighedsrådene

Etableringen af Folkekirkens Familiestøtte kræver også, at Jens Sørensen skal have fundet ressourcepersoner lokalt i sognene. Fra sit kontor i Kirkecentret i Fjerritslev er han derfor i fuld gang med at kontakte samtlige menighedsråd i provstiet.

“Det er vigtigt for mig at få skabt et godt samarbejde med menighedsrådene. Dels er det vigtigt, at menighedsrådene tager ejerskabet til Folkekirkens Familiestøtte på sig og dels kan medlemmerne af rådene hjælpe mig med blandt andet at finde lokale frivillige.”

Folmer Toftdahl-Olesen bifalder hans fremgangsmåde.

“Jeg tror og håber på at menighedsrådene kommer med, så snart Jens får løbet arbejdet i gang.”

Frivillig i kirken

At der flere steder fra er rift om de frivillige bekymrer ikke Jens Sørensen.

“Jeg har allerede fået et par henvendelser, så jeg er fuld af fortrøstning. Men det er klart, at folk skal vide, vi er her. Jeg tror desværre kun det er få, der tænker over, at kirken laver socialt arbejde, men det skal vi nok få gjort dem opmærksom på,” siger han og smiler.

Og hvem er der så brug for?

“Først og fremmest har vi brug for folk, der er gode til at gå i dialog med forældrene om behovet for støtte og som er gode til at få skabt gensidig tillid,” forklarer Jens.

Sammen med familien kan den frivillige være med til at skabe en anden struktur på hverdagen, tale om hvordan man har en god samtale med sine børn, hjælpe med at få børn til fritidsaktiviteter, bistå med at kunne overskue familiens budget eller hjælpe forældrene med at få etableret netværk til andre familier og børn.

“Skal vi have gjort noget ved, at børn og unges store ensomhedsfølelse stiger år for år, så skal forældrene – lige fra børnene er helt små – sørge for, at de oplever fællesskab med andre børn, eksempelvis gennem fritidsaktiviteter. Her kan de få gode venner, som kan bruges i ungdommen,” afslutter Jens.

Udbredelse af Jammerbugt-modellen

“Jeg glæder mig meget over, at menighedsrådene i Jammerbugt Provsti er gået sammen om at ansætte en koordinator, så vedkommende kan arbejde med Folkekirkens Familiestøtte på fuld tid. Det betyder, at Folkekirkens Familiestøtte er tilgængelig alle ugens dage og derfor kan rykke hurtigere”, siger Leif Sondrup, daglig leder af Center for Folkekirkens Familiestøtte.

“Det er også langt nemmere at profilere Folkekirkens Familiestøtte som et samlet tilbud for alle i kommunen frem for i et enkelt sogn, da børn på samme skole kan komme fra mange forskellige sogne. Det er bestemt en model, som vi opfordrer til at bruge andre steder, og den omtales allerede nu som Jammerbugt-modellen. Og der er heldigvis flere koordinatorer på vej på fuld tid,” slutter Leif Sondrup.

Alle koordinatorer i Folkekirkens Familiestøtte er ansat og aflønnet lokalt og indgår som medarbejdere i Center for Folkekirkens Familiestøtte. Ledelsen af Folkekirkens Familiestøtte har kontor i Folkekirkens Hus i Aalborg.