Aalborg StiftLiv + TroMaj › Nyt kirkeligt tv-program
Feedback

Nyt kirkeligt tv-program

Journalisten Christian French har udviklet et nyt kirkeligt tv-program, der fremover kan ses på Kanal Nord og TV2/Nord

31. maj 2012. Tekst og foto: Christian Roar Pedersen

Sognepræst Sussie Nygaard Foged (tv) og journalist Christian French (i midten) under tv-optagelser i Budolfi Kirke

“Vorherre bevares!” er titlen på et nyt kirkeligt tv-program, hvor journalist Christian French og sognepræst Sussie Nygaard Foged hver måned præsenterer en række indslag fra kirkelivet i Aalborg og Viborg Stift.

“Som journalist har det været enormt spændende at se, hvor meget der sker rundt om i kirkerne, som ikke kun handler om gudstjenester om søndagen,” fortæller Christian French.

Alterbrød og syngende babyer

I første udsendelse besøger “Vor Herre Bevares!” bl.a. Danmarks eneste alterbrødsbageri, og Sussie Nygaard Foged giver svar på, om nadveren er ren kannibalisme.

Ud over alterbrød byder første udsendelse også på babysalmesang, nye kirkebænke og et portræt af kunstneren Esben Hanefelt Kristensen.

Samarbejde med Viborg Stift

Christian French har sammen med mediekonsulent Ole Blume fra Viborg Stift udviklet programmet, der hver måned gæster en ny kirke i et af de to stifter.

Sendetider

“Vorherre Bevares” kan ses på TV2/Nord søndag den 3. juni kl. 18.00 og på Kanal Nord onsdag den 6. juni kl. 22. Udsendelse vil blive genudsendt på TV2/Nord og sendes onsdag, fredag og søndag på Kanal Nord.

Fra på søndag vil udsendelsen også kunne ses på aalborgstift.dk

Hent flere fotos i højopløsning

Presse
Presseansvarlig

Mediekonsulent Christian Roar Pedersen, telefon 23 20 30 99
presserum · presse@aalborgstift.dk

Pressetags

kirke TV