Mette Behrndtz møder i jobbet som præst død og sorg hver eneste dag, alligevel er det et meningsfuldt arbejde.
“Du bliver en del af folks liv. Det er både til fest og til begravelse. Her kan du gå ind at gøre en meget stor forskel for nogle mennesker,” fortæller hun.
Fordi hun er præst og har evangeliet med sig, har hun noget at sige til folk, når de sidder i deres sorg, forklarer hun.
Det er dog ikke i alle situationer, hun kan trøste de pårørende:
“Men jeg har dog nogle ord, jeg kan give dem med på vejen, og som måske kan tænde lidt lys midt i sorgens mørke,” siger hun.
Menigsløse tab
Det værste ved at være præst er, når Mette Behrndtz oplever meningsløse tab. Når børn dør:
“Man bliver selv ramt. Det er rigtig rigtig hårdt.”
Hun tager dog ikke sorgerne med hjem, selv om de er med til at forme hende.
“Når jeg tager hjem, har jeg lagt det fra mig. Jeg ser mig selv som en kommode, hvor der er nogle skuffer man trækker ud til nogle bestemte situationer.”
De skuffer kan hun lukke i, når hun kommer hjem til mand og børn. Hun kan godt tænke på, det der er sket, men er ikke typen der sidder og taler tre timer om arbejdet med familien.
“Det er vigtigt at jeg kommer videre, for der er meget jeg skal bære i løbet af sådan en embedstid,” slutter hun.