I lignelsen om de betroede talenter (Matt. 25, 14-30) skulle en mand rejse til udlandet og betroede sin ejendom til sine tjenere: Én tjener fik 5 talenter, en anden fik 2 talenter, og en tredje fik 1 talent. Begge de to første tjenere gik hen og handlede og tjente lige så meget hjem, som de havde fået betroet. Men den sidste tjener, ham med den ene talent, gravede et hul i jorden og gemte sin herres penge. Efter en tid venter tjenernes herre hjem igen. De to første tjenere fik ros for deres trofasthed over det, de havde fået betroet. Men den sidste tjener kom og sagde, at han ingen tillid havde haft til sin herre. Derfor ville han ikke handle med pengene, men bare gemme dem af vejen, så herren kunne få sin ene talent tilbage. Hans herre reagerede ved at kalde ham dårlig og doven, og i stedet for at sende ham ind til glæden sammen med de to
andre, smed ham uden for i mørket.
Det vigtige er tjeneren med den ene talent. Han havde oplevet hårde ting i sit liv og havde derfor ikke tillid til sin herre eller mod på at handle. Sådanne mennesker møder vi i kirkens diakoni: Vi kalder dem de svage, de ressourcesvage, de udsatte, eller mennesker i en svær livssituation. Det er så fristende at blive hængende ved, at de er svage eller udsatte og fokusere på alt det, de ikke kan.
Ofte sker der det, at hvis et mennesker lider enten fysisk, psykisk eller socialt, så har både omgivelserne og personen selv så meget fokus på lidelsen, at alle sider af det menneskes liv bliver berørt. Man lulles ind i den fordom, at det menneske ikke er duelig til noget mere – og det betyder faktisk at miste sin værdighed. Så bliver vi medskyldige i, at de mennesker helt lades tilbage i mørket og ikke kommer til at opleve et liv med mening og glæde.
I stedet skal vi lede efter menneskers talenter. Ethvert menneske kan noget. Og hvis et menneske har glemt det, så skal vi komme til ham eller hende og sige: Selv om du er syg eller fattig eller ensom eller ikke så dygtig til alt, så er der altså noget, du kan og er god til: Du du’r, du er god nok, for du har fået noget vigtigt betroet.
Så kan man komme til at dele glæden over at opleve, at det menneske blomstrer op og efter en tid kan meget mere, end både omgivelserne og de selv forventede. Det gode liv vokser frem ved, at man får lov til at arbejde med det, man kan og er god til at gøre, og at andre tror på én. Gud har brug for alle mennesker som sine tjenere. Vi skal hjælpe hinanden med at finde alle de bedste ressourcer frem i mennesker, gøre dem duelige og give dem menneskeværd.
