Biskoppens prædiken ved flagdag for soldater den 5. september 2011 i domkirken
- Mt. 25, 14-30.
- Salmer: 729, 36,, 15, 784
…han så den store helikopter krænge over… og så to raketter forlade den mærkelige, knortede maskine, så de sortgrå streger skar gennem luften, fulgt af den skræmmende gråhvide eksplosion. Han hørte en dyb rumlen, og nede i dalen dukkede kampvognen op igen. Det var som en metallisk, forhistorisk uhyre….der kom hidsige glimt fra maskinkanonen på kampvognen. Han så glimtene og hørte lyden som en hakkende torden. Bag kampvognen kunne han skimte soldaterne, der virkede underligt uformelige i deres kraftige skudsikre veste.
Således beskriver forfatteren Leif Davidsen i novellen “Krigen uden ende” en fårehyrdes oplevelse af krigens absurditeter i Mellemøsten. Nogle af jer har haft krigen tæt inde på livet. Nogle måske for tæt. Andre igen kommer måske til at opleve det i fremtiden.
De fleste af os oplever det gennem medierne og soldaters fortællinger om krigens gru.
Krig er lemlæstelse og død. Eller som en tidligere østfrontkæmper skriver det i et læserbrev i torsdags: krig i sig selv er ond, fordi den koster alt for mange unge menneskers liv, og stor sorg for deres pårørende.
Men vi ved også godt at krig i nogle situationer er uundgåeligt. Desværre. Så meget desto mere er der grund til at holde flagdag for vore udsendte soldater. For at vise ære og respekt.
Og ja, nogle betaler den højeste pris. De satte livet på spil. De betalte med livet. Senest en dansk soldat i lørdags.
Det med at sætte livet ind på en sag, var præcis det Jesus fortalte om i den lignelse vi hørte læst fra alteret: lignelsen om de betroede talenter. Den handler netop om at bruge det liv vi har fået. Sætte det på spil. For hinanden. For kærligheden.
En gang hørte jeg en sælsom historie.
Den handler om en bonde fra Mors. Vi er vel to måske tre generationer tilbage i tiden.
Bonden havde inviteret sine to sønner med til årets traditionsrige dyrskue.
Den gang var dyrskue en anderledes folkefest end i dag. Her mødtes man med mennesker man ikke havde set længe. Gøgl og underholdning og handel sang og musik og folkefest gik op i en højere enhed. Og mon ikke der foregik en del slagsmål når de unge bønderkarle havde fået lidt for meget ind under vesten? Det er i hvert fald det vi hører og læser om.
Men bonden var som sagt kommet til dyrskue med sine to sønner. Da de stod ved indgangen til pladsen og det kriblede i børnenes fingre efter at tage del i glæderne og festlighederne, trak faderen de to sønner til side. – Ræk jeres hænder frem, formanede han.
Drengen rakte deres hænder frem og så nu at faderen lagde en blank femmer i hånden på dem hver. – De er til jer, og I må gøre med den hvad I vil, sagde faderen, men så føjede han til: – Som sagt må I bruge pengene som I vil, men I skal vide, at hvis I kommer hjem med femmeren, får I en ekstra til sparegrisen.
Da de tre var kommet hjem på gården oprandt regnskabets time.
Den ene dreng sagde frimodigt at han havde brugt rub og stub og det havde han det godt med, for han havde haft en god dag.
Den anden rakte en blank femmer frem for faderen, som lagde en ekstra femmer i hånden på drengen, og roste ham for hans sparsommelighed.
I lignelsen om de betroede talenter, roses den ødsle og ham der ingenting havde tjent skoses.
I fortællingen om de tres tur til dyrskue, er det den sparsommelige der roses, ja, han får tilmed fordoblet det beløb faderen havde lovet. Altså en modfortælling til lignelsen.
Ville bonden have levet op til intentionen i lignelsen havde han givet sine drenge en femmer med tilføjelsen: når den er brugt kan I komme og få en til. Det gjorde han ikke. Tværtimod lagde han bånd på drengene. Han ville passivisere og opdrage dem til sparsommelighed.
Hvilket liv ville vi få, hvis vi alle gik rundt og puttede med det? Var det et liv vi ønskede os? Ja, for nogle var det vel det bedste der kunne ske, altså at liv og dagligdag bare gik sin vante, lige gang uden de store udsving og satsninger.
Tænk hvis ingen brugte deres liv som soldat. Tænk hvis ingen ville kæmpe for frihed, demokrati og fred i verden. Det er der heldigvis mange der vil. Måske også nogle af jer. Det aftvinger respekt. Det aftvinger agtelse
Når Jesus fortæller lignelsen er det for at minde os om, at det liv vi har fået, det skal i spil. Der skal ikke spares på livet, for nu at blive i sproget. Livet skal sættes på prøve. Det skal ud og det skal leves. Ikke bag nedrullede gardiner hvor der er fred og ingen fare. Livet skal ud og leves mellem mennesker hvor der er ufred og fare på færde.
Vi har hver især fået et liv at gøre godt med, og så gælder det netop om at gøre godt med det. Ikke grave det ned, livet, men tage det liv vi har fået på os som vort, og gå ud og vove det og leve det Gud til ære og vores næste til gavn.
Og på denne måde kommer livet altid til at koste livet, som vi synger i en af vore salmer, men når livet koster livet, betyder det også, at der hvor det sættes ind i kærlighedens tjeneste, der vindes livet. Det evige liv med Gud i Paradis.