Kirken og klosteret er med det historiske miljø de ideelle rammer om en god historie. Når man går rundt i og ved de gamle bygninger, kan man forestille sig, hvad der er sket en gang i fortiden i disse omgivelser, ligsom man kan lade fantasien løbe og forestille sig, hvad der kunne være sket. Forfatteren Philip La Zebnik har gjort det sidste, da han skrev historien til julekalenderen.
Historien begynder med, at familien Glad flytter ind på Børglum Kloster. Far Niels har arvet klosteret, men ønsker at sælge, så familien kan komme videre ud i verden. Børnene Ludvig, Rebekka og Rasmus starter i skole. Her møder Ludvig Martine, der fortæller om farlige spøgelser på Børglum Kloster. Ifølge Niels rummer klosteret også andre hemmeligheder – bl.a. en skat, hvilket vækker Ludvigs nysgerrighed. På værkstedet i Grønland gør Julemanden Nicholas sig klar til julens strabadser.
Resten er indtil videre en dyb hemmelighed, som afsløres i løbet af de 24 gange.
Den 11-årige Thomas Norgreen spiller Ludvig, og julemanden spilles af Lars Hjortshøj. Søren Frellesen og Tilde Harkamp har instrueret.
Optagelserne i kirken og på klosteret har stået på i næsten et halvt år. Sidste vinter var lang, og det gav gode muligheder for udendørs vinterbilleder, som filmfolkene skyndte sig at udnytte. Optagelserne sluttede først omkring Skt. Hans. For at holde det kraftige forårslys ude under optagelserne i kirken måtte vinduerne afblændes.
“På dage med optagelser var der 60 mennesker på arbejde, og når alle statister var med, var der 150,” fortæller Anne Rottbøll, Børglum Kloster.
“En stor del af optagelserne er foretaget i vores stuer, og under optagelserne måtte familien rykke sammen på børnenes værelser og i køkkenet. Min mand flyttede også ud af sit kontor! Rigtig meget af julekalenderen er optaget i kirken. Julekalenderen svarer til at optage 6-8 spillefilm. De medvirkende kom tilrejsende langvejsfra, så det gjaldt om at udnytte dagene. Tit mødte de første kl. 5 om morgenen, så spøgelserne kunne blive sminket i en særlig farve, så de lettere kunne gå gennem væggen. Og arbejdet kunne fortsætte til kl. 11 om aftenen.”
“Det har været en rigtig god oplevelse. Handlingen må jeg ikke sige noget om, men jeg kan røbe, at den både bliver både sjov, uhyggelig, spændende – og med lidt kærlighed!” slutter Anne Rottbøll.