Aalborg StiftLiv + Tro › Kirkeblad og kirkeside – uden omsvøb
Feedback

Kirkeblad og kirkeside – uden omsvøb

Informationstjenesten i Aalborg Stift indbyder til kirkebladskursus lørdag den 24. april. To undervisere fra Kirkeligt Medieakademi vil vise hvordan I bedst laver kirkeblad og avisens kirkeside.

18. februar 2010

Undervisere

  • Jens Kristian Lynderup, Videbæk. Journalist og kundekonsulent ved www.kirkebladet.nu
  • Svend Løbner Madsen, Vejen. Journalist og direktør for Kirkeligt Medieakademi www.medieakademi.dk

Undervisningsforløb

Fremtidens kirkeblad

Mange kirkeblade har stort set ikke ændret form og indhold, siden de blev opfundet. I denne lektion kigger vi på nye veje i den trykte, kirkelige kommunikation. Hvordan gør man et kirkeblad spændende i tekst og layout, så læsernes interesse vækkes.
Underviser: Jens Kr. Lynderup.

Journalistikkens ABC

Mange er vant til at skrive breve og skolestile og måske endda prædikener og artikler til kirkebladet. Men hvordan skriver man journalistisk, så budskabet lettere forstås hos kirkebladets læsere. I denne lektion kigger vi på nyhedskriterier og sproglige virkemidler.
Underviser: Svend Løbner.

Workshop 1

Vi bearbejder medbragte skriblerier og øver os i fængende overskrifter og godt sprog.

Den gode historie

Hvad er en god historie, og hvor finder jeg den i min kirke? Vi kigger på kirkebladets indhold og ser, hvordan det tilpasses læserne ved fremtidens køkkenborde og opslagstavler. Vi ser også på, hvordan det samme budskab skæres til, så det passer til kirkens hjemmeside og lokalavisens kirkeside.
Underviser: Jens Kr. Lynderup.

Genrer og medier

Hvilke historier passer til hvilke genrer? Og hvilke genrer egner sig bedst til hvilke medier? I denne lektion gennemgår vi forskellige fortællemodeller og giver 10 gode råd til bedre billeder. Bedre billeder skaber bedre blikfang. Blikfang sikrer flere læsere. Vi kigger på forskellige fotogenrer.

Workshop 2

Vi kigger på medbragte billeder og ser på, hvordan motiver, vinkler, beskæring mv. optimerer billederne. Vi når måske også at “skyde” et par stykker.

Tid: Lørdag den 24. april kl. 09-15
Sted: Aalborg
Pris: kr. 700,-
Forplejning: Der serveres en let frokost under vejs.
Tilmelding: Per mail til mediekonsulent Christian Roar Pedersen på Email Spørgsmål: Ring til mediekonsulent Christian Roar Pedersen på 23 20 30 99