“Dette materiale lægger op til at arbejde med kristendom ikke fra a til å, men fra top til tå”. Sådan indleder forfatteren, cand. theol. og præst Maria Baastrup Jørgensen sin introduktion til det undervisningsmateriale, hun har udarbejdet til børn i aldersgruppen 9-11 år, dvs. aldersgruppen for minikonfirmander. I nogle sogne kaldes det juniorkonfirmander, andre steder indledende konfirmationsundervisning eller noget helt andet. Og der er også stor forskel i sognenes strukturering af dåbsundervisningen, både i omfang og udformning. Dette materiale er opbygget så fleksibelt, at de fleste vil kunne have udbytte af at bruge det. Der kan nemt vælges elementer ud, som passer til stedet og underviseren. Det væsentlige er, at vi arbejder med kristendom – fra top til tå!
Top til tå – det skal forstås bogstaveligt: Hele vejen fra hovedet over øjnene og næsen, ørerne, munden, halsen, hjertet, hænderne, maven og knæene til fødderne. Materialet er lavet i erkendelse af, at børn lærer med hele kroppen og at der er en direkte forbindelse mellem vores indre følelser og et ydre kropsligt udtryk. Det er genialt at undervise i Skabelse og Helligånd ud fra overskriften: Næse for skabelse, eller i etik og diakoni under overskriften: Giv den hele armen!
Når der i Dåbsoplæring i folkekirken, fra folkekirkens dåbsoplæringsudvalg fra 2010 står, at “…undervisningens mål skal nås ved at formidle kendskab til kirke og kristendom i mødet med børnenes egne erfaringer og spørgsmål”, er det jo oplagt at tage udgangspunkt i det, som er lige for hånden: Nemlig børnenes egen krop og sansning. Dette er helt i tråd med de aktivitetspædagogiske arbejdsformer, som børnene kender fra skolen, og hvor der ifølge læringsforskere er god læring i den lærendes egen aktivitet og deltagelse i praksisfællesskaber. Selvom indholdet i skolens undervisning er et andet, er de pædagogiske vilkår for dåbsoplæringen de samme, og der er grund til at fremhæve læringsforskernes pointering af praksisfællesskaber, fordi der her er en klar linje til menighedsfællesskab og gudstjenestelig praksis.
Materialet består i en “katekismus” til minikonfirmanden og en undervisningsvejledning. Og selvom man generelt kan sætte spørgsmålstegn ved, om det er nødvendigt/henisgtsmæssigt at udstyre hvert barn med en fin og dyr bog, når det væsentlige altid foregår i samspillet med underviseren og de andre børn, så er det en charmerende bog. Der er et kapitel til hvert emne, hvor det bedste næsten er Maria Baastrup Jørgensens genfortælling af en bibelhistorie. Desuden finder vi trosbekendelsen fint sat op og præsenteret og en lille salmebog med 6 kernesalmer. Omslagsflapperne er udnyttet til en sjov tegning af kroppen forrest og bagest til en forklaring af bogens piktogrammer og “Fadervor”.
I underviserens bog er temaerne struktureret med baggrundsstof, forslag til samling, Bibelfortælling, aktivitetsforslag og afslutning og andagt i kirken eller gudstjenesteforslag. Desuden findes salmebilag, med vejledning i, hvordan salmerne kan danses samt nogle arbejdsark.
Alt i alt et troværdigt, grundigt og inspirerende arbejde, som jeg på vegne af alle folkekirkens minikonfirmandundervisere vil sige hjertelig tak for.