Frejlev kirke: Kor
Det oprindelige middelalderlige alterbord findes ikke mere. Det nuværende alterbord fra 1999 erstatter en trækasse fra 1957. Det er udført af Per Kirkeby. Det har 24 felter på forsiden uden motiver. Per Kirkeby har også udført knæfald og alterskranke.
Krucifixet med de to sidefigurer, Maria og Johannes, har hængt i korbuen til 1884. Da korbuen blev afrenset for kalk, blev krucifixet istandsat og egetræsmalet. Derefter hang det først på skibets nordvæg og senere på sydvæggen. Ved en restaurering i 1976 blev egetræsmalingen fjernet, og krucifixgruppen blev atter ophængt over korbuen. Ved restaureringen i 1999 fik det sin nuværende plads. Krucifixgruppen er fra anden halvdel af 1400-tallet. En gang efter reformationen har man savet det nederste af korset af – måske fordi det spærrede for udsynet til koret. I korsenderne har evangelistsymbolerne sandsynligvis været. Forgyldningen af de tre korsender og af glorien er fra 1999.
Alterstagerne er af messingblik og stammer fra årene 1625-50.
