Thisted kirke: Epitafier i skibet
Anders Morsing
Epitafium over borgmester Anders Morsing, 1597. Epitafiet er ligesom prædikestolen udført af Mikkel van Groningen.
På hovedbilledet ses Anders Morsing alene knælende i bøn foran Kristus på korset. Bagest til venstre syndfloden og foran den helt til venstre Isaks ofring. Til højre Kristi opstandelse.
Esajas 53,5b: “Han blev straffet, for at vi kunne få fred, ved hans sår blev vi helbredt.”
Job 14,1: “Et menneske, en kvindefødt, har et kort liv, mættet med uro. Han folder sig ud som en blomst og visner, han er som en flygtende skygge og kan ikke bestå.”
Job 19,25-26: “Dog ved jeg, at min løser lever, til sidst skal han stå frem på jorden. Når min hud er skrællet af, når mit kød er tæret bort, skal jeg skue Gud.”
Johs. 11,25-26: “Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø.”
Jvf. eptitafiet for Sveder Povlsen Kitting.
Sveder Povlsen Kitting
Epitafium fra 1632 over sognepræst Sveder Povlsen Kitting. Den tredje person i billedet er muligvis ridefoged og tolder Peder Madsen, der lod epitafiet renovere i 1653. Denne tredje person er tilmalet samme år som renoveringen.
Johs. 11,25-26: “Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø.”
Teksten på epitafiet er en sammenskrivning af de to vers.
Epitafiet er skåret af “Aalborgmesteren”, der også har lavet epitafier i Budolfi kirke.
Epitafiet er anbragt i koret ved indgangen til sakristiet.
Enevold Berregaard
Epitafium fra 1684. Det er udført af samme værksted som altertavlen i Snedsted kirke.
Enevold Nielsen Berregaard var borgmester og justitsråd. Hans hustru var Anne Søe. Hendes første mand rådmand Søren Jacobsen Lugge, død 1679, er afbildet mellem dem.
»Anno 1722 haver wellædle og welb. Envold Berregaard till Kiølbyegaard, Kong. May. Justitz Raad og hans kiere Frue Anne Søe ladett dette Epitaphium renovere, som de Anno 1684 till Guds Ære, Kirkens Prydelse og en christelig Amindelse lod indrette. Psalm 62 V. 12.«
Epitafiet er ophængt på nordvæggen i skibets østfag.
Peder Nielsen Griis
Epitafiet fra 1633 over rådmand Peder Nielsen Griis. Han knæler sammen med sin kone på knæfald. Det er lavet af samme billedskærer som Sveder Povlsen Kittings epitafium. Feltet med indskrift er omgivet af den opstandne Kristus som havemand og på højre side Maria Magdalene med salvekrukke.
Epitafiet hænger i skibet i tredje fag fra øst.



