Skjoldborg kirke: Historie
Skjoldborg kirke er romansk og består af skib og kor samt våbenhus fra 1886. Skibet er forlænget mod vest. Den romanske vestgavls hjørnesten og sokkelsten er flyttet ud. Muren i vestforlængelsen er tykkere end den oprindelige del af skibet. Det tyder på, at den har fungeret som underbygning for et senmiddelalderligt tårn. Tårnrummet har været hvælvet. Men tårnet omtales ikke i skriftlige kilder. 1769 omtales kirken som kullet.
I vestgavlen er indmuret 4 monolit-vinduesoverliggere. Der skal være 52 stenhuggerfelter i kirkens mure.
En klokke er »omstøbt i Anker Heegaards Etablissement paa Frederiksværk 1884«. Derudover findes to klokker, der er støbt i 1990 hos Pierre Paccard.




