Øster Vandet kirke: Skib
Bjælkeloft i både skib og kor. Korbuen har kragsten, der står i granit, mens resten af buen er hvidkalket. Kragstenenes skråkanter løber rundt om hjørnerne. De kalkede vanger tyder på, at korbuen er ombygget.
En lysekrone (den østligste i skibet?) fra 1650-1700 blev skænket til kirken i 1747. På kuglen findes en inskription:
»Til Guds ære og Guds huuses prydelse bekostet og givet til Øster-Vandet kirche til Iule-Højtiid Anno 1747 af dend da værende sogne-præst og de samptlige Gud elschende sognemænd, hvis navne herunder staar antegnede til en afmindelse for efterkommere.
Guds Lys og Lampe sluches ei
For os paa denne vildsom Vej,
Men staa i fulde Lue
For os og Efterkommere,
At vi maa Gud i Ordet see,
Til vi hans Ansigt schue.
Guds Naade-Glands og schinne ind
I hvert et Hierte, Siæl og Sind,
At vi maa Kraften finde,
Og schinne frem i Kiærlighed
Til Gud og til vor Næste med
Dit(!) staa til ævig Minde.
Hr. Peder Riber, Povel Tøfting, Anders Christenssøn, Niels Foget, Christen Ferregaard, Laurits Knackergaard, Povel Pederssøn, Tomas Frøchier, Berthel Clemendsøn, Sl. Niels Vestergaards Enche, Mouritz Levisøn, Povel Nielssøn, Jens Nielssøn, Christen Thorssøn, Jens Anderssøn, Christian Anderssøn, anders Olufsøn Smed.«

