Aalborg StiftKirkerKlitmøller kirke › Kor og altertavle
Feedback

Klitmøller kirke: Kor og altertavle

Oversigt · Historie · Skib · Kor og altertavle · Døbefont · Prædikestol · Krucifix · Kirkeskib · Omkomne

Da Thy-banen blev indviet i juni 1882 var kong Christian IX og dronning Louise på officielt besøg i Klitmøller, der var blevet kendt på grund af en skibskatastrofe og en skandale indenfor redningsvæsnet. Kongeparret aflagde da besøg på kirkegården for at se de omkomnes gravsted og beså også kirken.

Kongeparret fik også den nye kirke at se. Kirken havde endnu ikke nogen altertavle. Den eneste alterudsmykning var et bronzeforgyldt trækors (se billede).

Det endte med, at dronning Louise selv malede billedet af Vandringen på Søen. Forneden på rammen henvises der til Matt. 14,31. Det nye billede ankom til Klitmøller i 1883. Dronning Louise havde lært at male af bl.a. Martinus Rørbye og Wilhelm Marstrand.

Rammen om alterbilledet er udført af kunstmaler R. Rud-Petersen i 1922 på foranledning af kong Christian X og dronning Alexandrine, der besøgte kirken, da Rud-Petersen arbejdede på prædikestolen og bænkene.

Altertavlen har øverst et Kristus-monogram samt de græske bogstaver alfa og omega (a og å) – begyndelsen og enden.

Alterstagerne blev i 1589 skænket til Thisted kirke af Anders Nilsen og hans hustru Maren Gris. En indskrift fortæller: »Anders Nielsøn och hans Høstru Maren Gris gaf denne Liusestage till Tisted Kircke Anno 1589«. De blev skænket til kirken ved indvielsen i 1872. Alterstagerne ligener dem i Lild kirke.