Klitmøller kirke: Kirkeskib
3-mastet fuldskib »Haabet«. Det måler 105 cm og har 25 beslåede sejl. En havfrue er gallionsfigur, og på agterspejlet er der to havfruer. Et flag med skibets navn er sat på stormasten. Skibet er skænket til kirken i 1873 af styrmændene L.C. Andersen og L.C.Nielsen og bygget af bådebygger Peder Christian Pedersen Frost og styrmand Jens Holler.
Peder Christian Pedersen Frost (f. Vangså 1840, d. Klitmøller 1904) er forbundet med materialet gennem ret løse kilder. Mundtlig overlevering i Klitmøller udpeger ham og svogeren Jens Holler som ansvarlige for Klitmøllerfuldskibet 1872. Skriftlige kilder anfører to andre som givere, men det udelukker ikke, at han har bygget det. På det tidspunkt kunne han endnu være hjemmehørende i Vangså. Pastor Mehr nævner i sin bog “Livet på Hanstholmen” (1953), at kirkeskibet i Hansted er bygget af en bådebygger Frost, Vangså. Det må jo så være Peder Christian, der i øvrigt senere synes at have virket i Hansted. Omkr. 1896 flytter han til Klitmøller.
Jens Holler (f. Klitmøller 1842 som søn af den senere opsynsmand ved redningsstationen Peder Frost (slægtskab med de to Frost’er ikke påvist), forsvundet som styrmand med den 3-m skonnert “Skjold” 1901) Hans søster, Ane Mathea, var gift med Peder Christian Frost – og sammen med denne skulle han jo have lavet Klitmøller-skibet. Selv er han bygmester for skibet i Stenbjerg, som han gav navnet Petra efter sin 6-årige datter.
1873 skænkedes tillige en brig af rektor Müller, Thisted. Den blev taget ned 1882 og lå i en del år på kirkeloftet.
Briggen, der blev taget ned, må være givet af Thisted Realskoles leder, professor Müller, der stammede fra Sønderjylland og ikke vides at have været særligt knyttet til Klitmøller. Den har eksisteret i begyndelsen af det 19. århundrede, hvor en nulevende klitmøllerbo erindrer at have leget med den. De to skibe har altså hængt samtidigt i kirken nogle år og nævnes i den omhyggelige inventarliste fra disse år. (i V. Vandet præstegård).
Kilde: Kirkeskibe i Thisted Amt af Jens Ole Petersen – udgivet i 1978; videregivet af Ove T. Holle, Klitmøller.
