Vestervig kirke: Historie

Vestervig kirke er opført i løbet af 1100-tallet som en treskibet basilika med korsarm. På østsiden af korsarmen var der på både nord- og sidsiden et sidekapel og et sakristi. Da kirken stod færdig omkring år 1200, var den Danmarks næststørste kvaderstensbygning. Kun Viborg Domkirke var større. Baggrunden for at bygge så stort var bl.a. tilbedelsen af Skt. Thøger, der blev skrinlagt i kirken i 1197.

Omkring 1110 blev der oprettet et kloster under Augustinerordenen. Det har været et firlænget kompleks omkring en lukket gård. Udgravninger syd for kirken har fastslået udstrækningen af dette kompleks.

Da kong Svend Estridsen omkring 1060 Jyllands stifter i fire: Ribe, Århus, Viborg og Vendel stifter, omfattede Vendel stift alt land nord for Limfjorden. Det er uklart, hvor bispesædet i Vendel stift blev etableret. En kilde fra slaget ved Fodevig i Skåne 1134 meddeler, at biskop Kjeld af Vestervig faldt ved slaget. Denne meddelelse har ført til antagelsen, at biskoppen havde sæde i Vestervig. I 1139 nævnes Sylvester som biskop af Børglum. Måske forholder det sig sådan, at biskoppen i de første generationer ikke havde noget opholdssted, fordi han altid var på farten. Et antal kanniker har derimod haft fast sæde i Vestervig, og så sent som i 1361 omtaler en biskop i Børglum »vore kapitler i Vestervig og Børglum«. Det tyder på, at kannikerne i Vestervig og Børglum har været sidestillet.

I begyndelsen af 1400-tallet fandt en stor ombygning sted. Tværskibet blev formindsket og sidekapellerne fjernet. Hovedskibet blev forkortet mod vest, og man opførte tårnet. Apsis blev nedrevet og koret forlænget. Ombygningen var færdig senest i 1444. Klosteret blev særdeles velhavende og ejede det meste af landbrugsjorden i Thy og Vester Hanherred. En række markante personligheder ledte klosteret som provster.

Efter reformationen blev klosteret kongeligt len. I 1661 fik Jochum Jürgens (=Joachim Irgens) Vestervig kloster overdraget af kongen til privat eje. Han var en at tidens rigeste mænd, holstener og født i Itzehoe 1611. Han havde privilegium på kobberminerne i Røros og havde forpagtet handlen på Færøerne. Han var så velhavende, at uden videre kunne låne kongen 30.000 rigsdaler. Tilbagebetalingen bestod bl.a. i Vestervig Kloster – en ejendom svarende til 20.000 tønder land. Flere markante godsejere havde senere godset i besiddelse. Kirken var i privateje frem til 1915.

I årene 1917-21 gennemgik kirken en omfattende restaurering og rekonstruktion under ledelse af arkitekt Mogens Clemmensen. I en rapport efter afslutningen af restaureringen anførte han: »Som Kirken nu fremtræder, er den kun et Brudstykke af den gamle romanske Bygning, stærkt præget af de forskellige Tiders skiftende Behov fra Middelalderen til vore Dage.« Kirken fik sin treskibede basilikaform tilbage. Siden 1440’erne var den dækket af ét tag. Hovedskibets mure med de højtsiddende rundbuede vinduer havde været overdækket. Kor og apsis blev genopført på de oprindelige dokumenter. Man genfandt kvadre i digerne, på kirkegården og i mange huse og gårde i sogent. De blev alle analyseret og genanvendt. Tværskibet blev dog ikke rekonstrueret. Over den del af skibet, hvor tværskibet var, er taget ført ned over sideskibene.

Kirken har to klokker. Den ene er fra 1400-tallet. Den er uden indskrift, men har et »brystbillede i relief af en kvinde, der om hovedet har et klæde, som falder ned over skuldrene. Formodentlig fremstilles her en helgeninde; men glorie ses ikke.« (F. Uldall: Danmarks middelalderlige kirkeklokker, København 1906, side 136).

Den anden klokke er fra 1513 og er støbt af Svend Andersen. Den bærer indskriften:

Alpha et o, Deus et homo, anno D(omi)ni mdxiii, Iesus M Anna Barbara Katherina

»Alfa og Omega, Gud og menneske, år 1513, Jesus, M(aria), Anna, Barbara, Katherina.«

Klokken bærer et relief af Skt. Mauritius, der står med en fane og en lanse. Et skriftbånd fortæller, at det er Skt. Mauritius. Lige under relieffet har støberen sat sit mærke, et cirkelrundt segl. Klokkestøberens navn står i randen af seglet, og i dets midte ses en klokke. (Uldall, s. 240).