Aalborg StiftKirkerStagstrup kirke › Historie
Feedback

Stagstrup kirke: Historie

Oversigt · Historie · Skib · Kor · Døbefont · Prædikestol · Krucifix · Kirkeskib

Skib og kor er romanske, mens tårn og apsis er opført i 1938. Kirken har dog haft et romansk apsis, der blev revet ned i begyndelsen af 1800-tallet. Det genopførte apsis er bygget på de oprindelige syldsten, der blev fundet ved at grave i jorden. Derimod lykkedes det kun at finde ganske få af de romanske krumhugne kvadre.

Kirken har haft et sengotisk tårn. Det hedder, at det blev ødelagt ved en brand i 1810, men allerede i 1809 var der givet tilladelse til nedrivning af tårnet. Det gamle tårn havde kamtakkede gavle, og i tårnrummet var der et krydshvælv. Det nye tårn – 1938 – er opført på fundamenterne for det gamle tårn. Tårnrummet fungerer som våbenhus. I 1860’erne opførtes et lille våbenhus ved syddøren. Det blev nedrevet og syddøren tilmuret ved opførelsen af tårn og apsis.

Begge de gamle døre er tilmurede. Syddøren har en tympanon som overligger. Ved siden af døren står en romansk gravsten, der har været gavlsten af samme type som bispegraven i Sjørring.

Klokken er oprindeligt en gotisk klokke, men den er omstøbt i 1887 af Chr. Christensens Enke, Århus. En klokke blev afleveret ved klokkeskatten i 1601.

Kirken var stats ejet fra reformationen, men blev privatejet i 1699, indtil den overgik til selveje 1916.