Hurup kirke: Historie
Kirken er oprindelig romansk, men med flere senere tilbygninger. Nu er kun skibet fra romansk tid. Tårnet er fra senmiddelalderen. Våbenhus mod syd er fra midt i 1800-tallet, mens kor og apsis, korsarme og våbenhus mod nord samt trappehus ved tårnet er fra en ombygning i 1928. Arkitekt H. Lønborg-Jensen stod for denne ombygning. Af de oprindelige vinduer er der ikke længere nogen tilbage.
Tårnet menes at være opført o. år 1500. Man har genbrugt kvadre og sokkelsten fra vestgavlen, men der findes også kvadre fra apsis i tårnet. Det oprindelige apsis må således være nedbrudt ved tårnets opførelse, og koret har fået en lige gavlmur. Tårnrummet har krydshvælv. Efter ombygningen i 1928 fik tårnet pyramidetag til erstatning for det gamle saddeltag. I korsskæringen er der en tagrytter.
Kirken blev privatejet i 1749, da Niels Sommer fra Thisted, der var kommerceråd og ejer af Bodum Bisgaard, købte den. I 1911 gik den over til selveje. Før 1530 og igen 1570-1784 var sognet anneks til Boddum-Ydby.



