Aalborg StiftKirkerHørdum kirke › Historie
Feedback

Hørdum kirke: Historie

Kirken kaldtes i gammel tid »De fire evangelisters kirke«. Skib, kor og apsis er fra romansk tid. Vindue i apsis er oprindeligt med monolitsålbænk og -overligger. Alle andre vinduer er nyere. Våbenhuset er sengotisk og opført i munkesten foran norddøren.

Kirken har haft et sengotisk tårn med gavle, der vendte forkert – dvs. nord-syd. I 1730’erne blev det omtalt som skønt og stort. Allerede i 1708 måtte man dog flytte klokken til et nyt klokkehus, da man var bange for, at den skulle falde ned. Forfaldet bredte sig. Fastelavns søndag 1714 faldt nogle af tårnets blyplader ned på skibet. I 1817 blev der givet tilladelse til nedrivning af tårnet. Det skete umiddelbart efter. Man opførte da en klokkekam på kirkens vestgavl og anbragte et kors øverst oppe. Det nuværende karakteristiske tårn med pyramidetag er opført i 1955.

Kirken har to klokker. Den ene er fra 1884 og er omstøbt af en klokke fra 1500. Anker Heegaard, Frederiksværk, har stået for omstøbningen. Den gamle klokke var støbt af Peder Hanssen i Flensborg. Den havde følgende indskrift:

Anno Domini mccccc; Ihesus nasarenus rex Iudeorum; alpha et o; Deus et homo; o rex glorie, Criste, veni cum pace, amen; Ana hieder iec. Herdem Sugen (=Hørdum sogn) haver ladet mec stept Gut til Lof oc sante Laurencius; hielp sancte Anne self tredi, amen.
(=I Herrens år 1500; Jesus Nazaræeren, jødernes konge; alfa og omega; Gud og menneske; o ærens konge, Kristus, kom med fred, amen.)

Kirkens anden klokke er anskaffet i 1967 for en testamentarisk gave. Den er støbt af John Taylor & Co, Birmingham, og bærer indskriften: »Land, land, land, hør Herrens ord.«

Justitsråd C.H. Helverskov til Irup ejede kirken fra den 4. januar 1723. Den overgik til selveje den 1. januar 1912.