Bedsted kirke: Historie
Kor og skib er fra romansk tid, mens apsis er genopbygget i 1924. Tårnet er opført o. år 1500, mens våbenhuset er nyere.
Apsis har været helt nedbrudt. Korets østvæg var da udvendigt opbygget af krumme apsiskvadre, der blev genanvendt ved geopbygningen. Der manglede dog en del. Dem fandt man i brolægningen på herregården Tandrup, som kirken har hørt under. Det runde vindue i apsis er ikke originalt.
Tårnet er forneden opmuret af kvadersten i 8 skifter og ovenfor skalmuret med røde teglsten. Våbenhuset bærer årstallet 1687. I en optegnelse fra 1882 meddeles det dog, at våbenhuset blev helt ombygget for få år side.
Kirken har to klokker. Den ældste bærer indskriften: »Verbum Domini manet in æternum. Mit Gottes Hulf gus mich Berent Bodeman zu Lubeck A. 1615« – (Herrens Ord bliver i evighed. Berent Bodeman i Lybæk støbte mig med Guds hjælp i året 1615.)
Den anden klokke er støbt i 1833 af I.C. og H. Gamst, København.
Fra reformationen hørte kirken under kronen. 1721 blev den overdraget brigader og amtmand Hans Eifler på Tandrup. Den blev selvejende i 1911.



