Bedsted kirke: Altertavle
Altertavlen bærer årstallet 1638. Ved en istandsættelse i 1925 fremdrog man en staffering fra 1710 signeret af Anders Eskesen Gundal. I regnskabet fra samme år findes en kvitteret regning fra Jens Jensen Thrane for staffering af altertavlen. Anders Eskesen Gundal har efter al sandsynlighed været Jens Jensen Thranes førstemand.
På hovedgesimsen er 1. Kor. 10,16 citeret. I midten tre adelsvåben med bogstaverne ECvB ESR HE. De henviser til Elisabeth Sophie Rantzau, der var ejer af Tandrup, død 1726 og hendes to ægtefæller, erasmus Casimir v. Bassen, død 1698, og Hans Eifler, død 1724.
Altertavlen minder meget om altertavlen i Skyum kirke. Havfruerne genfindes i Hassing kirke.
