Aalborg StiftKirker › Om samlingen
Feedback

Om samlingen

Under fanen “Kirker” findes detaljerede beskrivelser af stiftets kirker i tekst og billeder. Intentionen er, at samlingen med tiden skal omfatte alle stiftets kirker.

Af Niels Clemmensen

Formål med kirkebeskrivelserne

Formålet med kirkebeskrivelserne og kirkebillederne er først og fremmest at formidle viden om den righoldige skat, som vore kirker rummer.

Der er ikke tænkt på nogen enkelt målgruppe. Kirkebeskrivelserne kan bruges udfra vidt forskellige tilgangsvinkler.

  • Ønske om at vide mere om sin egen sognekirke.
  • Ønske om at vide noget om sin barndomskirke, hvor man selv er døbt og måske konfirmert.
  • Til undervisningsbrug.
  • Studieformål – f.eks. altertavler fra en bestemt periode.
  • Til planlægning af udflugter: Er der en spændende kirke at se i det område, der er mål for udflugten?

Først og fremmest er kirkebeskrivelserne dog blevet til af kærlighed til vore kirker.

Ambitionen med kirkesektionen er at beskrive alle kirker i Aalborg stift.

Gøttrup kirke

Indgang til kirkesektionen

Der er flere indgange til kirkebillederne.

Hovedindgangen er kirkesektionens forside.

Øverst findes en vandret liste over de senest tilføjede kirker. Ved at klikke på pilen til højre kan man se de 16 senest tilføjede. Det er tænkt for dem, der vil følge med i, hvad der kommer af nyt.

Nedenunder ses en alfabetisk liste over kirkerne. Man kan klikke på et bogstav i alfabetet eller vælge at se alle på én gang.

Dernæst ses et kort, hvor alle de kirker, der findes beskrivelser af i kirkesektionen, er markeret med rødt. Det er et Googlekort, og man kan navigere i det på sædvanlig Google-facon. De røde markeringer er klikbare. Det er lidt nemmere, hvis man zoomer ind på kortet

Endelige er der en liste, hvor kirkerne er opstillet alfabetisk efter provstier. Et rødt link er lig med en kirkebeskrivelse.

En anden indgang er præstesektionen. For hvert pastorat er der links til pastoratets kirkebeskrivelser.

Kirkesidernes opbygning

Hver kirkebeskrivelse har sin egen forside med links til undersiderne. Nedenunder er der links til andre kirker i det pågældende pastorat, ligesom der er et link til kontaktoplysninger for pastoratet. Endelige er der redegjort for, hvilke kilder der er anvendt til den pågældende kirke.

Disponeringen af kirkebeskrivelserne er bygget op på denne måde:

  • “Historie“er altid den første side. Her kan man læse om kirkens bygningshistorie, ligesom man finder en række billeder af kirken set udefra.
  • “Skib”. På den side vil oftest være et billede af skibet set mod øst og et set mod vest – i nævnte rækkefølge. En gang imellem kan det være suppleret af andet – f.eks. hvis der også er sideskibe.
  • “Kor og altertavle” behandles oftest under ét. Men hvis der er meget inventar eller mange detaljer, kan det være delt op på to eller flere undersider..
  • “Døbefont” med billede af døbefont og nærbillder af motiver eller andre detaljer på døbefonten, hvis det findes. Her vil der også nogle gange, men ikke altid være et billede af dåbsfadet.
  • “Prædikestol” med et billede af prædikestolen. Detaljebilleder af motiver og indskrift på prædikestolen. Lydhimmel, hvis en sådan findes.
  • “Andet”. Det kan være kirkeskibe, epitafier, gravsten, bænke, indsamlingsbøsse, degnestol, skriftestol osv. Her har jeg ikke etableret nogen fast rækkefølge.

Undersiderne indeholder et eller flere hovedbilleder, eventuelt også et antal detaljebilleder og en billedtekst. Man kan klikke på alle hovedbilleder og se dem i et større format i en såkaldt lightbox-visning. Som hovedregel kan man se billederne i et serieforløb, men ikke altid. Enkelte billeder kan derudover downloades i et meget stort format. Det er typisk et nærbillede af en tekst på et epitafium eller en gravsten, så man selv kan læse teksten. Den mulighed vises med et rødt link i øverste højre hjørne.

Opsætningen af siderne varierer en del, fordi indholdet er så varieret.

Billedteksterne varierer også i længde alt efter, hvor meget information, der har været til rådighed. I de tilfælde, hvor jeg har manglet informationer, har jeg valgt at skrive ingenting frem for en tekst uden informationsværdi.

Hulsig kirke

Om arbejdet med kirkebillederne

Jeg har selv taget alle billederne og skrevet alle teksterne. De få gange, hvor det ikke er tilfældet, er der naturligvis redegjort for det.

I efteråret 2002 overtog jeg redaktionen af stiftets hjemmeside. Umiddelbart derefter opstod ideen om at dokumentere kirkerne i tekst og billeder. De første kirker blev lagt ind i 2004. Men det tog et stykke tid, inden jeg fandt til en fast form for projektet. Det gjaldt f.eks. spørgsmålet om, hvor detaljeret beskrivelserne skulle være. Det er endt med en meget høj detaljeringsgrad bl.a. ud fra den antagelse, at det gør samlingen mere værdifuld.

De første mange billeder blev optaget på gode gammeldags diasfilm. Det var dog forbundet med mange ulemper, og i 2005 anskaffede jeg mit første digitale kamera og er nu igang med det tredje.

I sommeren 2007 havde jeg en tre månders orlov fra mit daglige arbejde som sognepræst. Den tid benyttede jeg til at køre rundt og fotografere kirker. Det betød et stort spring fremad. Jeg nåede at komme til langt over halvdelen af stiftets kirker. Derudover har jeg brugt en del ferier og fridage til fotograferingen, og når tiden ellers har tilladt det.

Det er min hensigt, at billederne skal have samme kvalitetsniveau hele vejen igennem. Det er et mål, som det ikke er umuligt at realisere.

Derimod har det vist sig noget vanskeligere at fastholde samme niveau med teksterne. Det skyldes, at den skriftlige information, der findes om vore kirker er meget spredt. Spredningen skal forstås meget bogstaveligt. Det går lige fra ingen informationer til videnskabelige afhandlinger. På den baggrund kan det ikke undgås, at teksterne bliver uvjævne.

På hver kirkes forside har jeg anført de kilder, jeg har anvendt.

Jeg vil være taknemmelig for at blive oplyst om kildemateriale, der ikke er anført, ligesom jeg også meget gerne hører om oplysninger, der manger, og om eventuelle fejl.

Vive kirke