Bindslev kirke: Kalkmaleri
Kalkmaleri fra 1225-50.
Professor Jacob Kornerup afdækkede og restaurerede billedet 1888-90. Han har beskrevet billedet således:
“Billedet forestiller Jomfru Maria siddende i sit højsæde under en portal med rundbue, som bæres af to sidesøjler med prægtige kapitæler. Hun bærer på skødet Jesusbarnet, der efter den konventionelle skik strækker højre hånd ud til velsignelse. Portalen er omgivet af en bred firkantet ramme med en smuk, desværre noget beskadiget bort. I begge hjørner mellem rammen og buen svæver små engle, der tilbeder Maria og barnet og svinger røgelseskar. Omrkring alle figurernes hoveder bemærkes glorien, der på ældgammel vis er prydet med ægformede forgyldninger. Ligeledes ses forgyldning i et bredt halsbånd om jesusbarnets hals, samt i Marias og barnets armbånd. Også røgelseskarrene er smukt modellerede ind i den fine kalkpuds.” (Citeret efter Johs. V. Sørensen, Vore kirker, s. 104-105).
Kornerup gør endvidere opmærksom på, at Maria holder et æble i højre hånd.
Egtmond Lind, der restaurerede billedet i 1945, skriver, at “Maria holder i sin løftede højre hånd sirligt med to fingre et lille rødt æble..” (Poul Nørlund og Egmont Lind: Danmarks romanske Kalkmalerier, København 1944).
Hans Jørgen Frederiksen mener dog, at der er tale om en kugle, der skal symbolisere kosmos. (Lise Gotfredsen og Hans Jørgen Frederiksen: Troens billeder. Romansk kunst i Danmark. 1993)
