Skt. Catharinæ kirke: Ikke flere kirker

“Tre gamle kirker! Og så kun 100-200 m fra hinanden!” Den hårdt prøvede turist tager sig til hovedet. Det er ikke så ligetil at forstå, selv om man aldrig – siden Valdermarstiden – har bygget så mange kirker, som man gør i dag.

Som nu den kun 15-årige moderne Bistrupkirke i den sydlige del af Hjørring. Den var der behov for. Til gudstjenester. Til alle de mange kirkelige aktiviteter. De byggede den for menneskenes skyld, for at de ikke skulle have for langt til kirke.

Andre steder lader man sig opstille til menighedsrådet, fordi der for Guds skyld ikke skal bygges flere kirker end nødvendigt.

Det skulle der i 1100- og 1200-tallet. Derfor står de tre pragtfulde middelalderkirker der: Sct. Olai, Sct. Hans og Sct. Catharina.

De blev bygget af religiøse grunde, for Guds skyld! Ikke for menneskers. Dvs. selvfølgelig gav det prestige til den storbonde, storborger, bisp eller hvem det nu var, der satte byggeriet i gang, og til bygmesteren og donatorerne. Men først og fremmest var det en offergerning, en religiøs handling, der ansås for at være Gud velbehagelig. Således er tiende foreskrevet i Biblen som en offergave; hver tiende neg, hver tiende drueklase osv. En del af tienden gik til præsternes underhold, resten til kirken.

Derfor havde man råd til at byggekirker over hele landet i 1100- og 1200-tallet. Tiendeskatten var netop blevet systematiseret gennem fastlæggelsen af sogneinddelingen, der sikrede, dels at alle betalte, dels at ingen betalte til mere end én kirke.

Så når man byggede kirkerne, skyldes det både religiøse, sociale og økonomiske grunde – foruden, sikkert, en god del lokalpatriotisme.

Og dér ligger de altså:

• Sct. Olai, den ældste: En smuk kvaderstenskirke fra 1100-tallet, hvis forgænger, en trækirke, man har fundet spor af under gulvet. Den er viet til kong Olav den Hellige af Norge og bygget på bakken, hvor helligkilden flød. Engang lå sikkert også det hedenske offersted her.
• Sct. Hans, fra 1200-tallet, viet til Johannes Døberen. Det er den største og bedst bevarede af en særlig gruppe senromanske teglstenskirker her i Vendsyssel; udvendig smykket med lisener og rundbuefriser; indvendig bl.a. et flot kalkmaleri, der viser Kristoforus, der bærer det lille Jesus-barn over floden.
• Sct. Catharina, der i al fald siden reformationen har været byens sognekirke og er viet til byens skytshelgen, hvorfor nogle også har gisnet om, at den blev grundlagt, da byen blev købstad for 750 år siden. Den er ombygget og udvidet en hel del gange; har fra begyndelsen nok lignet Sct. Hans, men fremstår nu som en stor korskirke. Værd at bemærke er, foruden altertavlen, den romanske døbefont, der er lige så gammel som kirken selv, og hvorunder djævelen stikker sit hoved frem og rækker tunge ad alteret af bar ærgrelse over, at et tov holder ham dernede, hvor han hører til.

Men gå selv op og kik på kirkerne. Der er meget mere at se, og der ligger foldere, der fortæller om detaljerne. – Og så kan man jo spørge. De to, Sct. Olai og Sct. Catharina, er åbne hver dag indtil kl. 16.

Så selv om de tre kirker er bygget for Guds skyld, lader menneskene sig gerne fornøje.

Fra jubilæumsbogen: Hjørring – købstad i 750 år. 1243-1993