Sæby kirke: Kalkmalerier i hvælv

Sæby kirke har givet navn til det kalkmalerværksted, Sæbyværkstedet, der har udført kalkmalerierne i en række nordjyske kirker omkring 1510. Hovedfortællingen er Marias barndomshistorie, som fylder de 8 kapper i henholdsvis koret og skibets 1. fag. Skibets 2. fag er udsmykket med verdensdommen.

Sæbyværkstedet er desuden repræsenteret i Dronninglund, Vesterø, Vrå, Budolfi, Nibe og Rolfstorp (Halland).

I sviklerne (kappefligene) ses karmelitermunke i kolbeblomster med skriftbånd. I skriftbåndene står munkenes navn, fødested og akademiske grader. Der er 8 munke i hvert af de 3 udsmykkede fag. Det er 24 ialt. Måske er der tale om en reference til de 24 ældste fra Johannes’ Åbenbaring.

Marias barndomshistorie fortsætter fra koret.

I den gyldne port

Anna faldt Joachim om halsen, da de mødtes i den gyldne port. Hun takkede Gud og sagde: “Jeg var enke, og se, jeg er det alligevel ikke. Jeg var ufrugtbar, og se, jeg har undfanget.”

Marias tempelgang

Legenda Aurea skriver herom – citeret fra Karen Sorgenfrey: Marias tempelgang. Danske Kalkmalerier. Sengotik 1500-1536. Nationalmuseet 1992. Side 159:

“Så blev Anna da frugtsommelig og fødte en datter og gav hende navnet Maria. Da pigen tre år gammel var blevet vænnet fra, førte de hende til Herrens tempel sammen med de offergaver, som de frembar. Nu var der op til templet 15 trappetrin, og de stillede pigen på det nederste trin, og hun gik uden nogen hjælp op ad disse trappetrin, som var hun allerede nået til moden alder. Efter at have frembåret deres offer, efterlod forældrene deres datter i templet sammen med de øvrige jomfruer.”

Maria vies til Josef

Som 14-årig havde Maria lovet Gud, at hun ville forblive jomfru. Det blev derfor besluttet, at man ville spørge Gud, hvem der skulle have den betroede opgave at passe på hende. Loddet faldt på Juda stamme, og alle ugifte mænd blev bedt om at komme med en stok. Josef, der var en gammel mand, kom også med en stok ligesom de unge mænd. Alle stokkene blev nu lagt ind i det allerhelligste til næste dag. Da de hentede stokkene, fløj der en due ud fra spidsen af Josefs stok som tegn på, at han skulle betroes opgaven. Duen “var hvidere end sne, og så overvældende skøn”. Josef vægrede sig: “Jeg er en gammel mand, jeg har tilmed sønner, hvorfor overgiver I dette barn til mig, som endog er yngre end mine børnebørn?”

Der har ligesom i koret været 2 svikkelfigurer i hver kappe, altså 8 ialt, men nogle af dem er for medtaget af tidens tand. Ligesom i de tilsvarende billeder i koret vokser kolbeblomsten ofte ud af munden på en vrængemaske.

På gjordbuen mellem koret og skibets 1. fag ses Skt. Martin, der blev kendt, fordi han på en kold dag delte sin kappe med en fattig tigger.

Hovedfortællingen i dette fag er Verdensdommen. Den dømmende Kristus troner i øst-kappen, mens Himlens borg ses til venstre for ham og Helvedesgabet til højre. Overfor Kristus – i vestkappen – er det usædvanlige motiv Manden på dødslejet.

Verdensdommen

Kristus med korsglorie sidder på regnbuen i en folderig dragt, der er anbragt således, at mærket efter i spydstikket i hans side er synligt, ligesom man kan se naglegabene i hænder og fødder. Der er m.a.o. tale om den opstandne. Fra hans højre mundvig udgår en lilje – symbol på nåde, og fra hans venstre udgår et sværd – symbol på dom. Til venstre i billedet står jomfru Maria og til højre Johannes Døberen. De har hænderne foldet i bøn, idet de går i forbøn for dem, der skal dømmes. De har begge glorier. Johannes, der knæler, kendes på sin kameluldsdragt. Maria har blottet sit ene bryst. Med højre hånd løfter hun det frem mod Kristus. Fra andre lignende fremstillinger ved man, at hendes ord er: “De mennesker, der nu skal dømmes, er afhængige af dig. Når nu du dømmer dem, så husk på, at du selv har været afhængig af andre mennesker som den gang, da du diede dette bryst.” Forneden på begge sider af Kristus ses de døde stå op af deres grave. Nogle har søgt tilflugt bag Marias barmhjertigheds kappe. Øverst ses en engel med domsbasun. I skriftbåndet står der: “Surgite mortui … rejs jer I døde.” I skriftbåndet over Johannes står der: “Ite maledicti in ignem eternam … gå I fordømte til den evige ild.” Og i skriftbåndet over Maria står der: “Venite benedicti patris mei precipite regnum … kom, velsignede, I skal modtage min faders rige.”

Manden på Dødslejet

Den døende ligger i sin seng. Bag sengen står en mand og en kvinde, der er mest optaget af hinanden. Er det hans liv, der passerer forbi? Eller er det hans kone, der har gang i noget? I hvert fald tager djævlen den døendes sjæl, mens en engel tører en tåre bort. Motivet, der stammer fra en af middelalderens Ars moriendi-bøger – bøger om kunsten at dø – findes i dansk kalkmaleri kun her og i Vrå kirke. I Vrå får det dog en anden ende. Der er djævlen og englen i kamp om den dødes sjæl, og det ser ud, som om englen vinder.

Svikkelfigurerne

I dette fag afbildes de 4 af de oprindeligt 8 munke med musikinstrumenter i hænderne, mens de to munke i nederste række har en bog i hånden.

Instrumenterne her, der jo er sammenstillet med Verdensdommen, forekommer ellers sjældent eller aldrig i den sammenhæng. Det er alle sammen instrumenter, der normalt bruges til lovprisning. Det kunne således tænkes, at de skal lovprise Jomfru Maria, der har fået en fyldig fremstilling i kirkens to østligste fag.

Kilde: Dorthe Falcon Møller: Klang på kalk – Musiksymbolik i dansk kalkmaleri. 1996. Side 82ff.

På gjordbuen findes en fremstilling af Hieronymus. Han var kardinal og kirkefader og levede 340-420. Han oversatte Det Nye Testamente fra græsk til latin – den såkaldte Vulgata, der stadig er normgivende i den katolske kirke. Hieronymus var eremit (eneboer) i mange år, hvor han blev ven med ørkenens dyr. Han afbildes med kardinalhat og løve. Løven er der dog ikke mere tilbage af på dette billede.

Billederne af Verdensdommen og Manden på Dødslejet er nært beslægtet med kalkmalerierne i Vrå kirke.