Elling kirke: Kor og altertavle
Altertavlen, der er af baldakintype, er fra 1635. Sten Rodsteen til Lerbæk, der var kirketiendeejer, bekostede bemalingen af altertavlen i 1650. Det oprindelige alterbillede findes ikke mere, og man ved ikke noget om det. Omkring 1900 blev der opsat et nyt billede, som nu hænger i tårnrummet. Det nuværende alterbillede er malet af Oscar Nicolaisen i 1969. Det forestiller Kristus på korset med en sørgende mand og kvinde.
Albert Thura skriver 1735 i Aalborg Stifts Beskrivelse i Nørre Jylland, Vendsysselske Aarbøger, 1920, s. 332-333:
Over Skrivtestolen findes en Tavle fæsted paa Muuren med denne Overskrivt: »Jesus siger Joh. 14. Jeg er Vejen, Sandhed og Livet. Der kommer ingen til Faderen, uden ved mig.«
Neden paa Tavlen læses: »Denne Tavle er Hr. Christen Jensøns, Præsten i Ellinge og Tolne-Sogner, og hans kiære Hustroe, Kathrine Hans Dotters, gjort i hans Alders 44. Aar og hendes Alders 30 Aar. 1668.«
Paa samme Væg neden for hænger en lang og smal Træ-Tavle, hvorpaa staar afmalet en Jomfr: men skrivten, som der før har været, er af Ælde hentæret og ukiendelig.
Ingen af de omtalte genstande findes mere.
